Om forbud mod isolation af forsøgsdyr med artsbetingedesociale behov.

Spm. nr. S 3651

Til justitsministeren (17/6 03) af:

Christian H. Hansen

(DF):

»Vil ministeren tage initiativ til et forbud mod isolation af forsøgsdyr med artsbetingede sociale behov?«

Begrundelse

TV2 har for nylig kunnet afsløre, hvordan 16 kapucineraber lever isoleret og under kummerlige forhold i små bure på Skt. Hans Hospital i Roskilde, hvor de har været anvendt til medicinske eksperimenter. Fra nytår vil nye EU-regler kræve, at sociale forsøgsdyr har kontakt til artsfæller, men det er efter spørgerens opfattelse ikke tilstrækkeligt.

Derfor bør ministeren komme EU i forkøbet med et forbud mod isolation af sociale forsøgsdyr her og nu. Samtidig bør ministeren iværksætte en undersøgelse af, hvorvidt der kan placeres et ansvar for, hvorfor Rådet for Forsøgsdyr stort set ikke har gjort noget for at ændre forholdene for aberne på Skt. Hans, selv om man i mindst to år har været bevidst om problemet.

Svar (24/6 03)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Dyreforsøgstilsynet om en udtalelse.

Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.

Supplerende svar (10/7 03)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

I begrundelsen for spørgsmålet har spørgeren henvist til opstaldningen af aber til forsøg på Skt. Hans Hospital og opfordret ministeren til at iværksætte en undersøgelse af, hvorvidt der kan placeres et ansvar for, hvorfor Rådet for Dyreforsøg stort set ikke har gjort noget for at ændre forholdene for aberne på Skt. Hans Hospital, selv om man i mindst to år har været bevidst om problemet.

På den baggrund har Justitsministeriet til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Dyreforsøgstilsynet, der har oplyst følgende:

»De gældende regler om forsøgsdyrs opstaldning findes dels i lov om dyreforsøg § 12, hvori det bl.a. er anført, at Rådet for Dyreforsøg kan give påbud om dyrenes opstaldning og pasning. Der er endvidere fastsat regler for forsøgsdyrs opstaldning i bekendtgørelse nr. 333 af 18. maj 1990 om forsøgsdyrs pasning og opstaldning og om udryddelsestruede og vildtlevende dyr til forsøg m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 245 af 1. april 1997. I bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, bestemmes det, at en indehaver af en tilladelse til dyreforsøg skal drage omsorg for, at forsøgsdyrene huses, fodres, vandes, passes og tilses under hensyntagen til opretholdelsen af deres sundhedstilstand og velbefindende. I bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, bestemmes det, at en indehaver af en tilladelse til dyreforsøg skal drage omsorg for, at forsøgsdyrenes fysiologiske og etologiske behov tilgodeses bedst muligt.

Der er i perioden fra 1997 foregået et arbejde i Europarådet, der bl.a. har til formål at forbedre opstaldningsforholdene for forsøgsdyr. Dette arbejde, som medlemmer af Rådet for Dyreforsøg har været og er involveret i, er endnu ikke afsluttet, men Justitsministeriet har allerede udarbejdet et udkast til ny bekendtgørelse om forsøgsdyrs pasning og opstaldning. Udkastet til bekendtgørelse har været sendt til høring ad to omgange. Bekendtgørelsen forventes at blive udstedt i løbet af kort tid. I henhold til udkastet til bekendtgørelse § 26 vil forsøgsdyr, der ikke er solitære fra naturens side som udgangspunkt skulle opstaldes i harmoniske grupper sammen med artsfæller. Dette vil i givet fald også komme til at gælde for aber.

