Om, hvorvidt ministeren deler Den EuropæiskeMenneskerettighedsdomstols opfattelse af sharialovgivning.

Til justitsministeren (3/9 02) af:

»Deler ministeren Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfattelse af sharialovgivning, og vil ministeren og regeringen i bekræftende fald aktivt støtte de internationale bestræbelser på at udrydde sharialovgivning i de lande, hvor den praktiseres?«

At kvinder kan dømmes til døden ved stening for handlinger, der kun angår dem selv og deres sexualpartner, er almindeligt i de muslimske lande, som praktiserer sharialovgivning. Adskillige sager herom er kendt fra Nigeria, Iran, Pakistan, Saudi-Arabien og andre muslimske lande. Flere steder i verden frygter rettænkende kvinder og mænd for, at sharialovgivning griber yderligere om sig, blandt an- det er der for tiden udbredt frygt herfor i Malaysia.

Alle normalt tænkende mennesker må tage afstand fra tyranner og barbariske retssystemer, der baserer deres retspleje og strafferet på sharialovgivning.

Hidtil har ulykkelige ofre for barbariet stået alene i deres kamp mod den onde overmagt, men efterhånden breder der sig i kvindeorganisationer, Amnesty International og mange andre græsrodsbevægelser over hele verden en vrede og afsky over for barbariet og en forståelse af, at det internationale samfund er nødt til at reagere, hvis disse uretfærdigheder skal slås ned og ikke brede sig som en steppebrand over endnu flere områder af verden.

Det har været skelsættende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg ved sin dom af 31. juli 2001 (sag 41340/98 og 41342-4/98) har fastslået, at sharia er i klar modstrid med de værdier, der er indeholdt i konventionen om menneskerettighederne.

Over hele verden rejser der sig nu en storm mod sharialovgivningen og den ondskab, den repræsenterer. I USA har den amerikanske politiker og forkæmper for ligestilling mellem kønnene, Betty McCullum, der er medlem af Repræsentanternes Hus, udtalt sig stærkt til støtte for at påvirke verdenssamfundet til at udrydde sharialovgivning. Målet må være, at det internationale samfund opmuntrer og hjælper disse landes befolkninger til at gennemf& oslash;re regeringsskifter, der har afskaffelse af sharialovgivning til følge.

Det er nødvendigt, at hver eneste regering i den civiliserede del af verden yder støtte til kampen mod sharialovgivning, og spørgeren beder derfor ministeren bekræfte, at ministeren og regeringen aktivt vil støtte enhver international bestræbelse for at udrydde sharialovgivningen og erstatte den med human lovgiv- ning, der bygger på anstændige og nutidige retsprincipper.

Den dom, som der henvises til i begrundelsen for spørgsmålet, er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 31. juli 2001 i sagen Refah Partisi (Velfærdspartiet) m.fl. mod Tyrkiet. I den sag skulle Domstolen tage stilling til, om den tyrkiske forfatningsdomstols tvangsopløsning af det tyrkiske parti, Refah Partisi (Velfærdspartiet), var forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11 om foreningsfrihed.

Med dommerstemmerne 4 mod 3 fastslog Domstolen, at tvangsopløsningen var forenelig med artikel 11. Dommen er imidlertid ikke endelig, da den er blevet indbragt for Storkammeret (med 17 dommere), der endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.

Det kan tilføjes, at domme fra Domstolen altid er udtryk for en konkret stillingtagen til foreneligheden med konventionen af en konkret sags faktiske omstændigheder.

Der kan i øvrigt henvises til regeringsgrundlaget og regeringens redegørelse af 29. januar 2002 om gennemgang af Danmarks udviklings- og miljøsamarbejde med udviklingslandene. Som det fremgår heraf, vil regeringen – sammen med sine EU-partnere – stille krav om god regeringsførelse og vilje til at øge respekten for menneskerettigheder og demokrati i forbindelse med udviklingssamarbejdet. Regeringen vil endvidere føre en bistandspolitik med st&osl ekvens. Alvorlige og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne og de demokratiske spilleregler vil ikke længere blive accepteret. Som oplyst i udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1942 fra samme spørger er det i denne sammenhæng forekomsten af konkrete krænkelser, der er udslagsgivende, og ikke, hvilket retssystem det pågældende land anvender.