Om mødereferaters juridiske betydning i forbindelse med direktiv 91/414/EEC fra Europa-Kommissionen.
Spm. nr. S 2309
Til miljøministeren (5/3 03) af:
(EL):»Vil ministeren redegøre for, hvilken juridisk betydning et referat har i en konkret sag om godkendelse af et konkret produkt indeholdende et pesticid optaget på bilag 1 i Kommissionens direktiv 91/414/EEC?«
Svar (12/3 03)
Miljøministeren
(Hans Christian Schmidt):Som det fremgår af min besvarelse af spm. 2310-2312 har referater fra ministerrådsmøder ikke i sig selv formel juridisk status med de kan i konkrete sager efter omstændighederne blive tillagt betydning af EF-Domstolen som fortolkningselement. I det konkrete tilfælde om den nye EU-vejledning om vurdering af plantebeskyttelsesmidlers metabolitter (nedbrydningsprodukter) til grundvandet blev det på Rådsmødet (miljø) den 4. marts 2003 konkluderet, at Kommissærens redegørelse skulle indgå i referatet fra mødet.
Det endelige referat fra mødet foreligger endnu ikke, men det må antages bl.a. at referere miljøkommissærens tilkendegivelse om, at ethvert medlemsland også fremover kan forbyde produkter, der giver anledning til, at ikke-relevante metabolitter overskrider værdien på 0,1 mikrogram/l.
Tilkendegivelsen kommer fra den instans i Fællesskabet, der efter EF-traktaten har retten til at fremsætte forslag og i øvrigt har til opgave at holde øje med, at medlemsstaterne overholder traktaten.
Når der nationalt skal træffes afgørelse om et middel med et aktivstof, der er godkendt af EU, skal afgørelsen basere sig på det konkrete optagelsesdirektiv set i lyset af reglerne i direktiv 91/414 om plantebeskyttelsesmidler og de såkaldte ensartede principper for vurdering og godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indgår som bilag VI i direktivet.
Kommissærens tilkendegivelse kan således få betydning for Kommissionens udformning af den konkrete EU-optagelse af stofferne, hvorved rammerne for de nationale afgørelser udstikkes.
Herudover har medlemsstaterne fået Kommissionens indforståelse med en national afgørelse, der måtte gå ud på at forbyde et middel pga. udvaskningen af ikke-relevante metabolitter til grundvandet i koncentrationer, der overstiger 0,1 mikrogram/l.