De regler, der gælder i dag, bygger i vidt omfang på den EU-regulering, der findes i rådets direktiv af 24. november 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål (86/609/EØF). Der er tale om et minimumsdirektiv. I det nævnte direktivs artikel 5 bestemmes det, at medlemsstaterne bl.a. skal drage omsorg for, at alle forsøgsdyr bliver anbragt i passende omgivelser og under forhold, der giver dem i det mindste en vis bevægelsesfrihed, og som er forsvarlige for deres sundhedstilstand og velbefindende, og at forsøgsdyrenes muligheder for at tilfredsstille deres fysiologiske og etologiske behov begrænses mindst muligt. Det anføres i direktivet endvidere i artikel 5, at medlemsstaterne ved iværksættelsen af de ovenfor nævnte krav skal tage udgangspunkt i retningslinierne i bilag II til direktivet. Til det nævnte bilag II knytter der sig en række tabeller, hvori der bl.a. er anført retningslinier for opbevaring i bur af en række dyrearter. I tabel 9 - Retningslinier for opbevaring i bur af primater (bortset fra mennesker) (på lager og under forsøg samt med unger) hedder det bl.a.: »Indledende bemærkning: På grund af de meget store indbyrdes afvigelser med hensyn til størrelse og særlige kendetegn for primaternes vedkommende er det særlig vigtigt, at disses bure opfylder deres specielle behov, både hvad angår form, indvendige installationer og dimensioner. Burets samlede rumfang er for primater mindst lige så vigtigt som gulvarealet. Generelt set bør burhøjden, i hvert fald for menneskeabers og andre større abers vedkommende, være burets største mål. Burene bør være så høje, at dyrene i det mindste har mulighed for at stå oprejst. Mindsteburhøjden for brachiatorer bør være stor nok til at gøre det muligt for dyrene at svinge sig fuldt udstrakt fra loftet, uden at deres poter rører burgulvet. I givet fald bør der anbringes klatrestativer, der gør det muligt for primaterne at benytte sig af den øverste del af buret.

Indbyrdes forenelige primater kan eventuelt opbevares to sammen i et fælles bur. Hvor de ikke kan opbevares parvis, bør deres bure være placeret således, at de kan se hinanden, men det bør ligeledes være muligt at undgå dette, hvis det er nødvendigt.

På grundlag af disse bemærkninger udgør nedenstående tabel en generel vejledning for opbevaring i bur af de oftest anvendte artsgrupper (overfamilierne Ceboidea og Cercopithecoidea).

Primatens vægt	Mindste gulvareal i bur for ét til to dyr	Mindste burhøjde
kg	m 2	cm
<1	0,25	60
1-3	0,35	75
3-5	0,50	80
5-7	0,70	85
7-9	0,90	90
9-15	1,10	125
15-25	1,50	125«

De aber, som spørgeren henviser til, er en gruppe på nu 16 aber, hvoraf 8 har været anvendt til dyreforsøg siden 1997, mens de øvrige 8 har været anvendt til dyreforsøg i længere tid, for nogles vedkommende siden omkring 1984. Aberne har været opstaldet i hver sit bur, men flere i samme lokale, idet der har været op til 10 aber per lokale. Aberne har kunnet se, lugte og høre hinanden og har på den måde kunnet kommunikere indbyrdes.

Aberne har gennem hele perioden været opstaldet under forhold, der opfylder kravene i det nævnte EF-direktiv. Der har gennem årene været en udvikling, hvorefter opmærksomheden på vigtigheden af, at dyr, der anvendes til forsøg, i størst muligt omfang kan få tilfredsstillet deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov, er blevet stadig større. Da den nævnte type af forsøg med aber blev påbegyndt sidst i 70'erne, var det ikke sædvanligt at stille krav om at holde aber i flok, og der blev ikke stillet krav herom. Der udføres nu kun forsøg med aber 2 steder i Danmark, og begge steder er der tale om tilladelser til typer af forsøg, som er påbegyndt for mange år siden. Der er dog ikke tvivl om, at Dyreforsøgstilsynet i dag ved ansøgninger om tilladelse til at anvende aber til forsøg vil stille krav om, at nyindkøbte aber skal kunne huses gruppevis.

Dyreforsøgstilsynet har i øvrigt i de senere år udøvet et tæt tilsyn med aberne og har i den forbindelse gentagne gange rejst spørgsmålet om miljøberigelse hos aberne over for forsøgsstedet. Der kan i den forbindelse oplyses følgende, idet navnene på indehaveren af dyreforsøgstilladelsen og på de personer, der har været beskæftiget med at passe dyrene, er udeladt, jf. § 19 i Lov om Dyreforsøg:

I et referat fra en anmeldt inspektion den 4. oktober 1999, hvori daværende medlem af Rådet for Dyreforsøg professor N.A. Thorn og rådets veterinære sekretær, dyrlæge H.P. Olesen, deltog, hedder det bl.a.:

»(...). Der injiceres teststof i kliniske doser subcutant uden at fjerne aben fra buret. Der er perioder på mange uger mellem forsøgsserierne. Vi så gennem vægruder aber, 21 stk., 3-5 kg, anbragt i 3 rum i enkeltbure. Alle var hunner. Aberne har været i Sankt Hans' stald i fra cirka 2 til max. 15 år.

