Hjælpemenu

Hovedmenu

Om arbejdet med Kommissionens forslag til

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 272

Til miljøministeren (17/10 02) af:

Line Barfod

(EL):

»Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 20 orientere om arbejdet med Kommissionens forslag til miljøansvarsdirektiv, herunder om direktivet vil sikre, at »forureneren betaler princippet«, vil være generelt gældende, om den danske regerings indstillinger vedrørende direktivet, om det vil have nogen betydning for den verserende sag om affaldsdepoterne på Stålvalseværket, og om tidsperspektivet for dets gennemf ørelse i dansk lovgivning?«

Svar (29/10 02)

Miljøministeren

(Hans Christian Schmidt):

Kommissionen fremlagde den 22. februar 2002 et forslag til direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af skader. Direktivforslaget har været på EU miljøministrenes dagsorden senest på rådsmødet den 17. oktober 2002. Europa-Parlamentet forventes at afgive sin udtalelse over direktivforslaget i marts 2003. Rådet vil herefter kunne vedtage en fælles holdning til forslaget.

Det er således endnu for tidligt at sige noget om direktivets gennemførelse i Danmark.

Med hensyn til status for forhandlingerne i øvrigt og direktivets anvendelsesområde kan jeg henvise til grundnotat af 20. februar 2002 til Folketinget Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg samt samlenotater, der er oversendt til de 2 udvalg den 4. oktober 2002 i forbindelse med rådsmødet den 17. oktober 2002.

Der er i Rådet bred tilslutning til Kommissionens forslag om, at direktivet kun skal finde anvendelse på fremtidige skader på miljøet, og at direktivet ikke skal have tilbagevirkende kraft.

Miljøstyrelsen har overfor mig oplyst, at styrelsen på den baggrund vurderer, at Kommissionens forslag, hvis det gennemføres, ikke umiddelbart vil få betydning for de allerede foretagne affaldsdeponeringer i forbindelse med Stålvalseværket.

Med hensyn til Danmarks holdning til direktivet, kan jeg oplyse, at det bl.a. er regeringens opfattelse, at hovedformålet med direktivet bør være at sikre, at forebyggelse og genopretning sker efter forureneren- betaler princippet og Danmark kan derfor støtte, at forureneren forpligtes til at betale.

Danmark støtter generelt vedtagelsen af et direktiv om reguleringen af miljøskader. Den nærmere udformning af disse regler, herunder spørgsmålet om finansiel sikkerhed, må overvejes nærmere.

Regeringen er også enig med Kommissionen i, at direktivet kun bør omfatte miljøskader og kun sådanne miljøskader, der er sket efter direktivets gennemførelse, således at direktivet ikke får tilbagevirkende kraft.

Regeringen er videre enig i, at direktivet bør være et minimumsdirektiv, så de enkelte medlemsstater kan stille strengere krav til forureneren.

Med hensyn til de undtagelser for forureneransvaret, som Kommissionen foreslår, er regeringen ikke enig i, at forureneren generelt skal slippe, blot fordi han har handlet indenfor en godkendelse eller gældende lovgivning.