Om Kommissionens fiskeripolitik og afskedigelsen af generaldirektøren for fiskeri i EU.
Spm. nr. S 1993 - besvaret 08/05-2002
35) Til fødevareministeren af:
Ritt Bjerregaard (S):
»Kan ministeren oplyse, hvorfor Kommissionens udspil til en
ny fiskeripolitik blev taget af dagsordenen og
generaldirektør Steffen Smidt med meget kort varsel blev
flyttet fra sin stilling som generaldirektør for fiskeriet?«
Ritt Bjerregaard (S):
Vi har nu på forskellig vis behandlet det meget pinlige
forløb, der har været omkring beslutningen i Kommissionen
i forbindelse med den kommende fiskeripolitik. Ministeren har
også givet et svar til formanden for Fødevareudvalget, hr.
Christian H. Hansen, vedrørende generaldirektør Steffen
Smidt, som forekommer mig unødigt og arrogant.
Derfor skal jeg sige til ministeren, at for mig er det
ikke et spørgsmål om personen Steffen Smidt, men om, hvad der
sker med en dansk embedsmand, og hvilken interesse regeringen
har i at undersøge en sådan sag og sørge for, at den slags
ting ikke overgår danske embedsmænd.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Så vil jeg blot sige, jeg havde lejlighed til på udvalgets
møde i fredags at redegøre for sagen. Men da det jo er en sag
af meget stor interesse, vil jeg godt have lejlighed til at
komme igen og i det her tilfælde, kunne jeg forstå på
spørgeren, koncentrere mig om sagen omkring Steffen Smidts
ansættelsesforhold.
Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Kommissionen
har oplyst, at flytningen af Steffen Smidt er sket som et led
i de almindelige personaledispositioner, som Kommissionen
træffer, og jeg ønsker ikke at kommentere konkrete
personalesager i Kommissionen. Jeg må gå ud fra som givet, at
de dispositioner, Kommissionen foretager sig, træffes på et
sagligt og et fagligt grundlag.
Ritt Bjerregaard (S):
Jeg går ud fra, at ministeren også er bekendt med den
artikel, som var i Mandag Morgen her den 6. maj. Her fremgår
det jo meget klart, at den rokade, der var forberedt i
Kommissionen, ikke omfattede Steffen Smidt, at Steffen Smidt
fik besked på at gå fra sit job den samme dag, som han fik
beskeden, at han ikke på noget tidspunkt er indgået i
listerne, at han ikke har haft nogen mulighed, hvad de andre
embedsmænd, der nu flytter rundt, har haft, for søge nogen
som helst andre stillinger. Finder ministeren virkelig, at
det er en ordentlig behandling af en dansk embedsmand?
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Selvfølgelig har jeg også set den artikel i Mandag Morgen
omkring hele den sag, der har rejst sig omkring Steffen
Smidt, og jeg har i øvrigt noteret mig med tilfredshed, at
Europa-Parlamentet har taget sagen op til videre drøftelser
formodentlig på mødet i næste uge i Luxembourg.
Men jeg bliver nødt til at sige til fru Ritt
Bjerregaard, at jeg ikke ønsker at kommentere konkrete
personalesager, der pågår i Kommissionen.
Ritt Bjerregaard (S):
Det beder jeg sandelig heller ikke ministeren om. Jeg beder
ministeren om at forholde sig som minister til, at en
højtstående dansk embedsmand er blevet behandlet dårligt.
Det er faktisk også ministerens opgave at forsvare
danske interesser i EU, og jeg forstår simpelt hen
overhovedet ikke den passivitet, der har været udvist i denne
her sag, især ikke når man ved, hvor aktive det spanske
formandskab har været. Hvis man bare ser en lille smule på,
hvordan Steffen Smidt er blevet svinet til i spanske aviser,
kunne man jo forestille sig, at der også var nogle danske
interesser på spil i denne her sag.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg vil godt have lov til at imødegå spørgerens postulat om
passivitet i denne her sag.
Fru Ritt Bjerregaard er fuldstændig bevidst om
tidsforløbet, det var jo meningen, at det her forslag i
realiteten skulle have været frem allerede lige inden nytår.
