Om en fælles EU-holdning som retningslinje for EU-landenes deltagelse i landbrugskonference i USA.
Spm. nr. S 3581
Til fødevareministeren (11/6 03) af:
(EL):»Vil der blive udarbejdet en fælles EU-holdning som retningslinje for EU-landenes deltagelse i den konference for landbrugsministre m.m., som USA's landbrugsminister har inviteret til den 23.-25. juni i Sacramento, USA?«
Begrundelse
USA's landbrugsminister har inviteret til en konference for landbrugsministre m.m., hvor temaet er videnskab og teknologi inden for landbrug, sponsoreret af USA's landbrugsministerium, staten og USAID. Konferencen omhandler ifølge det officielle program udvikling af landbrugsteknologier for fremme af produktiviteten i udviklingslande på en miljømæssig bæredygtig måde, men hovedparten af oplægsholderne repræsenterer USA-baserede firmaer inden for landbrugskemisk-, genteknologisk- og fødevareindustri, ligesom input fra udviklingslandene er stærkt begrænset. Kritikere af konferencen påpeger, at konferencen ensidigt fremmer højteknologiske og GMO-baserede løsninger, der giver udviklingslandenes bønder øget afhængighed og ikke afhjælper fattigdoms- eller sultproblemer.
Svar (18/6 03)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Jeg kan bekræfte, at den amerikanske landbrugsminister i perioden 23. – 25. juni 2003 afholder en internationale konference og udstilling om videnskab og teknologi inden for landbrug. Efter det oplyste forventes deltagelse på ministerniveau, fra myndigheder fra en række lande, fra internationale organisationer, forskningsinstitutioner, private virksomheder, NGO’er og universiteter.
På forespørgsel har Kommissionens generaldirektorater for såvel Landbrug som Forskning oplyst, at man ikke har kendskab til arrangementet.