Om beskyttelse mod uvurderede giftige og sundhedsskadelige stoffer.

Spm. nr. S 1967 - besvaret 08/05-2002

24) Til miljøministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Er ministeren enig i, at det er udtryk for ansvarsforflygtigelse, når formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg overlader det til forbrugerne selv at beskytte sig mod uvurderede giftige stoffer, og er ministeren enig i, at når det drejer sig om giftige og sundhedsskadelige stoffer, så skal de, som tidligere understreget af finansministeren, forbydes, og at det er de politiske myndigheders ansvar, at dette sker?«

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg har stillet spørgsmålet her for at få afklaret, om regeringen deler det synspunkt, som formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg fremførte, da han sagde, at det var forbrugerne selv, der måtte boykotte giftige kemikalier ved ikke at købe dem, og dermed i virkeligheden fralagde sig ansvaret for giftige stoffer, der burde forbydes, som også finansministeren har sagt. Jeg håber, ministeren nu kan præcisere, at det, som hr. Vesselbo sagde, ikke er regeringens linje, men en ansvarsforflygtigelse, som ministeren ikke deler.

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Jeg mener, det er helt afgørende at holde fast i, at det er industrien, der har ansvaret for, at de produkter, som sendes på markedet, er sikre. Problemerne med kemikalier i hverdagen kan selvfølgelig ikke løses af forbrugerne.
Industriens ansvar vil blive langt mere konkret, når vi får de nye EU-regler på kemikalieområdet. De nye regler vil sikre, at industrien for alvor kommer i gang med at undersøge og vurdere de mange uvurderede kemiske stoffer. Derudover indføres den såkaldte omvendte bevisbyrde, hvor industrien skal dokumentere, at produktet med problematiske kemikalier kan anvendes uden at give miljø- og sundhedseffekter. Kan de ikke det, får de ikke nogen tilladelse til at bruge dem.
Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at presse på for at få fremlagt og udmøntet de nye grundlæggende kemikalieregler i EU. Det har i mange år været en fælles holdning fra dansk side, og det vil regeringen fortsat lægge meget stor vægt på, ikke mindst under det kommende formandskab.
Der er på tværs af Europa stor politisk interesse for at komme i gang. På den sidste Nordsøkonference i februar vedtog alle nordsølandenes ministre en opfordring til EU om at sætte mere gang i kemikaliearbejdet, og også fra Europa-Parlamentet er presset stort. Det ved jeg bl.a. fra mit møde med formanden for parlamentets miljøudvalg, Caroline F. Jackson, for 14 dage siden.
Jeg er helt enig i, at vi skal have de ubehagelige kemikalier væk fra markedet. Det skal bl.a. ske via fælles EU-regler med udarbejdede lister over kemikalier med uønsket effekt, men også ved at hjælpe detailhandelen og importørerne med værktøjer og information, som de kan bruge, når de indkøber produkter, så de kan undgå produkter med problematiske kemikalier.

Kl. 17.40

Vi skal alle være med til at presse udviklingen så hurtigt frem som overhovedet muligt, og her kan forbrugerne hjælpe til ved at lægge pres på industrien, dog uden at være uddannet som kemiingeniør eller skulle slæbe rundt på tykke lister over farlige kemiske stoffer.
Forbrugerne skal have klar besked og bedre mulighed for at vælge blandt de ufattelig mange produkter, som findes i butikkerne. Vi skal derfor have flere miljømærkede produkter
i handelen, og kriterierne for mærkerne skal hele tiden gøres bedre og bedre. Men som jeg sagde i starten, er det vores opgave som ansvarlige politikere at sørge for, at vi så hurtigt som muligt får nogle klare, ambitiøse kemikalieregler på fællesskabsniveau, dvs. regler, der sikrer en høj forbrugerbeskyttelse.