Vi blev så bekendt med, at der var foretaget forskellige
udsættelser af sagen. Den sidste melding fra Kommissionen
var, at forslaget skulle lanceres den 28. april, og jeg havde
aftalt møde her i København med kommissæren den 3. maj.
Umiddelbart i forbindelse med et rådsmøde i Luxembourg
fik jeg den besked, at mødet var udsat, fordi Kommissionen
ikke kunne komme overens med udkastet. Straks derefter har
jeg selvfølgelig taget kontakt til Franz Fischler, skriftligt
såvel som mundtligt og påpeget de utrolig negative
konsekvenser, der er for det danske formandskabs vedkommende
i forbindelse med en udsættelse af sagen.
Hele det forløb er jeg overbevist om, at spørgeren er
fuldstændig bekendt med, så jeg vil gerne undgå, at der
skulle danne sig den myte, at regeringen i denne her sag
skulle have været passiv.
Kl. 19.35
Ritt Bjerregaard (S):
Jamen, minister, passiviteten går på, at når det, der foregår
her med en højtstående dansk embedsmand, en af de mest
højtstående, vi overhovedet har, på et område, hvor den
pågældende er blevet angrebet på grund af sin nationalitet,
på grund af at man har sagt, at han varetog nogle nordiske
interesser i forhold til fiskeripolitikken, så må Danmark
selvfølgelig protestere, og de må protestere i forhold til
Kommissionen, og de må protestere på højeste niveau.
Jeg synes, det er fint, at ministeren har skrevet til
kommissæren, men jeg synes bestemt ikke, det er nok, og jeg
forstår ikke, at ministeren kan tage så let på en sådan
underkendelse af det arbejde, som Steffen Smidt har varetaget
på fiskeriområdet.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg ved ikke, hvem der har sagt, at jeg har taget let på det
store arbejde, som Steffen Smidt har ydet i sit job som
generaldirektør for fiskeriområdet.
Jeg er overbevist om, at Steffen Smidt i den position
har varetaget opgaven som ansat af Kommissionen og ikke som
dansker. Det er min klare opfattelse, at det er den opgave,
en generalsekretær i Kommissionen har, og det er jeg sikker
på, at fru Ritt Bjerregaard også er velbekendt med fra sin
periode som kommissær. Det må være en klar forudsætning, at
en generaldirektør arbejder som generaldirektør for
Kommissionen og ikke med henblik på specifikt danske
interesser.
Ritt Bjerregaard (S):
Det er jo en fuldstændig banalitet. Selvfølgelig gør han det,
og Steffen Smidt har haft en lang og god karriere i
Kommissionen, men han er dansker. Der er kun én anden dansker
på et niveau, der nogenlunde svarer til det her, og det, der
er sket nu, betyder rent faktisk, at han får en udmærket løn
uden overhovedet at udføre et arbejde.
Det er da klart i dansk interesse at sørge for, at der
ikke begås den slags overgreb i forhold til en person med
dansk nationalitet, og det har ikke noget som helst at gøre
med, at han ikke udfører sit arbejde som international
embedsmand. Det har noget at gøre med, hvad hans baggrund er,
hvor han kommer fra, og det, man kunne forvente, nemlig en
stærkt indsats fra en regering, når sådan noget sker.
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel):
Jeg håber ikke, at der heller ikke i fru Ritt Bjerregaards
sind er tvivl om, at den her sag er magtpåliggende for
regeringen, for det er jo indlysende klart, at vi står i en
situation, hvor det nye oplæg til fiskeriaftaler skal være
forhandlet færdigt inden den 31. december.
Udsættelsen, som nu ser ud til at ville slutte med
udgangen af denne måned, sådan at vi på fiskerirådsmødet den
11. juni kan førstebehandle forslaget, vil klart sætte
Danmark i en vanskelig situation, som jeg også sagde før,
fordi vi tidsmæssigt - samtidig med at Parlamentet skal
behandle forslaget - vil komme i nød. Vi får i hvert fald
ikke den tid til rådighed, som vi gerne havde haft for at
sikre, at et så væsentligt forslag fik en så gennemgribende
behandling som overhovedet muligt.
Hermed sluttede spørgsmålet.
Formanden:
Spørgsmålet er sluttet, og det næste spørgsmål er ligeledes
stillet af fru Ritt Bjerregaard. Værsgo.