Om tilgængeligt materiale for Beach Club-kredsen i forbindelse med høringssvar om GATS-forhandlinger.
Spm. nr. S 2147
Til økonomi- og erhvervsministeren (21/2 03) af:
(EL):»Vil ministeren redegøre for, hvilket materiale der er gjort tilgængeligt for Beach Club-kredsen med henblik på høringssvar i forbindelse med de igangværende GATS-forhandlinger?«
Svar (4/3 03)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):Beach Club-kredsen for handel med tjenesteydelser modtog den 20. november 2002 indkaldelse til møde i Erhvervs- og Boligstyrelsen den 10. januar 2003.
Sammen med indkaldelsen har kredsen modtaget konsultationsdokument fra Kommissionen med en gennemgang af GATS-aftalen, EU’s nuværende liberaliseringsniveau samt en sammenfatning af de krav om liberaliseringer, som øvrige WTO-medlemmer har stillet til EU. Endvidere har kredsen modtaget kort notat fra Kommissionen om de igangværende forhandlinger. Endelig er det skriftlige materiale på selve mødet blevet suppleret af mundtlige oplæg og bemærkninger fra forhandlerne i Erhvervs- og Boligstyrelsen samt Udenrigsministeriet.
Der vedlægges kopi af mødeindkaldelsen samt af det materiale, der blev udsendt til Beach Club-mødet. (Ikke optrykt her).