Keld Albrechtsen (EL):
Under det næste spørgsmål vil jeg vende tilbage til det med EU-regler, men under dette spørgsmål vil jeg godt spørge ministeren, som jo nu klart tilkendegiver, at giftige kemikalier skal forbydes:
Er det ikke overordentlig uheldigt, at den fungerende chef for EU's Miljødirektorat ifølge Jyllands-Postens oplysninger har opfordret til, at problemet måtte løses ved en forbrugerboykot, og at formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, hr. Eyvind Vesselbo, dernæst går ud og proklamerer denne boykot og dermed giver det klare signal, at han har givet op og lagt ansvaret for de giftige stoffer fra sig? Det er jo i og for sig det, spørgsmålet går på, hr. minister, og derfor vil jeg gerne bede om en klar tilkendegivelse om hr. Eyvind Vesselbos aktion.

Elsebeth Gerner Nielsen (RV):
Regeringen siger meget ofte, at borgerne ved selv bedst. Det er en af de sætninger, vi meget ofte hører, og der er da også noget tillidvækkende i at give borgerne ansvar på den måde.
Men jeg tror nu, det er sådan, at forudsætningen for, at borgeren ved bedst, er, at borgeren også har rigelig adgang til information og oplysning, og derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan ministeren synes, at budskabet om, at borgeren ved bedst, hænger sammen med, at man har skåret ganske gevaldigt i bevillingerne til den almindelige folkeoplysning.
Man har skåret i støtten til en række grønne aktiviteter, bl.a. Grønt Informationscenter; man har skåret i bevillingen til Forbrugerrådet, og jeg kunne fortsætte. Er det sådan, at regeringen vil rette op på de skader på en eller anden måde ved at sætte et aktivt oplysnings- og informationsarbejde i gang, så det virkelig bliver sådan, at borgeren kan vælge på et velbelyst grundlag?

Jørn Jespersen (SF):
Det er helt i forlængelse af fru Elsebeth Gerner Nielsens indlæg.
Forbrugerne skal have en reel valgmulighed, var miljøministeren inde på. Jamen er det så ikke lidt paradoksalt, at lige præcis de instanser, som har medvirket til at give forbrugerne bare en lille bitte mulighed for at finde rundt i den jungle, som skyldes politisk ansvarsforflygtigelse - alle de instanser, som giver forbrugerne en mulighed for at forholde sig til tingene - har regeringen fjernet?
Jeg vil gerne nævne dem helt konkret. Det er Forbrugerrådets kemimedarbejder, der er væk som følge af regeringens beskæring af bevillingen. Det er Det Økologiske Råd, der har arbejdet som modvægt til kemiindustrien, kun med en titusindedel af de midler, som kemiindustrien slår om sig med, men dog trods alt en lille beskeden modvægt - det er væk. Det er Grøn Information, hvor forbrugerne kunne henvende sig og få oplysninger om giftige stoffer i forskellige produkter - det er væk. Og Miljøstyrelsens egen kemitelefon er nedlagt.
Hvordan hænger det sammen med, at miljøministeren mener, at man skal hjælpe forbrugerne til at træffe kvalificerede valg?

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Ja, det hænger jo i hvert fald fint sammen med det spørgsmål, jeg blev stillet, og som er det, vi forholder os til. Men jeg forstod også på hr. Keld Albrechtsen, at vi skulle ind på lidt andre ting, når vi kom videre.
Jeg vil bare sige, at jeg har klart givet udtryk for, hvad der er regeringens politik på dette område. Jeg har klart givet udtryk for, at jeg ikke er af den opfattelse, at her kan man bare sige, at det kan borgerne selv gøre, men jeg synes også, at borgere også selv skal gøre en indsats. Jeg har tidligere ved forskellige lejligheder sagt, at når man
f.eks. oplever, at nogle importerer legetøj med phtalater i til 0-3-årige børn, kan man selv gøre noget som forbruger. Man kan jo spørge til det eller lade være med at købe det, hvis man ved, hvad det er for noget. Men jeg mener helt klart, at de, der importerer f.eks. de ting, jeg nævnte i eksemplet, har et ansvar. Jeg sagde til dem på det møde, jeg holdt med dem, at hvis man ikke mener at vide, hvad tingene indeholder eller ej, når man køber dem, kan en god regel jo være, at man prøver at købe hos nogle, man kender. For mig er det helt klart, at producenter, importører har et ansvar for det her, og derfor står jeg ved de ting, som jeg mener, at de nye regler i EU skal komme til at omfatte.