De ældste var indkøbt gennem (...) fra England, en yngre gruppe fra et center i Miami. De ældste og mindste abebures størrelse var 0,7 x 0,7 x 0,85 meter, gulvareal ½ m

², de nyere bure er væsentligt større. Der var i alle burene en hylde og i de fleste tillige en gynge. Man skønnede, at aberne var i livlig audiovisuel kommunikation med hinanden. Man havde ikke forsøgt at sætte dem sammen, af frygt for at de skulle beskadige hinanden. Vi foreslog, at man kunne forsøge dette, evt. i perioderne mellem forsøgene. Vi havde i det hele taget en grundig diskussion om de seneste års ændringer i opfattelsen af velfærd hos aber i forsøg. Vi nævnte den store interesse, der internationalt er for »enrichment« (jfr. vores punkt om evt. direkte selskab). Vi nævnte, at (...) på Panum Instituttet har indrettet TV til aberne. Vi bad (...) om at diskutere dette spørgsmål med ham og tale med (...) om de erfaringer, han har hjembragt for nylig fra England vedrørende »enrichment«, burforhold etc (...).«

I et referat fra en anmeldt inspektion den 9. februar 2001, hvori medlemmer af Rådet for Dyreforsøg, Annett Weber og Karsten Vig Jensen, samt daværende medlemmer af Rådet for Dyreforsøg, professor N.A. Thorn og Per Schambye, foruden rådets veterinære sekretær, dyrlæge H.P. Olesen, deltog, hedder det bl.a.:

»(...). Herefter inspiceredes aberne (Cebus Apella), 18 stk. De huses i de sædvanlige bure. Hovedparten med et gulvareal på 0,65 m

² + hylde og gynge, højde 130 cm. Et par bure var noget mindre 0,5 m², højde 0,85 m. Aberne vejede fra 2,2 til 6,1 kg, men de fleste under 5 kg - se vægtskema. Burene opfyldte alle minimumskravene (bilag II, Direktiv 86/609/EØF).

Der var pænt og rent hos såvel rotter som aber.

(...) gjorde rede for de forsøg, som udførtes på aberne. De fremhævede vigtigheden af, at de potentielle antipsykotika og især epilepsipræparater blev afprøvet i en abemodel, idet bivirkningerne, også fatale, som optræder i patienter, og som har en permanent karakter, ikke afsløres i rotteforsøg. Cebus Apella aben var en meget velegnet primatmodel til formålet - se i øvrigt rapporten fra inspektionen den 4. oktober 1999 på Sct. Hans Hospital, der er vedlagt i kopi. Heri samt i bilaget er problematikken beskrevet.

Man drøftede, hvilke velfærdstiltag i form af socialt samvær, legetøj og lignende det var muligt at introducere. Man så velvilligt på forslag, men fremførte vanskeligheder ved at få økonomi til væsentlige tiltag. K. Vig Jensen lovede (...) et katalog over »legetøjseffekter« til grise. De kunne måske også bruges til aber.

Til trods for vigtigheden af forsøgene var det ikke let at få nogen til økonomisk at støtte projekter, der involverede aber, på grund af den negative holdning, der i nogle kredse er herimod.

(...) omtalte abefaciliteten hos (...) i Uppsala som meget speciel. Det bør måske huskes i forbindelse med Dyreforsøgstilsynets besøg i Uppsala til efteråret.

(...) skulle i den nære fremtid til USA for at besøge forskningscentre, som bruger aber til forsøg. Han ville være opmærksom på, om der skulle være inspiration at hente her.

En abe, som led af epilepsi og havde haft 3 anfald i løbet af formiddagen, blev aflivet.«

I et referat fra en uanmeldt inspektion den 7. november 2001, hvori deltog medlem af Rådet for Dyreforsøg Karsten Vig Jensen og rådets veterinære sekretær, dyrlæge H.P. Olesen, hedder det bl.a.:

»(...). I abestalden var der forsøg på ny - dyr behandlet med teststof blev videofilmet.

