Hjælpemenu

Hovedmenu

Om regulering af de industrielle drivgasser.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2634

Til miljøministeren (3/7 02) af:

Nicolai Wammen

(S):

»Vil ministeren redegøre nærmere for anvendelsen af en såkaldt »sun-set klausul« i bekendtgørelsen om regulering af de industrielle drivhusgasser af 19. april 2002, og herunder redegøre for, hvilke områder der er omfattet af regeringens forsøgsordning med »sun-set klausuler« samt begrundelsen for udvælgelsen af netop disse områder?«

Begrundelse

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at: »Bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter, der udstedes i henhold til ministerbemyndigelser skal forsynes med automatisk ophørsdato«.

I forbindelse med udkastet til bekendtgørelse om regulering af de industrielle drivhusgasser omtales en »forsøgsordning« med sådanne klausuler. Det ville være nyttigt at skabe overblik over denne forsøgsordnings karakter og omfang, samt de overvejelser der ligger bag dens præcise udformning.

Svar (16/7 02)

Miljøministeren

(Hans Christian Schmidt):

Regeringen har besluttet at iværksætte en forsøgsordning med indsættelse af en automatisk ophørsdato (sunset-klausul) i visse bekendtgørelser. Forsøgsordningen blev indført den 1. marts 2002 som led i regeringens bestræbelser på at opnå regelforenkling.

Justitsministeriet har med vedlagte skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning med automatiske ophørsklausuler i visse administrative forskrifter på miljø- og arbejdsmiljøområdet redegjort nærmere for ordningen. (Ikke optrykt her).

Som det fremgår af Justitsministeriets skrivelse, er formålet med forsøgsordningen at undersøge, om anvendelse af ophørsklausuler kan bidrage til at sikre, at borgerne ikke unødvendigt pålægges byrdefulde pligter. Regeringen har besluttet at begrænse forsøgsordningen til at omfatte administrative forskrifter, hvis hovedindhold består i at pålægge borgerne og erhvervslivet byrder. Undersøgelsen gennemføres af Miljøministeriet og Beskæftigelsesministeriet for så vidt angår arbejdmiljøområdet.

Erfaringerne fra undersøgelsen skal danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt ophørsklausuler mere generelt bør anvendes i administrative forskrifter, samt på hvilke områder og hvordan dette i givet fald bedst kan ske.

Forsøgsordningen omfatter kun bekendtgørelser. Cirkulærer, cirkulæreskrivelser og vejledninger er i henhold til retningslinierne for forsøgsordningen undtaget, da disse typer forskrifter kun må rette sig til offentlige myndigheder. Herudover er undtaget bekendtgørelser, der:

  • gennemfører EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser,
  • tildeler borgerne rettigheder i forhold til det offentlige,
  • hovedsageligt vedrører det offentlige, som f.eks. en bekendtgørelse om forretningsorden for et administrativt nævn,
  • er en nødvendig forudsætning for, at en lov kan gennemføres, og hvor ministeren derfor må antages at være forpligtet til at udstede en bekendtgørelse,
  • alene har informativ karakter som f.eks., hvor loven fastsætter en beløbsgrænse, der skal reguleres på en i loven fastsat måde, som ministeren hvert år skal bekendtgøre,
  • sætter en lov i kraft samt kongelige anordninger, der sætter dansk lovgivning i kraft for Færøerne eller Grønland,
  • alene ophæver en eller flere bekendtgørelser eller andre forskrifter eller
  • alene gælder for Færøerne og Grønland.

Bekendtgørelsen om de industrielle drivhusgasser træder i kraft den 15. juli 2002 og ophæves automatisk den 1. januar 2011. Den automatiske ophævelse er fastsat på baggrund af den ovenfor beskrevne forsøgsordning.

Miljøstyrelsen har overfor mig oplyst, at ophørsdatoen som led i forsøgsordningen som udgangspunkt fastsættes således, at en bekendtgørelse ophører efter to eller fem år. Datoen for ophævelsen af bekendtgørelsen om de industrielle drivhusgasser er efter aftale med Justitsministeriet sat til 5 år efter det generelle forbud mod anvendelse af industrigasser den 1. januar 2006, jf. bekendtgørelsens § 3. Denne dato blev fastsat, fo rdi det blev skønnet uhensigtsmæssigt, hvis bekendtgørelsen automatisk blev ophævet kort tid efter, at det sidste specifikke forbud i bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2007.