Hjælpemenu

Hovedmenu

Om rapporten fra »Beach Club« om GATS har influeret den danske forhandlingsposition

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1933

Til udenrigsministeren (29/4 02) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Vil udenrigsministeren oplyse, på hvilken måde rapporten fra »Beach Club« (1999) om GATS-forhandlingerne eksklusiv søfart er eller har været retningsgivende for den danske forhandlingsposition under GATS-forhandlingerne, siden rapporten blev offentliggjort?«

Svar (14/5 02)

Udenrigsministeren

(Per Stig Møller):

Rapporten fra Beach Club arbejdsgruppen til forberedelse af kommende forhandlinger i WTO vedr. tjenesteydelser (eksklusiv søfart) fra april 1999 blev udarbejdet med henblik på forhandlingerne i.f.m. WTO’s 3. ministerkonference i Seattle i december 1999. Det lykkedes imidlertid som bekendt ikke på Seattle ministerkonferencen at nå til enighed om at indlede en ny frihandelsrunde.

I forbindelse med indgåelsen af GATS-aftalen i 1994 var det blevet besluttet, at der skulle indledes nye forhandlinger (også omfattende søfart) den 1. januar 2000. Frem til beslutningen på WTO’s 4. ministerkonference i Doha i november 2001 om at indlede en ny frihandelsrunde, begrænsede GATS-forhandlingerne sig imidlertid til at handle om retningslinier og procedurer for de videre forhandlinger.

Efter Doha ministerkonferencen er det blevet besluttet at gennemgå rapporterne fra samtlige Beach Club-arbejdsgrupper med henblik på at vurdere behovet for at opdatere dem i lyset af udviklingen i de mellemliggende tre år og den aktuelle forhandlingssituation. De reviderede rapporter vil til sin tid blive oversendt til Europaudvalget.