Om af- og udvisning af tilrejsende demonstranter i forbindelse med EU-topmødet.
Spm. nr. S 2859
Til justitsministeren (9/8 02) af:
(EL):»Skal ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 2611 forstås således, at politiet kun vil afvise og udvise tilrejsende demonstranter til demonstrationer i forbindelse med EU-topmødet, hvis der foreligger konkrete oplysninger om, at de pågældende vil deltage i uroligheder?«
Begrundelse
I sin besvarelse af spørgsmål nr. S 2611 henviser ministeren til Rigspolitichefen, som ikke udtaler sig særlig klart, når han skriver, at »En udlænding, som mistænkes for at ville begå uroligheder i forbindelse med afviklingen af et EU-topmøde i Danmark, vil således kunne afvises ved indrejsen, såfremt der foreligger konkrete oplysninger om, at udlændingen vil indrejse med henblik på at deltage i uroligheder.«
Svaret efterlader usikkerhed om, hvorvidt »mistanke« (jvf. første del af sætningen) er tilstrækkeligt til en afvisning, eller om afvisning kræver »konkrete oplysninger« om, at udlændingen »vil« deltage i uroligheder (jvf. sidste del af sætningen). Usikkerheden øges af, at ministeren også refererer til Politidirektøren i København, der er så upræcis og altomfattende i sine kriterier for, hvem der vil blive afvist, at det stort set kan være enhver, der tager til Danmark for at demonstrere.
Svar (23/8 02)
Justitsministeren
(Lene Espersen):Der henvises til mine besvarelser af 2. august 2002 af spørgsmål nr. S 2528, S 2529 og S 2611 fra samme spørger.
Som det fremgår heraf, vil en afgørelse om afvisning bero på, om der ud fra en konkret og individuel vurdering i forhold til den enkelte udlænding er tilvejebragt sådanne oplysninger, at betingelserne for afvisning efter udlændingelovens almindelige regler er opfyldt.
I denne konkrete vurdering vil som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. S 2611 efter omstændighederne bl.a. kunne indgå aktuelle efterretninger, forholdene, hvorunder den pågældende er antruffet, om den pågældende tidligere har deltaget i uroligheder, og om den pågældende er tidligere straffet.
Det bemærkes – som det ligeledes er anført i den omtalte besvarelse – at en afgørelse om udvisning ikke træffes af politiet, men af Udlændingestyrelsen.