Om terrorisme under EU's ministerråd.
Spm. nr. S 1069 - besvaret 27/02-2002
3) Til justitsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Har den danske regering taget klart afstand fra de forslag,
der er kommet fra arbejdsgruppen mod terrorisme under EU's
Ministerråd, hvad angår kategorisering af visse grupper, der
deltager i demonstrationer i forbindelse med EU-topmøder, som
terrorister?«
Skriftlig begrundelse
Der henvises til artikel i Det Ny Notat den 22. februar, samt
til dok. 5712/02 ENFOPOL 18 og dok. Nr. 5712/1/02 dateret den
13. februar 2002.
Kl. 13.25
Keld Albrechtsen (EL):
Nu ved jeg ikke, om ministeren har set den artikel, der er i
Politiken i dag, som handler om de skærpede strafferammer,
som ministeren vil foreslå i forbindelse med demonstrationer.
Der siger Lars Anderskouv, som er kontaktperson fra NGO Forum
Stop Volden, som arbejder på at sikre, at der ikke opstår
vold i forbindelse med de demonstrationer, at han opfatter
ministerens udspil som en optrapning og som et negativt
signal, der kan risikere at virke ukonstruktivt i forhold til
de drøftelser, der er med politiet om at sikre en fredelig
afvikling af demonstrationerne, hvilket vi alle ønsker.
Der vil jeg godt spørge ministeren: Når ministeren nu
ikke kan tage klart stilling til det spanske forslag,
risikerer det så ikke yderligere at skabe en fjendtligsindet
stemning mellem parterne i de drøftelser, hvad der jo ville
være meget uheldigt?
Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg tager hr. Keld Albrechtsens indlæg, der omhandler
regeringens strafskærpelsespakke, som udtryk for, at den
besvarelse, jeg gav ved det forrige spørgsmål, også er
tilbundsgående nok til besvarelse af det spørgsmål, vi nu
behandler, nemlig spørgsmål nr. S 1069, hvor jeg jo klart har
tilkendegivet, hvad regeringens umiddelbare holdning er til
det foreslåede.
For så vidt angår strafskærpelsespakken og hele
diskussionen omkring varetægtsfængsling, bliver det jo noget,
vi får rig lejlighed til at drøfte, når det lovforslag bliver
førstebehandlet, og dér mener jeg, at det er det rigtige
tidspunkt at diskutere det på, og ikke under et spørgsmål,
der omhandler et forslag fra det spanske formandskab, der
bliver behandlet i en EU-arbejdsgruppe.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg må tillade mig at sige, at hvis der er noget, ministerens
svar ikke er, så er det udtømmende og tilbundsgående. Det er
et ikkesvar, vi har fået, og det er også derfor, jeg har
stillet dette andet spørgsmål, for jeg havde jo desværre en
mistanke om, at det jo nok kunne udvikle sig sådan, at
ministeren ikke rigtig ville gå ind til benet og svare på det
første spørgsmål.
Derfor vil jeg godt bede ministeren svare helt håndfast
og konkret på: Er ministeren til sinds at sikre, at der ikke
sker en sammenblanding af antiterrorlovgivningen og så den
lovgivning vedrørende opretholdelse af ro og orden, som
vedrører demonstrationer? Det er meget enkelt.
Jeg vil være godt tilfreds, hvis ministeren bare vil
fastslå, at det bliver ikke en lovfortolkning, der bliver
gennemført i EU med en sådan sammenblanding, som den spanske
regering gerne vil have. Ministeren kan bare forsikre
Folketinget om, at det bliver ikke tilfældet, for Danmark har
jo vetoret på det her område og kan stoppe det spanske
forslag.
Derfor synes jeg, at det er noget underligt noget, hvis
ministeren her i spørgetiden ikke kan melde klart ud, og det
vil jeg så spørge ministeren om hun ikke godt vil være så
venlig nu at gøre. Spanierne har da også krav på at vide, at
det, de har foreslået, altså ikke kan gennemføres. Det ville
da være nyttigt i alle henseender også af hensyn til
formandskabets arbejde. Når nu det ikke kan lade sig gøre,
det, de har foreslået, så er det da rimeligt og ordentligt,
at man fortæller dem det rent ud i stedet for det mummespil,
ministeren opfører.
