Om ægtefællesammenføring i Danmark og i EU.

Til integrationsministeren (31/1 03) af:

»Vil ministeren redegøre for retsstillingen for en dansk statsborger i en alder af 28 år, der er gift med en vietnamesisk pige under 24 år og ønsker ægtefællesammenføring, herunder hvorvidt han vil være bedre stillet i forhold til at opnå ægtefællesammenføring ved f.eks. at tage ophold og arbejde i Irland og derefter udnytte sine rettigheder som EU-borger til at blive sammenført med sin vietnamesiske ægtefælle, end ved at forblive bosat og arbejdende i Danmark, og hvorvidt han for at kunne bo i Danmark med sin ægtefælle, ville være nødt til at skifte statsborgerskab til et andet EU-land, tage ophold og arbejde i Danmark, og herefter hævde sin rettigheder som EU-borger i Danmark for at få sit ønske opfyldt, samt desuden redegøre for, hvorvidt en tilsvarende 28 årig statsborger fra et andet EU-land kunne tage ophold og arbejde i Danmark, og med hjemmel i EU-lovgivningen opnå ægtefællesammenføring med en vietnamesisk pige under 24 år i Danmark?«

Det virker paradoksalt, at en dansk statsborger er ringere stillet i sit eget land end andre EU-borgere og derfor i den her skitserede situation faktisk opnå en mere fordelagtig retsstilling i forhold til den ønskede ægtefællesammenføring ved at tage ophold og arbejde i et andet EU-land, hvor hans rettigheder som EU-borger ville muliggøre det helt naturlige ønske om at leve sammen med sin ægtefælle. Det virker også paradoksalt, at hans retsstilling i forhold til at få mulighed for at bo i hans hjemland Danmark med sin ægtefælle ville forbedres afgørende, dersom han skiftede statsborgerskab til et andet EU-land.

En dansk statsborger, der som arbejdstager er bosiddende i et andet EU-land – f.eks. Irland – vil være omfattet af EU-rettens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed og vil kunne påberåbe sig disse regler ved ægtefællesammenføring i det pågældende land.

Tilsvarende vil en arbejdstager fra et andet EU-land, der er bosiddende i Danmark, kunne påberåbe sig EU-rettens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed ved ægtefællesammenføring her i landet.

De EU-retlige regler om fri bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. finder ikke anvendelse på rent interne forhold. Det betyder, at ægtefæller til personer med dansk indfødsret som udgangspunkt ikke kan opnå opholdstilladelse i Danmark i medfør af EU-rettens regler om ægtefællesammenføring.

Det følger dog af EF-domstolens praksis, at en EU-borger ikke i alle tilfælde er afskåret fra at påberåbe sig at være omfattet af EU-reglerne i sit eget land, hvis den pågældende har gjort brug af retten til fri bevægelighed, jf. EF-domstolens dom i sag C-370/90, Singh, Saml. 1992 I-4265.

Singh-dommen vedrørte et tilfælde, hvor ægteparret Singh havde været beskæftiget i Tyskland som arbejdstagere og derefter rejste tilbage til Storbritannien for at drive selvstændig virksomhed. Fru Singh var britisk statsborger, og hr. Singh var indisk statsborger. Storbritannien inddrog hr. Singhs opholdstilladelse, men EF-domstolen fastslog, at fru Singh som statsborger i en medlemsstat havde ret til at lade sig ledsage af sin ægtefælle, da hun vendte tilbage til sit hjemland for at udøve selvstændig virksomhed efter at have været beskæftiget som arbejdstager i en anden medlemsstat.

Domstolen lagde vægt på, at en statsborger i en medlemsstat kunne opgive at gøre brug af retten til fri bevægelighed, hvis statsborgeren ikke havde ret til at tage sin ægtefælle og børn med tilbage til sit hjemland på samme vilkår som dem, sådanne personer har krav på i en anden medlemsstat.

Det følger således af dommen, at en dansk statsborger, der har arbejdet i en anden medlemsstat som udgangspunkt vil have ret til efter EU-rettens regler at medtage sin ægtefælle, hvis han eller hun vender tilbage til Danmark for at arbejde eller drive selvstændig virksomhed. De betingelser for ægtefællesammenføring (f.eks. tilknytnings- eller alderskrav), som gælder efter udlændingelovens § 9, stilles ikke ved ægtefællesammenføring efter EU-rettens regler.

Det bemærkes, at Storbritannien gjorde gældende over for Domstolen, at en sådan ret til ophold for ægtefæller ville medføre en større risiko for den form for misbrug, der er knyttet til proformaægteskaber. Hertil bemærkede Domstolen, at personer, der er omfattet af traktathjemlede rettigheder, ikke kan påberåbe sig disse med henblik på uretmæssigt at unddrage sig en anvendelse af national lovgivning, ligesom disse rettigheder ikke er til hinder for, at medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til at hindre misbrug af denne art.

Der henvises i øvrigt til besvarelse af spørgsmål nr. S 2935 stillet af folketingsmedlem Elsebeth Gerner Nielsen (RV) den 20. august 2002 samt besvarelse af spørgsmål nr. 81 og nr. 83 stillet af Folketingets Retsudvalg den 21. januar 2002 (Alm. Del – bilag 160).

Endvidere henvises til bekendtgørelse nr. 761 af 22. august 1994 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs regler eller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde som ændret ved bekendtgørelse nr. 684 af 12. juli 1996 (EF/EØS-bekendtgørelsen), hvor de vigtigste regler om ophold og beskæftigelse i Danmark for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, er sammenskrevet.