Om forholdet mellem Danmark og Tyskland.
Spm. nr. US 121 - besvaret 06/05-2003
Jeppe Kofod (S):
I søndagens udgave af Berlingske Tidende kunne man læse et
meget åbent, meget ærligt og meget klart interview med
udenrigsminister Per Stig Møller, hvor han understreger, at
der er behov for at genskabe den dansk-tyske alliance, og at
der er god grund til at få snakket sammen efter det meget
anstrengte forhold på grund af bl.a. den udsendelse, som jo
har været meget diskuteret, nemlig »Fogh bag facaden«.
Der vil jeg sådan set bare høre, om ikke statsministeren
er enig i den udtalelse fra udenrigsministeren om, at der er
behov for og god grund til at få snakket sammen, at der er et
stærkt behov for at genskabe den dansk-tyske alliance, og at
udenrigsministeren derfor har taget kontakt til sin kollega i
Tyskland.
Når jeg spørger, er det, fordi statsministeren jo
nægter. Statsministeren siger i dag til Ritzau, at der skulle
være det allerbedste forhold mellem Danmark og Tyskland. Jeg
undres bare: Hvad er egentlig op og ned her? Er det den samme
regering, der siger de ting her, eller er det to helt
forskellige synspunkter? Altså udenrigsministeren siger ét,
og statsministeren siger noget andet. Hvad er op og ned i den
her sag?
Kl. 12.35
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Heldigvis er det sådan i EU, at man jo godt kan have et fint,
fortræffeligt forhold til sine partnere i EU og så alligevel
på bestemte punkter have en konkret uenighed, men alligevel
kunne snakke sammen.
Det er jo ingen hemmelighed, at der har været en dyb
uenighed i EU, når det gælder håndteringen af Irakkrisen. Det
er heller ikke nogen hemmelighed, at der har Tyskland og
Danmark mildest talt set meget forskelligt på det.
Jeg fornemmer, at der i øjeblikket er en god bevægelse i
EU i retning af, at nu må vi lægge fortiden bag os, nu må vi
se fremad, og nu må vi samles om det, vi kan enes om, og jeg
håber da, at EU også kan komme til at spille en rolle i
forbindelse med genopbygningen af Irak.
Men det er selvfølgelig en proces, der sådan må tage sin
tid, og i den forbindelse er det jo en god ting, at så mange
som muligt snakker med hinanden på kryds og på tværs, for det
er jo et led i den proces.
Så der er ikke nogen modsætning mellem at have et fint
forhold til hinanden og så alligevel kunne være uenige på
bestemte punkter. Så må man jo diskutere det og finde nogle
fælles platforme.
Jeppe Kofod (S):
Tak for svaret, men nu var det sådan set ikke det, jeg
spurgte om. Det, jeg henviste til, var jo den meget omtalte
udsendelse »Fogh bag facaden«, hvor man bl.a. udleverer den
tyske udenrigsminister.
Der er unavngivne tyske diplomater, der i det interview
til Berlingske Tidende i søndags, har sagt, at udsendelsen
simpelt hen er forrykt, og at der derfor er behov for at
genskabe det gode forhold mellem Danmark og Tyskland.
Uanset diskussion om Irak eller ej - det er jo ikke det,
der er sagens kerne - så siger udenrigsministeren altså her
til Berlingske Tidende, at der er god grund til at få snakket
sammen. Det står i skærende modsætning til det, som
statsministeren siger, nemlig at alt er i den skønneste
orden.
Det, jeg taler om, er ikke Iraksituationen eller
-krisen. Det er den konkrete udsendelse med »Fogh bag
facaden«, der har skadet Danmarks forhold til andre lande.
Jeg skal bare høre: Hvad er det for et synspunkt, der er
regeringens? Er det udenrigsministerens, eller er det
statsministerens?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Den sag har vi jo diskuteret tidligere. Som bekendt har den
tyske udenrigsminister jo sagt, at det betragter han som
dansk indenrigspolitik, og det kan man jo også tydeligt høre
på hr. Jeppe Kofod at det udpræget er. Der har den tyske
udenrigsminister jo klart sagt, at det er dansk
indenrigspolitik, det vil han ikke blande sig i, den sag er
ude af verden.
Men det, det jo drejer sig om, er, skal vi sige de
overordnede ting, som hr. Jeppe Kofod tilsyneladende er knap
så interesseret i, nemlig at der har været en deling af EU,
når det gælder håndteringen af Irakspørgsmålet, og der er det
da en god ting, at landene nu snakker sammen sådan på kryds
og tværs og finder ud af, hvordan vi kan skabe en samling i
EU fremadrettet. Der er det godt med initiativer, hvor alle
snakker på forskellige niveauer.
