Om Danmark udhuler finansieringsgrundlaget for de øvrige EU-landes velfærdssamfund.
Spm. nr. S 2089
Til skatteministeren (15/5 02) af:
(SF):»Giver det ministeren anledning til bekymring for, om Danmark kan være med til at udhule finansieringsgrundlaget for de øvrige EU-landes velfærdssamfund, at Danmark iflg. Forbes Global (citeret i Børsen den 13. maj 2002) ligger blandt de fem EU-lande, der har det laveste samlede skattetryk?«
Svar (24/5 02)
Skatteministeren
(Svend Erik Hovmand):Forbes Tax Misery Index - der er gengivet i Børsen - er konstrueret ved, at man adderer den højeste indkomstskattesats, selskabsskattesats, momssats, formueskattesats samt satserne for arbejdsgivers og arbejdstagers sociale bidrag. Indekset er - i bedste fald - en grov indikator for den gennemsnitlige marginale beskatning af vidt forskellige skattebaser og har ikke noget med skattetrykket at gøre.
Følger man det traditionelle skattetryksmål – samlet provenu i procent af bruttonationalproduktet (BNP) - har Danmark således et af den vestlige verdens højeste skattetryk.
Skattetrykket i Danmark har ikke betydning for finansieringen af velfærdssamfundet i andre lande.