Hjælpemenu

Hovedmenu

Om menneskerettigheder i Tibet.

2002-03 - Svar på § 20-spørgsmål (S 4596)

Spm. nr. S 4596

Til statsministeren (1/9 03) af:

Villy Søvndal

(SF):

»Vil statsministeren, efter at han i radioavisen kl. 12 den 29. august 2003 giver udtryk for at politisk handling bag de gode intentioner skal være afgørende for regeringens udenrigspolitik (i modsætning til tidligere), redegøre for regeringens kommende initiativer og politisk/militære tiltag i forhold til de kontinuerlige overgreb på menneskerettighederne i Tibet?«

Svar (9/9 03)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Danmark følger opmærksomt udviklingen i menneskerettighedssituationen og forholdene i Tibet. Danmark fører bilateralt såvel som sammen med de øvrige EU-lande en intensiv, kritisk dialog med Kina, hvor spørgsmålet om menneskerettigheder, også specifikt i Tibet, er et væsentligt element. Danmark har sammen med de øvrige EU-lande opfordret til etablering af en dialog mellem Kina og Dalai Lama, således som også ønsket af den tibetanske eksiladministration.

Dialogen om Tibet-spørgsmålet synes for tiden at være i en positiv udvikling, efter at to repræsentanter for Dalai Lama i to omgange, senest den 25. maj – 3. juni 2003, har besøgt Kina. Kina har udtrykt interesse for at fortsætte dialogen, og der forventes endnu et møde i løbet af efteråret 2003. EU har udtrykt støtte til denne proces og vil fortsat arbejde for at styrke og uddybe den dialog, som Kina og den tibetanske eksiladministration har indledt.

Med henblik på at understøtte tibetaneres kultur og levevilkår, ydes der fra dansk side støtte til det tibetanske eksilsamfund i Indien, ligesom der ydes støtte til uddannelsesaktiviteter i selve Tibet.