Hjælpemenu

Hovedmenu

Om medicinalfirmaet Nycomeds nye produkter med sliksmag.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2999

Til indenrigs- og sundhedsministeren (25/4 03) af:

Birthe Skaarup

(DF):

»Kan ministeren oplyse, om medicinalfirmaet Nycomeds med sine nye produkter, smertestillende piller, der til børn indeholder paracetamol, som »smelter på tungen«, og med banansmag til de voksne, overtræder nogen form for lovgivning eller retningslinjer, og hvad er ministerens kommentar til lægemidler med sliksmag?«

Begrundelse

Der henvises til artiklen »Piller med frugtsmag skaber frygt for flere forgiftningsulykker«, Dagens Medicin, 10. april 2003. Det er spørgerens opfattelse, at det specielt er betænkeligt med sliksmag i medicin, der er beregnet til børn, idet disse vil kunne komme til at forveksle slik med medicin og derved udsætte sig for en forgiftningsrisiko.

Svar (7/5 03)

Indenrigs- og sundhedsministeren

(Lars Løkke Rasmussen):

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet oplysninger fra Lægemiddelstyrelsen, og kan på denne baggrund oplyse følgende:

Pamol Flash er et nyt lægemiddel, der har været markedsført af firmaet Nycomed siden marts 2003, efter udstedelse af markedsføringstilladelse af Lægemiddelstyrelsen i september 2002. Lægemidlet er godkendt efter den såkaldte gensidige anerkendelsesprocedure, hvor et lægemiddel godkendt i ét EU land kan søges godkendt i et eller flere andre EU lande med udgangspunkt i det første lands godkendelse. I dette tilfælde er udgangslandet Frankrig, og lægemidlet er samtidig søgt godkendt i 7 andre EU lande, heriblandt Danmark. I forbindelse med godkendelsesprocessen har Danmark ikke fremsat indvendinger mod godkendelsen. Præparatet blev fundet at leve op til alle krav vedrørende kvalitet, sikkerhed og effekt, som er en forudsætning for godkendelsen.

Pamol Flash er såkaldte smeltetabletter. Disse er lavet i denne form for at kunne indtages uden samtidig indtagelse af vand. Lægemidler, der indtages i opløst form, som tygges eller som er beregnet til at smelte i munden, tilsættes som oftest smagsstoffer for at lette indtagelsen. Specielt lægemidler til børn tilsættes smagsstoffer, som skal gøre lægemidlet tilpas velsmagende, så børnene vil indtage det uden problemer.

Denne problemstilling illustrerer det paradoks eller den balancegang, man står over for i relation til lægemidler og børn. På den ene side ønsker man ikke, at lægemidler skal indtages af børn, med mindre de har fået det ordineret af lægen eller deres forældre skønner det nødvendigt, og derfor bør lægemidler i princippet ikke være tillokkende for børn. På den anden side er der behov for, at lægemidler til børn laves i en form, så de ikke føles ubehagelige at indtage, idet dette vil få til følge, at patienter undlader at indtage nødvendig medicin.

Næsten alle lægemidler til børn og mange lægemidler til voksne er derfor gjort smagsmæssigt mere tillokkende. Deciderede børnelægemidler er ofte med hindbær-, jordbær-, banan- eller chokoladesmag. Der findes i forvejen paracetamolholdige lægemidler til børn, f.eks. til brug ved opløsning i munden (mikstur). Panodil Junior mikstur, Pinex mikstur og Pamol mikstur er smagskorrigeret med sødemidler og med jordbær eller anis smag.

Det er meget vigtigt, at alle forældre og andre voksne er bevidste om, at lægemidler kan være farlige, såfremt de anvendes forkert. Det gælder ikke mindst lægemidler med tillokkende udseende og/eller smag. Derfor er alle lægemidler både på etiket og på indlægsseddel forsynet med en advarsel om, at de skal opbevares utilgængeligt for børn. Lægemidler der ligger og flyder, på steder, hvor mindreårige børn har adgang, vil under alle omstændigheder udgøre en betydelig risiko.

Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af d.d. på spørgsmål nr. 159 stillet af Folketingets Sundhedsudvalg (alm. del – bilag 555).