Om, at baskerlandspartiet Batasunaer kommet på EU's terrorliste.
Spm. nr. S 3625
Til justitsministeren (13/6 03) af:
(EL):»Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser det får for danskeres muligheder for at erhverve sig viden om forholdene i Baskerlandet, at det politiske parti Batasuna er kommet på EU's terrorliste?«
Begrundelse
Uanset hvor forkastelig man kan finde det er, at Batasuna ikke klart har taget afstand fra ETA's bomber, er det et demokratisk problem, at den spanske regering ikke blot har forbudt et politisk parti, der har opbakning fra en stor del af vælgerne, men også har fået sat dette parti på EU's terrorliste. Såfremt den engelske regering havde gjort det samme med Sinn Fein i Nord-Irland, er det svært at forestille sig, at man havde kunnet nå frem til den politiske aftale, der har sikret freden i Nordirland de seneste år. Der er mange mennesker i Danmark, der interesserer sig for de politiske forhold i andre lande, også i Spanien, og som derfor drøfter den politiske situation med mange forskellige slags mennesker og organisationer. Ligesom der er advokater og andre, der er bekymrede for udviklingen i retspolitiske stramninger, og som ønsker at høre nærmere om situationen i Baskerlandet, hvor man risikerer at blive forfulgt som advokat, hvis man har været forsvarer for et medlem af ETA eller Batasuna, selv om disse ligesom andre mistænkte har krav på en forsvarer. Spørgeren vil derfor gerne have afklaret, om en person, der i Danmark mødes med repræsentanter fra Batasuna kan risikere at blive retsforfulgt for dette i Danmark og/eller udleveret til retsforfølgning i Spanien, når den europæiske arrestordre træder i kraft 1. januar 2004. Spørgeren vil ligeledes gerne vide, om man må bringe artikler og interviews, hvor man refererer Batasunas holdninger.
Svar (25/6 03)
Justitsministeren
(Lene Espersen):Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at spørgeren ønsker afklaret, om en person, der i Danmark mødes med repræsentanter fra Batasuna kan risikere at blive retsforfulgt for dette i Danmark og/eller at blive udleveret til retsforfølgning i Spanien, når den europæiske arrestordre træder i kraft den 1. januar 2004. Spørgeren ønsker endvidere oplyst, om det er tilladt at bringe artikler og interviews, hvor man refererer til Batasunas holdninger.
For så vidt angår de danske regler om strafansvar for medvirken til terrorhandlinger mv. henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. S 3624 fra samme spørger. Efter bestemmelsen i straffelovens § 114 b kræves, at der er tale om en medvirken, som på en eller anden måde »fremmer« den kriminelle virksomhed. Rene sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer er således ikke omfattet af § 114 b. Påskønnelse eller anerkendelse af konkrete terrorhandlinger kan imidlertid efter omstændighederne være omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 136, stk. 2, hvorefter den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.
EU-rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er gennemført i dansk ved lov nr. 433 af 10. juni 2003. Loven træder i kraft den 1. januar 2004 og medfører en udvidet adgang til udlevering mellem EU-lande. For handlinger, der er begået i Danmark, kan udlevering imidlertid afslås, hvis handlingen ikke er strafbar efter dansk ret, eller hvis retsforfølgningen efter en konkret vurdering findes at burde gennemføres her i landet.