Om USA's planer om at genoptage atomprøvesprængninger.

Spm. nr. S 264 - besvaret 16/01-2002

4) Til udenrigsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Vil udenrigsministeren redegøre for regeringens holdning til, at USA's regering ifølge Washington Post den 8. januar 2002 planlægger at genoptage atomprøvesprængningerne, herunder hvordan regeringen eventuelt måtte prøve at påvirke den amerikanske beslutning, samt endelig give et bud på, hvordan regeringen vurderer konsekvenserne og hensigtsmæssigheden af det amerikanske initiativ, for så vidt angår spredning af atomvåben?«

Villy Søvndal (SF):
Det drejer sig om atomprøvesprængninger.
     Den 8. januar fremlagde den amerikanske administration en redegørelse om USA's atomvåbenarsenals beskaffenhed. Det nye i den rapport er, at man foreslår at forkorte den tid, det skal tage at gennemføre atomprøvesprængninger. Det kan forekomme et lille skridt, men udenrigsministeren har jo så lang politisk erfaring, at han ved, det er vigtigt at være opmærksom på udviklinger fra deres start, hvis man vil have mulighed for at øve indflydelse på dem.
     Derfor spørgsmålet: Hvad er regeringens holdning, hvis den amerikanske regering genoptager atomprøvesprængningerne?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Spørgsmålet er jo stillet med henvisning til Washington Posts artikel den 8. januar i år, som refererer en redegørelse om USA's fremtidige atomvåbenpolitik udarbejdet af det amerikanske forsvarsministerium.
     Lad mig på den baggrund indledningsvis bemærke, at den omtalte redegørelse ikke i hovedsagen handler om atomprøvesprængninger, men om nedskæringerne i den amerikanske atomslagstyrke.
     I forlængelse af præsident Bushs erklæring i november 2001 slås det fast, at USA agter at reducere sit arsenal af strategiske atomvåben fra det nuværende niveau på 6000 til mellem 1700 og 2200 sprænghoveder. Hvad angår spørgsmålet om atomprøvesprængninger, som hr. Villy Søvndal præciserer det til her under den mundtlige fremlæggelse, fastslår redegørelsen, at USA fortsat ikke agter at ratificere atomprøvestoptraktaten. Heri er der ikke noget nyt. Bush-administrationen har siden sin tiltræden forfægtet dette synspunkt. Som bekendt afslog Kongressen jo i efteråret 1999 at ratificere traktaten imod atomprøvesprængninger. Samtidig slås det fast i redegørelsen, at USA fortsat har til hensigt at opretholde det frivillige moratorium for atomprøvesprængninger, som har været i kraft siden 1992. Den amerikanske politik er således uforandret. Der er derfor ikke belæg for de påstande om en snarlig genoptagelse af atomprøvesprængningerne, som fremføres i Washington Post-artiklen. Lad mig så dertil generelt om den danske holdning, som jo nok er det, der interesserer hr. Villy Søvndal mest, sige, at den holdning er velkendt, den er klar, og den er uforandret. Vi har sammen med EU-landene vendt os imod atomprøvesprængninger. Den daværende regering gjorde det, og vi står ved det samme. Vi har givet demarche til USA bl.a. i november måned om at være med til at støtte traktaten imod atomprøvesprængninger.

Kl. 13.55

     Danmark har sammen med sine EU-partnere beklaget den amerikanske beslutning om ikke at ratificere, og Bush-administrationens afvisning af på ny at overveje ratifikationen har vi beklaget både i EU og i Danmark.
     Dette skete senest ved FN's konference i november i fjor, hvor Danmark i utvetydige vendinger opfordrede alle stater, som endnu ikke har tilsluttet sig traktaten - og det er mange - til at gøre det hurtigst muligt og uden betingelser. Den linje agter vi at videreføre over for USA.