Der var rent overalt. Dyrene, der ikke var i forsøg, havde foder og var i øvrigt rolige. En abe havde læsion på den ene fod + forbinding og var i behandling af forsøgsdyrlægen og en dyrlæge, som var blevet ansat på laboratoriet. Dyrene gik enkeltvis. Vi bemærkede, at der intet var gjort for at beskæftige dyrene med legetøj. Initiativet med legetøj til aberne var gået i stå. Vi gav udtryk for, at det var utilfredsstillende, og at man nu skulle udvise kreativitet og vedholdenhed. (...) påtog sig ansvaret for, at dette ville ske.«

Efter at forsøgsstedet var fremkommet med bemærkninger til ovennævnte inspektionsrapport, skrev Dyreforsøgstilsynet i en skrivelse af 4. februar 2002 således til indehaveren af forsøgstilladelsen:

»Rådet for Dyreforsøg har noteret sig de inspicerendes indberetning om inspektionen den 7. november 2001 på Sct. Hans Hospital, Roskilde og (...)'s brev af 7. januar 2002, hvorefter der fortsat arbejdes med en udvikling af opstaldningsforholdene for aberne.

Der blev i Rådet for Dyreforsøg mindet om, at De under Dyreforsøgstilsynets inspektion den 9. januar 2001 havde nævnt, at De under en forestående rejse til USA ville komme til at besøge forskningscentre, som bruger aber til forsøg, og i den forbindelse ville være opmærksom på, om der ville være inspiration at hente til berigelse af abernes miljø.

Rådet for Dyreforsøg vil lægge vægt på inden for de kommende måneder at modtage en yderligere orientering om de igangværende bestræbelser for at finde en optimal løsning. I den forbindelse hører man gerne om de erfaringer, som De måtte have høstet i USA.«

I en skrivelse af 8. marts 2002 til Dyreforsøgstilsynet fra indehaveren af forsøgstilladelsen hedder det bl.a.:

»(...). Min »abekontakt« i USA har gennem årene været (...), som jeg tidligere har haft et intenst samarbejde med (.........). Han har endvidere oplyst, at han før nedlæggelsen af afdelingen forsøgte forskellige former for legetøj (gummiringe, gummibolde, tøjdukker og lignende), men det viste sig i alle tilfælde, at aberne mistede interessen for dette legetøj. Han har aldrig anvendt TV.

Jeg har endvidere haft kontakt med et abecenter i Uppsala (som jeg også tidligere har haft forskningskontakt med). Her er man så småt ved at gå over til at holde aberne i små kolonier, hvilket naturligvis adspreder dem. Derimod har man ikke anvendt nogen former for legetøj.

Her på Sct. Hans Hospital har vi gennem de seneste måneder i høj grad bestræbt os på at finde passende adspredelsesmuligheder og legetøj. Dyrene har gennem længere tid haft television, som de til en vis grad synes at underholde sig med. Størst succes har vi haft med nogle bolde, som kunne indeholde foder. Aberne har så været beskæftiget med at pille foderet ud af disse bolde, ligesom de leger med boldene. I løbet af nogle uger bliver boldene dog ødelagt, men prisen er jo overkommelig, hvorfor vi indkøber nye. Det skal også nævnes, at aberne har fået æblegrene, hvilket beskæftiger dem en del (de gnaver i barken, finder smådyr m.v.). Endvidere har de med hensyn til foder fået forskellige former for kinakål, salat og bladselleri, grøntsager som tilsyneladende er et godt kosttilskud. Under alle omstændigheder ser de ud til at trives; de er veltilpasse og har pænere pels.«

I et referat fra en anmeldt inspektion den 15. marts 2002, hvori medlem af Rådet for Dyreforsøg, Karsten Vig Jensen, og rådets veterinære sekretær, dyrlæge H. P. Olesen, deltog, hedder det bl.a.:

»(...). Ved inspektionen af aberne på Sct. Hans Hospital den 7. november 2001 påpegede man fra Dyreforsøgstilsynets side, at det var utilfredsstillende, at abernes nærmiljø var så lidet stimulerende for dyrene, og at man skulle udvise kreativitet og vedholdenhed med hensyn til at forbedre miljøet for dyrene.

(...) lovede ved den lejlighed at gøre noget ved dette. Ved skrivelser den 7. januar 2002 og 8. marts 2002 meddeltes, at man nu er nået videre med at bibringe dyrene adspredelsesmuligheder. Man havde haft kontakt med eksperter ved Københavns ZOO og med abecentret ved Uppsala Universitet.