Jeppe Kofod (S):
Jeg er meget interesseret i de overordnede ting, og derfor
var jeg også glad, da Det Europæiske Råd vedtog, at FN skulle
spille en central rolle i genopbygningen af Irak, at stats-
og regeringschefer de 15 lande imellem enedes om det
spørgsmål. Det syntes jeg var meget, meget glædeligt, men det
er jo ikke det, der er sagens kerne her.
Jeg synes egentlig, at udenrigsministeren viser åbenhed
og stort engagement ved at sige, at der er god grund til at
få snakket sammen mellem Danmark og Tyskland, der er god
grund til at genskabe den dansk/tyske alliance. Det er sunde
synspunkter.
Jeg kan spørge på en helt anden måde: Er statsministeren
enig i det synspunkt? Er statsministeren enig i det
synspunkt, som udenrigsministeren har på det område her, og
enig i det initiativ, der er blevet taget fra
udenrigsministerens side, så vidt jeg kunne forstå uden at
spørge statsministeren - sådan er det i hvert fald udtrykt i
de artikler, som vi kunne læse om initiativet - nemlig at man
skulle mødes med den tyske udenrigsminister?
Jeg synes, det er vigtigt. Jeg synes også, det er
vigtigt at få genskabt alliancen mellem Danmark og Tyskland.
Jeg synes, det er vigtigt at få det europæiske samarbejde til
at fungere. Derfor er det vigtigt at vide, om det er det,
udenrigsministeren siger, der står til troende, eller om det
bare er statsministerens sædvanlige facon, hvor han afviser,
at der overhovedet skulle være nogen kurre på tråden.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg kan ikke føje meget mere til. Jeg har jo allerede henvist
til, hvorledes den tyske udenrigsminister så klart har sat
den sag på plads og dermed jo også har sat hr. Jeppe Kofod på
plads, for hr. Jeppe Kofod er jo slet ikke optaget af det,
som betyder noget, nemlig EU-samarbejdet og det overordnede
politiske.
Det, vi andre er optaget af, er, hvordan vi efter den
splittelse, der har været i EU-kredsen - hvor Danmark jo
bestemt ikke har stået alene, vi har jo været sammen med
Storbritannien, Holland, Portugal, Spanien, Italien og de
østeuropæiske lande i synet på, hvorledes man skulle håndtere
Irakspørgsmålet - får det til at fungere.
Vi har da alle sammen en interesse, uanset på hvilken
side vi har stået i Irakspørgsmålet, i, at EU's fælles
udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik kommer til at
fungere så fælles som muligt, og det må vi da alle sammen yde
et bidrag til.
Jeg har da også bemærket med interesse, at der jo i
Tyskland har været en diskussion af, om der kunne ske en
opblødning af holdningerne, og den proces er da under alle
omstændigheder nyttig.
Kl. 12.40
Jeppe Kofod (S):
For at skære det ud i pap: Jeg tror ikke, der er nogen
uenighed mellem statsministeren og mig i spørgsmålet om
behovet for at genskabe et stærkt europæisk fællesskab også
om udenrigspolitikken. Det er vi fuldstændig enige om. Så der
kan jeg kun erklære mig enig i de svar, som statsministeren
har givet til det punkt.
Men det er jo ikke det, der er sagens kerne. Jeg vil
gerne igen referere en unavngiven tysk diplomat, der siger,
at udsendelsen »Fogh bag facaden« simpelt hen er forrykt,
simpelt hen er forrykt.
Hvis det er opfattelsen i Tyskland, så er det klart, at
der er jo et behov for, som udenrigsministeren jo meget
ærligt erkender, at få talt sammen, der er behov for at få
klinket skårene og genskabt en god alliance med Tyskland.
Der kan jeg kun forstå statsministerens svar på den
måde, at han ikke er enig med sin udenrigsminister i, at der
er det behov, affødt af den her udsendelse, som har været
meget diskuteret: »Fogh bag facaden«.
Det er jo beklageligt, at statsministeren, der går ind
for åbenhed, ikke på det her punkt viste sig at være åben,
men afviser, at der skulle være tale om noget som helst, på
trods af at der er dokumentation for det, på trods af at der
er tyske diplomater, der siger det modsatte.
Så lige en sidste kommentar: Jeg synes, det er klogt af
den tyske regering ikke at skærpe konflikten, jeg synes, det
er klogt, at Joschka Fischer siger: Det her er selvfølgelig
noget, vi klarer på tomandshånd.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Ja netop, og det hele bliver jo sat i relief af, at jeg kan
referere den tyske udenrigsminister for at sige, at den sag
er ude af verden, og at det er ren dansk indenrigspolitik,
hvad hr. Jeppe Kofod jo også her demonstrerer. Det eneste,
hr. Jeppe Kofod kan diske op med, er en unavngiven tysk
diplomat.
Jeg har udenrigsministerens ord. Hr. Jeppe Kofod har fra
lukkede cirkler en unavngiven tysk diplomat. Det fortæller jo
alt om, hvad det er, hr. Jeppe Kofod er ude på.
Hermed sluttede spørgsmålet.