Om pesticidrester i frugt og grønt.
Spm. nr. S 1309
Til fødevareministeren (8/3 02) af:
(SF):»Vil ministeren redegøre for, hvordan man vil sikre, at Danmark ikke fremover vil blive benyttet som afsætningsland for det frugt og grønt, der har flest pesticidrester?«
Begrundelse
Ifølge Jørgen Højmark Jensen, fødevaredirektør i fødevareregion København, vil de nye besparelser på fødevareområdet betyde, at der fremover skal undersøges 20 pct. færre produkter for indhold af tilsætningsstoffer, jf. artikel i B.T. fra 28. februar 2002. Der henvises tillige til begrundelsen for spørgsmål nr. S 1308.
Svar (19/3 02)
Fødevareministeren
(Hans Christian Schmidt, fg.):Fødevarelovgivningen i EU og i Danmark tillader restindhold af pesticider, der ikke overskrider de gældende grænseværdier.
Det er fødevareproducenternes ansvar, at de produkter, der importeres og markedsføres, overholder den gældende lovgivning. Importører af frugt og grønt skal derfor gennem deres egenkontrol sikre, at reglerne bliver overholdt. Fødevareregionerne fører tilsyn med, at importørerne lever op til deres ansvar. Som en støtte til tilsynet udtages der stikprøver til kemisk analyse.
Det kan oplyses, at i 1999 blev der i EU medlemslandene samt Norge gennemsnitligt udtaget 2,7 offentlige kontrolprøver pr. 10.000 indbygger. I Sverige blev der taget 3,4 offentlige kontrolprøver pr. 10.000 indbyggere. I Danmark udgjorde prøveantallet 4,3 pr. 10.000 indbygger. Den danske kontrol vil efter besparelserne i 2002 ligge over gennemsnittet på 2,7.
De danske data tyder ikke på, at antallet af overskridelser i frugt og grønt afhænger af, hvor mange prøver der udtages i den danske kontrol. De udenlandske producenter lader med andre ord ikke deres pesticidforbrug afhænge af, hvor mange pesticidprøver vi tager om året. Dette sammenholdt med, at den danske offentlige kontrol opretholdes på et niveau, der ligger over gennemsnittet i EU betyder, at der ikke er grund til bekymring for, at Danmark skulle bl ive udset som afsætningsland for frugt og grønt med højt indhold af pesticidrester.
Fødevaredirektoratet har gennem flere år konstateret, at antallet af overskridelser, der er blevet påvist i stikprøver udtaget af importeret frugt og grønt ligger mellem 0,9 – 3,9% af de udtagne prøver. De påviste overskridelser ser ud til at optræde tilfældigt blandt de udtagne stikprøver, der påvises ikke hyppigere overskridelser hos nogle importører end hos andre. Hvis der sker en ændring i dette mønster, kontrolstrategien taget op til revision.