Om Europa-Kommissionens forslag om udvidelse af Euratoms låneramme.
Spm. nr. S 2794
Til finansministeren (4/4 03) af:
(SF):»Vil Danmark ligesom Tyskland stemme imod Kommissionens forslag om at udvide Euratoms låneramme fra 4 til 6 mia. euro og dermed aktivt tilkendegive dansk stillingtagen, uanset at en udvidelse af lånerammen kræver enstemmighed, jf. ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1808 den 18. februar 2003?«
Finansministeren
(Thor Pedersen):Regeringens stillingtagen afhænger især af, i hvilken udstrækning Euratom-lån kan siges at blive anvendt til forbedring af sikkerhed og effektivitet i forbindelse med eksisterende installationer, installationer under opførelse og evt. i særlige tilfælde til afvikling af installationer.
I de foreslåede reviderede retningslinier for ydelse af Euratom-lån anføres, at projekter til sikkerheds- og effektiviseringsmæssige forbedringer skal prioriteres. I forbindelse med seneste møde i Rådets arbejdsgruppe i begyndelsen af februar blev Kommissionen anmodet om at besvare en række spørgsmål herom, som der i øjeblikket afventes svar på. Ved en eventuel opfølgning herpå må Kommissionen endvidere anmodes om en reaktion på de anførte tyske kritikpunkter for så vidt angår virkninger på sikkerhedsniveauet.