Kl. 17.45

Man kan godt diskutere nogle ting omkring det arbejde, og jeg har selv sagt lidt omkring Grøn Information. Vi overvejer i øjeblikket, om vi kan gøre noget ved de ting, og hvad vi skal gøre. Jeg vil tro, at det ender med, at jeg holder et møde med Grøn Information. Jeg vil ikke i dag stå og sige noget, før vi har diskuteret tingene igennem, men jeg synes, det er en god idé, at vi får en drøftelse. Det er i hvert fald det, jeg lægger op til.
Med hensyn til Miljøstyrelsen er det jo rigtigt, at man har haft en kemitelefon, men det er ikke rigtigt, at man ikke kan ringe og spørge Miljøstyrelsen. Jeg har selv spurgt Miljøstyrelsen, om det er muligt at ringe til dem, og det er det selvfølgelig i arbejdstiden. Man kan ikke ringe om aftenen og om natten, men om dagen vil man stadig kunne ringe til Miljøstyrelsen.

Keld Albrechtsen (EL):
Tak for svaret. Så vil jeg gerne spørge ministeren: Kan ministeren garantere, at det budskab, hr. Eyvind Vesselbo gik ud med, og det forsøg på at lægge ansvaret fra sig, var noget, som formanden for Folketingets Miljøudvalg foretog sig helt uden koordination med regeringen?
Det var ikke en prøveballon, som var sendt op af ministeren eller af partiet Venstre for at se, om den gik, og om man kunne slippe af med det politiske ansvar for kemikalierne?
Det vil jeg gerne bede ministeren bekræfte. Jeg spørger lidt mere til det, fordi jeg synes, det er en alvorlig situation, at formanden for Folketingets Miljøudvalg i den grad træder ved siden af, og derfor er det væsentligt at vide, om det var regeringen og regeringspartiet Venstre, der stod bag dette forsøg.

Jørn Jespersen (SF):
Jeg vil gerne sige, at jeg er enig i den hovedlinje, som miljøministeren lægger frem her omkring kemikalieindsatsen. Jeg er enig i, at det er et politisk ansvar at skabe de rigtige rammer og den rigtige lovgivning, og at det er en lovgivning, der skal lægge bevisbyrden på producenter og forhandlere. Så det er ikke det, vi diskuterer. Der er vi enige om hovedlinjen.
Når vi så dertil lægger forbrugernes mulighed for at forholde sig til de mange skadelige stoffer, som stadig væk er der, fordi det politiske system endnu ikke har levet op til sine forpligtelser og fået pålagt producenterne tilstrækkelig med bevisbyrde, hvordan kan det så være, at man ikke hjælper forbrugerne med trods alt at have den lille indflydelse og den lille forsvarsmekanisme i forhold til de mange kemiske stoffer, som f.eks. Forbrugerrådet udgjorde? Hvorfor har man fjernet bevillingen til deres kemimedarbejdere?
Er det ikke rigtigt, at der var en kemitelefon i Miljøstyrelsen, som er nedlagt? Sådan har jeg forstået det. Hvorfor har man fjernet Det Økologiske Råd? Jeg er glad for, at der måske kan findes en løsning på Grøn Information.

