Om regeringens ønske om reduktion af indikatorer i forhold til EU's beskæftigelsespolitik og Lissabonmålsætningerne.
Spm. nr. S 2687
Til beskæftigelsesministeren (10/7 02) af:
(S):»Vil ministeren give nærmere oplysning om beslutningsgrundlaget for regeringens ønske om reduktion af indikatorer i forhold til EU's beskæftigelsespolitik og den såkaldte Lissabon-strategi, herunder om arbejdsmarkedets parter har været inddraget - i givet fald med hvilke reaktioner til følge - samt om forholdet til anbefalingerne fra Kommissionen forud for Det Europæiske Råds møde i Barcelona?«
Svar (19/7 02)
Beskæftigelsesministeren
(Claus Hjort Frederiksen):Jeg skal henvise til min besvarelse af spørgsmål S 2685 og tilføje, at der ikke er udarbejdet et konkret beslutningsgrundlag.
En slankere, men stærkere beskæftigelsesstrategi, der koncentrerer sig om målsætningerne i Amsterdamtraktaten, Lissabonmålsætningerne og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Barcelona, er en strategi, som jeg fra mine besøg i medlemslandene har indtryk af, at der er generel enighed om i EU-landene.
Vi skal i forbindelse med overvågning af denne beskæftigelsesstrategi anvende robuste indikatorer fx udvikling i ledighed - generelt og på køn, alder, etnisk oprindelse og uddannelse samt beskæftigelse - generelt og på køn, alder, etnisk oprindelse og uddannelse.
Lad mig også nævne, at regeringen ikke ønsker flere indberetninger fra virksomheder og ansatte i forbindelse med udvikling af indikatorer. Vi vil ikke pålægge virksomheder og ansatte yderligere byrder. Dette ønske har været tilgodeset fra starten af indikatorarbejdet, fordi man har arbejdet med europæiske databaser vedrørende arbejdsstyrke og husholdninger. Anvendelse af disse databaser betyder, at indikatorerne kan sammenlignes landene imellem.