Hjælpemenu

Hovedmenu

Om dansk grænseværdi for metabolitter er med i direktivforslag fra Kommissionen.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2668

Til miljøministeren (28/3 03) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Vil ministeren kræve af Kommissionen, at der i de direktivforslag, der omtales i besvarelse af spørgsmål nr. S 2492, indføjes en bestemmelse som eksplicit giver Danmark ret til at fastholde grænsen på 0,1 mikrogram pr. liter for de såkaldt ikkerelevante metabolitter?«

Begrundelse

Ministeren oplyser i sin besvarelse af spørgsmål nr. S 2492 ikke, om der er en sådan bestemmelse i de netop modtagne forslag, eller om der er mulighed for at indføje en sådan bestemmelse.

Svar (7/4 03)

Miljøministeren

(Hans Christian Schmidt):

Miljøstyrelsen har over for mig oplyst, at det forventes, at der på næste møde i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 14.-15. april 2003 skal stemmes om tre stoffer med metabolitter, der kan udvaskes til grundvandet over 0,1 mikrogram per liter.

Rammenotater om disse stoffer er netop sendt i høring hos Miljøspecialudvalget.

I direktivforslagene om optagelse er der anført, at for så vidt angår grundvandet lægger direktivet vægt på, at der skal tages særligt hensyn for at sikre, at der ikke sker en uacceptabel forurening, når medlemslandene skal vurdere ansøgninger nationalt.

I de udsendte rammenotater foreslås det, at Danmark arbejder for, at der herudover indsættes en tekst i den endelige vurderingsrapport, der afspejler, at landene ikke er bundet af EU-vurderingen af aktivstoffets metabolitter.