GATS-forhandlingerne
Spm. nr. S 1564
Til økonomi- og erhvervsministeren (24/1 03) af:
(EL):»Vil ministeren offentliggøre de anmodninger, Danmark har modtaget fra andre WTO-lande i forbindelse med de aktuelle GATS-forhandlinger?«
Begrundelse
Når den danske regering - eller EU - accepterer anmodninger fra andre lande og forpligter sig i forhold til GATS-aftalen, indebærer det ændringer af dansk lovgivning. Der er oven i købet tale om evighedsforpligtelser, der så godt som umuliggør senere ændringer på baggrund af den demokratisk-politiske debat i Danmark. Et mindstemål af demokratisk procedure må derfor være, at offentligheden er bekendt med de anmodninger, Danmark modtager, og forhandlingerne om dem.
Svar (3/2 03)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):Fra regeringens side vil man ikke kunne offentliggøre de anmodninger, som EU har modtaget i GATS-forhandlingerne. Årsagen er, at dokumenterne er interne forhandlingsdokumenter, der er modtaget fra andre WTO-lande under den forudsætning, at de behandles fortroligt. Endvidere vil EU’s forhandlingsposition kunne undermineres ved offentliggørelse af anmodningerne.
Under hensyntagen til ovenstående er GATS-forhandlingerne dog genstand for omfattende høringer. Europa-Kommissionen har udarbejdet et konsultationsdokument, der er offentligt tilgængeligt på Kommissionens hjemmeside. Endvidere har den britiske regering udarbejdet et lignende dokument.
Dokumentet fra Kommissionen har dannet grundlag for den danske regerings konsultationer med offentligheden i Danmark. Dette er sket i den såkaldte Beach Club kreds, der er regeringens særlige konsultative forum i WTO-spørgsmål. Beach Club’en har en bred medlemskreds bestående af interesseorganisationer, NGO’ere og ministerier. I Beach Club’en har GATS-forhandlingerne, anmodningerne til EU samt mulighederne for øget liberalisering i Danmark været drøftet.
Fristen for høringssvar fra Beach Club kredsen udløber 31. januar 2003. Frem til fremlæggelsen af EU’s tilbud til de øvrige WTO-lande i Geneve 31. marts 2003 om øget adgang til EU's marked for tjenesteydelser vil tilbuddet være genstand for forhandling internt i EU. Regeringens forhandlingsposition fastlægges p.t. i forbindelse med den igangsatte høringsproces.