Justitsministeren (Lene Espersen):
Jo, men jeg kan godt igen forsikre hr. Keld Albrechtsen om,
at jeg er helt enig i, at der er forskel på opretholdelse af
almindelig ro og orden i forbindelse med f.eks.
demonstrationer og håndtering af ballademagere - det er én
del - og så terrorisme og bekæmpelse heraf. Og som jeg sagde
i besvarelsen af det tidligere spørgsmål, vil vi i
forbindelse med sagens videre behandling fra dansk side være
helt opmærksom herpå.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg må sige, at jeg synes ikke, det er godt nok, at
regeringen bare er opmærksom på, at her har vi et problem.
Jeg synes, regeringen burde gøre noget ved det, men det er
regeringen altså ikke til sinds i dag. Det synes jeg er
beklageligt.
Så vil jeg sige, at når nu også Politidirektøren
sammenkæder antiterrorlovgivningen med et spørgsmål om
demonstrationer, og det gør Politidirektøren i nogle
bemærkninger til et lovforslag, som ministeren selv har
fremsat, så er der altså uorden i begreberne, og denne uorden
har bredt sig helt ind i politiets rækker i Danmark. Synes
ministeren så ikke, at der er et problem, og at man trænger
til, at ministeren melder klart ud og siger, at det vil vi
ikke have?
Og kan ministeren ikke se, at hvis det er sådan, at
politimyndighederne møder frem til demonstrationer med den
forhåndsopfattelse, at demonstranter nok er sådan en slags
potentielle terrorister, så skaber det altså ikke nogen god
stemning mellem parterne, og så ødelægger det nogle af de
bestræbelser, der gøres fra alle sider, også fra
Enhedslistens side, for at sikre, at det bliver fredelige og
værdige demonstrationer?
Justitsministeren (Lene Espersen):
Det er måske ikke så forbavsende for hr. Keld Albrechtsen,
men jeg deler bestemt ikke hr. Keld Albrechtsens opfattelse
af diskussionen af denne her sag.
Jeg synes faktisk, at jeg i min besvarelse er gået meget vidt
ved at sige, hvad der er de principielle danske overvejelser
i en sag, der i EU-kredsen ligger på det allermest foreløbige
stadie, man overhovedet kan forestille sig.
Kl. 13.30
Som jeg allerede har understreget én gang, er det noget,
der ligger i en arbejdsgruppe lige nu, og som man først er
gået i gang med overhovedet at begynde at diskutere, og hvis
det overhovedet får nogen gang på Jorden og det overhovedet
er noget, der politisk kan skabes en form for lydhørhed over
for - og der er jo som sagt nogen principiel stillingtagen
til det, som jeg har redegjort for også fra dansk side - skal
det først i Artikel 36-Udvalget, det skal i Coreper og så
muligvis på rådsmødet.
Så der er absolut ikke tale om, hverken at regeringen
ikke har opmærksomheden rettet mod denne her sag, eller at vi
ikke har en holdning til sagen. Jeg er ikke enig med hr. Keld
Albrechtsen i, at regeringen i denne her sag tager let på
tingene eller ikke har gjort sig sin stilling klar. Jeg synes
faktisk, jeg er gået temmelig vidt i et forslag, der er så
forholdsvis nyt, og som man nærmest lige er barslet med.
Keld Albrechtsen (EL):
Så vil jeg godt spørge, om ministeren så ikke vil sende et
notat over til os, hvor ministeren tager stilling til den
tolkning af antiterrorlovgivningen i EU, som det spanske
formandskab har fremlagt i dette forslag, altså bl.a. den
tolkning de har med, at den rammeafgørelse, altså den EU-lov,
der allerede er vedtaget, også omfatter demonstranter.
Det er jo en spansk tolkning, og det synes jeg er et
alvorligt problem. Kunne ministeren så ikke gøre os den
tjeneste at sende et notat over til Folketingets Europaudvalg
og Retsudvalg, hvor man simpelt hen fastslår, at den tolkning
ikke er rigtig? For så vil jeg personlig sende den til det
spanske formandskab, således at det spanske formandskab kan
vide, hvad Danmark mener.
Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil naturligvis gerne sende et notat til Folketingets
Europaudvalg, der redegør for regeringens stilling til denne
her sag. Det har jeg også redegjort for i dag, men jeg sender
gerne et notat over til Folketingets Europaudvalg.
Hermed sluttede spørgsmålet.