Om grundloven til hver en tid vil stå over en europæisk forfatning.
Spm. nr. S 3783
Til statsministeren (27/6 03) af:
(DF):»Vil statsministeren redegøre for, hvorvidt det er regeringens opfattelse, at den danske grundlov til hver en tid vil stå over en europæisk forfatning og i forlængelse heraf, hvorledes stiller regeringen sig til, at det af forfatningens artikel 1,10 fremgår, at forfatningen og den ret, der varetages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret?«
Svar (7/8 03)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Som det fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 3778, vil Justitsministeriet i overensstemmelse med sædvanlig praksis udarbejde en redegørelse om de forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation, når regeringskonferencens endelige udkast til en forfatningstraktat foreligger.
Der kan dog være anledning til at bemærke, at princippet om fællesskabsrettens forrang blev fastslået af EF-Domstolen allerede i 1964, og at udkastet til forfatningstraktats bestemmelse i artikel I-10 om EU-rettens forrang derfor alene er en traktatfæstelse af et EU-retligt princip, der allerede gælder i dag.