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der fandtes en kemitelefon, for jeg har jo lige sagt, at det er rigtigt, at den er nedlagt, men at man selvfølgelig kan ringe til Miljøstyrelsen og stille netop kemispørgsmål, bare ikke uden for arbejdstiden. Sådan er det. Det vil sige, at man selvfølgelig stadig væk kan ringe til Miljøstyrelsen og stille kemispørgsmål. Man har stadig væk folk, der kan besvare den slags spørgsmål.
Men der var en kemitelefon, og den var jo i høj grad anvendelig i betragtning af den gode service, der blev ydet ved, at den også var bemandet uden for dagtimerne. Det er klart, at det vil være attraktivt for nogle mennesker. Men vi har besluttet, at det skal være sådan, men det er stadig væk muligt at ringe dertil.
Jeg er meget enig med hr. Keld Albrechtsen i, at det er en alvorlig situation, men jeg har nu oplevet et par gange her, når vi er ved miljøpolitikken, at der et ord, som nogle bruger en hel del, nemlig at miljøministeren hele tiden skal give garantier.
Altså garantier er jo svære at give, særlig hvis man ikke er en del af det. Jeg synes måske, at det er vel lige til den stramme kant, at jeg skal stille garantier på baggrund af, hvordan en person og hvorfor en person og på hvilket grundlag en person har udtalt sig. Miljøministeren vil altså indsnævre det til miljøministerens egen gøren og laden på regeringens vegne selvfølgelig. Sådan må det være.
Jeg tror også godt, at man kunne læse den artikel sådan, at formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i grunden mente, at det også var en måde at gøre det på, at man gik ud og sagde, man skulle spørge ind til tingene. Jeg ved det ikke, men den rigtige at spørge må jo være formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, sådan må det være. Men jeg mener godt, man kan læse det sådan.

Kl. 17.50

Så jeg er fuldstændig enig i, at det er en alvorlig situation, sådan opfatter vi den også. I øvrigt drøftede vi jo også i samrådet, at vi skulle forsøge at rejse spørgsmålet på Nordsøkonferencen, og det blev også gjort, og heldigvis fik det også opbakning fra ministeren.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg tolker svaret sådan, at hr. Vesselbo ikke var sendt i byen af ministeren.
Så vil jeg bare spørge ministeren, som nu nævner den her telefon igen: Da jeg hørte om hr. Vesselbos initiativ, undersøgte jeg lidt omkring maling og fandt ud af, at man generelt ikke kan se noget på emballagen om de giftige kemikalier, der er i malingen, så der har forbrugerne ingen mulighed for at beskytte sig imod dem. Og maling vil jo typisk være noget, man bruger, når Miljøstyrelsen har lukket, så når man står med sin maling søndag eftermiddag, kan man altså ikke få noget at vide.
Derfor vil jeg godt spørge ministeren: Var det så ikke en idé at genoprette den telefonservice? Jeg fornemmer nemlig på ministeren, at han egentlig ikke er helt stolt ved den beslutning, når det kommer til stykket.

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):
Jo, jeg står ved enhver beslutning, jeg har truffet, sådan er det. Jeg vil bare sige, når vi ser på forholdene omkring miljømærkning, så er det meget vigtigt, at vi gør noget ekstraordinært med hensyn til miljømærkning. Vi må jo konstatere her, hvor det er 10 år at vi fik miljømærket Blomsten, at det er alt for lidt udbredt, alt for lidt. Vi burde gøre noget mere ved det, og det synes jeg også, vi skal.
Hvis vi tager et eksempel på kriterierne for Blomsten, så kan vi se f.eks. på tekstilområdet, at her er en række farvestoffer forbudt, enten fordi de er kræftfremkaldende, eller de nedbrydes til kræftfremkaldende stoffer, og herudover er en række allergifremkaldende farvestoffer også forbudt.
Som nye kriterier, der vil gælde fra 1. juni i år, kan desuden nævnes forbud mod farvestoffer, der kan skade arvemassen eller forplantningsevnen. Denne stramning skyldes bl.a. den danske indsats under revisionsarbejdet. Vi gør altså en indsats fra dansk side, og jeg vil kun sige, at jeg mener, vi skal længere ind.

Hermed sluttede spørgsmålet.