Om EU-støtte til regional udvikling i russiske og baltiske grænseområder.
Spm. nr. S 2571
Til økonomi- og erhvervsministeren (24/3 03) af:
(S):»Er der inden for EU-regi taget initiativer til at støtte udviklingen i de russiske og baltiske grænse- og nærområder, og hvorledes bedømmer ministeren udsigterne?«
Svar (2/4 03)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):EU støtter interregionalt samarbejde. Det sker i dag gennem fællesskabsinitiativet INTERREG, hvis aktiviteter finansieres af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling. I den nuværende programperiode har man valgt at lægge særlig vægt på integreringen af perifere regioner og regioner, som grænser op til EU’s kandidatlande, herunder de baltiske lande.
Debatten om strukturfondenes fremtid har hidtil vist, at der blandt medlemslandene er enighed om, at fællesskabsstøtten til det grænseoverskridende samarbejde bør videreføres, herunder også den støtte som allerede gives til udvikling i Fællesskabets grænseområder.
Forhandlingerne vil imidlertid først for alvor tage form, når Kommissionen i løbet af 2004 har fremlagt formelt forslag til den fremtidige strukturfondspolitik.