Aktuelt havde man indkøbt legetøjsbolde, der kunne fyldes med foder, som aberne herefter kunne pille ud og ellers trille/smide med. Man havde prøvet at lægge store træstykker af forskellig udformning ind i burene, men aberne brugte dem til at banke på burene og med en sådan kraft, at man måtte fjerne dem igen. I de fleste bure var der desuden ophængt en bold i loftet i et reb. Det gav god beskæftigelse. Endelig havde man indført at tilbyde aberne tynde kviste fra frugttræer. Det var tydeligt, at dette også gav god beskæftigelse for dyrene, idet dyrene gnavede barken af. Gartneren ved hospitalet er leveringsdygtig med grene hele året. Herudover havde man gjort foderet mere varieret med forskellige grøntsager og jordnødder foruden det kommercielle pillefoder.

Alt i alt må konkluderes, at der er sket noget til abernes fordel, og at ledelse og personale har forstået, at det skal fortsætte i fremtiden.

Man gav udtryk for, at man, hvis der blev købt nye aber hjem i fremtiden, ville prøve at holde dem i flok.

Inspektionen gav ikke anledning til bemærkninger på stedet.«

I en skrivelse af 6. maj 2002 fra Dyreforsøgstilsynet til indehaveren af forsøgstilladelsen hedder det:

»Rådet for Dyreforsøg har på ny drøftet opstaldningsforholdene for aber til forsøg på Sct. Hans Hospital. Rådet har nu som grundlag haft Deres skrivelse af 8. marts 2002 samt en rapport fra Dyreforsøgstilsynets inspektion den 15. marts 2002.

Rådet for Dyreforsøg har noteret sig de foranstaltninger til forbedring af dyrenes miljø, som er blevet indført i den senere tid, og som fortsat overvejes. Man har også noteret sig Deres overvejelser om at holde aber, som måtte blive indkøbt i fremtiden, i flok.

Dyreforsøgstilsynet foretager sig herefter ikke i øjeblikket mere vedrørende spørgsmålet.«

Dyreforsøgstilsynet har efterfølgende den 12. november 2002 foretaget inspektion. I denne inspektion deltog formanden for Rådet for Dyreforsøg, John Lundum og rådets veterinære sekretær, dyrlæge H.P. Olesen. I rapporten fra denne inspektion hedder det bl.a.:

»(...) gav en redegørelse for instituttets brug af aber til forsøg og nødvendigheden herfor. Dyrene er holdt i de kendte omgivelser. Man havde stadig indtryk af, at de miljøberigende tiltag (TV, ændret foder, legetøj og friske grene), som var indført tidligere på året, var til glæde for aberne.

Inspektionen gav ikke anledning til bemærkninger på stedet.««

Justitsministeriet kan henholde sig til Rådet for Dyreforsøgs udtalelse, hvoraf det fremgår, at rådet gentagne gange under forskellige inspektioner, heraf en uanmeldt, har påtalt den manglende stimulusberigelse af abernes bure og den individuelle opstaldning af aberne. Som omtalt i udtalelsen, har rådets påtaler ført til, at aberne har fået beriget deres miljø; de har således i varierende omfang fået bl.a. legetøjsbolde med foder, grene fra frugttræer og bolde ophængt i reb fra loftet. Herudover fremgår det af udtalelsen, at det under inspektionen foretaget den 15. marts 2002 blev oplyst over for rådet, at man - hvis der i fremtiden blev indkøbt nye aber - ville prøve at holde dem i flok.

Justitsministeriet kan i øvrigt bekræfte, at ministeriet er ved at færdiggøre en ny bekendtgørelse om forsøgsdyrs pasning og opstaldning mv., hvori der vil blive stillet krav om, at forsøgsdyr, der ikke fra naturens side er solitære, som udgangspunkt skal opstaldes i grupper.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke - som anført af spørgeren i begrundelsen for spørgsmålet - er nye EU-regler, der træder i kraft fra nytår på dette område. Derimod er der for tiden forhandlinger i Europarådet om nye anbefalinger for opstaldning af de forskellige arter af forsøgsdyr. Disse forhandlinger forventes afsluttet i foråret 2004, hvorefter det er op til hver enkelt af de kontraherende parter til den europæiske konvention af 18. marts 1986 om beskyttelse af hvirveldyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål, at beslutte, om og i givet fald hvordan disse anbefalinger skal efterleves i det pågældende land.

Det må herefter forventes, at anbefalingerne fra Europarådet vil udgøre et væsentligt bidrag til den kommende revision af de gældende EU-regler om beskyttelse af forsøgsdyr, som Europa-Kommissionen netop har påbegyndt.