Villy Søvndal (SF):
Jeg skal takke for svaret, som jeg synes var klart i hvert fald på to punkter, nemlig dels demarchen fra november måned, hvor den danske regering klart har givet udtryk for sin politik, dels beklagelsen af, at USA ikke er villig til at ratificere traktaten, som vi selvfølgelig deler hundrede procent.
     Det, jeg i virkeligheden synes diskussionen går på, er:
Er det rigtigt, som det er udenrigsministerens vurdering, at der ikke er noget særlig nyt i det her, at det vigtige i virkeligheden er et andet budskab, nemlig nedbringelse af antallet af atomsprænghoveder, og at man derfor ikke behøver at være så opskræmt af det?
     Når der måske er grund til at være meget opmærksom på det, er det, fordi det jo er en sag, der er godt gemt væk. Sådan noget sker jo tit ganske stilfærdigt, fordi man kan formode, at der ellers ville lyde et betydeligt ramaskrig fra europæiske lande, men også fra andre lande.
     Men det, som fremgår af kilden i den amerikanske administration, som har videregivet det her til Washington Post, er, at man faktisk lægger op til en ny politik fra amerikansk side, og at her er et første skridt. Vil udenrigsministeren fuldstændig afvise den tolkning fra en kilde i den amerikanske administration?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Ja, det er svært; kilder behøver jo ikke være rigtige. Det kan jeg godt sige i betragtning af alle de kilder, der synes, det er interessant at kildre læsernes opmærksomhed for tiden.
     Det, der står i artiklen, er også interessant, for der står jo, at Bush, siden han overtog embedet, har fastholdt, at han vil fastholde moratoriet, selv om han ikke vil udelukke - og det er jo det, der er afgørende, og som hr. Villy Søvndal er inde på - fremtidige test.
     Det, jeg forstår ved de fremtidige test, er, at amerikanerne arbejder på at udvikle kontrolsystemer, som vil gøre direkte prøvesprængninger unødvendige.
     Men det væsentlige her er jo, at vi er enige om, at det ikke er godt med atomprøvesprængninger, at det betyder, at det breder sig, og at det bliver sværere at opretholde ikkespredningsaftalerne. Derfor vil vi da fastholde den kurs, at vi vil anbefale amerikanerne ikke at gøre det, og vi anbefaler amerikanerne at skrive under på traktaten.
     Men der skal jeg lige minde om, at der er langt igen, selv om amerikanerne skriver under, for der er jo stort set ikke nogen af dem, vi gerne vil have skriver under, som har skrevet under - Kina har heller ikke skrevet under - så det er lidt svært at få denne her nye traktat til at trænge igennem. Men vi fastholder jo fortsat, at der skal arbejdes for den, og vi vil også være opmærksomme på, om der kommer ændringer i den amerikanske politik; det er der ikke i dag.

Villy Søvndal (SF):
Tak igen for svaret.
     Igen deler jeg fuldstændig udenrigsministerens opfattelse af, at hvis amerikanerne gør det her - det er så dér, vi deler os i diskussionen - vil det være sværere at arbejde for ikkespredning af atomvåben.
     Det er klart, at der er en række lande, der står på spring. Hvorfor skulle Iran og Irak holde sig tilbage? USA opfordrer Nordkorea, Indien og Pakistan til at underskrive traktaten. Hvorfor skulle de det? Det er i øvrigt lidt svært med stor styrke i stemmen at anbefale i en situation, hvor man ikke selv underskriver.
     Men måske er der en anden grund til, at amerikanerne er optaget af det her, som også er angivet i Washington Post, nemlig at konservative kræfter - og de er langt mere konservative end udenrigsministeren - højkonservative kredse
i USA, er i færd med at argumentere for at udvikle en ny generation af mindre og mere brugbare atomvåben, hvor man i virkeligheden sænker tærsklen for, hvornår man sætter atomvåben ind, ud fra den tese, at man kan styre dem og i virkeligheden bruge dem som lidt stærkere krudt end stærke konventionelle våben. Er det ikke en argumentation, der bekymrer udenrigsministeren?

Søren Søndergaard (EL):
Jeg er meget enig i de ting, som udenrigsministeren fremlægger, men det, der kunne være et argument for en ændring af det amerikanske moratorium, kunne jo være, at de vurderede, at der var sket nogle ændringer efter den 11. september, som havde betydning for det her område.
     Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, om jeg har forstået udenrigsministeren rigtigt, nemlig på den måde, at udenrigsministeren og regeringen ikke mener, at der er sket nogen ændringer efter 11. september, som på det her område betyder, at man skal afstå fra at arbejde for et totalforbud mod atomprøvesprængninger.

Kl. 14.00

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Til hr. Søren Søndergaard skal jeg først sige: Det er klart, at den 11. september har betydet en kolossal masse i omlægningen af strategierne. Men det har jo bl.a. også betydet, at Rusland og Amerika er kommet nærmere en forståelse af at nedbringe antallet af atomsprænghoveder. Den tilnærmelse, der er kommet mellem USA og Rusland, er jo nok blevet fremskyndet betydeligt af situationen den 11. september.
     Det giver ikke mig anledning til at gå ind for, at der så kommer nye former for atomvåben. Det mener jeg heller ikke man kan læse ud af artiklen, vil jeg godt sige til hr. Søvndal, for der står jo faktisk også, at Forsvarsministeriet for nylig til Kongressen har sagt, at den ikke har nogle aktuelle ønsker om disse nye, små atomvåben.
     Men jeg erkender, der er jo alle mulige forbehold i artiklen - ikke aktuelle ønsker. Kendsgerningen er imidlertid, at Forsvarsministeriet ikke har sat det arbejde i gang ud fra denne her artikel. Men vi ønsker ikke at medvirke til atomoprustning, og der kan også være risiko ved de der teaterslagvåben, som vi jo kender, og de mindre atomvåben. De kommer jo også lettere i de forkerte staters hænder, hvis man begynder at sprede.
     Så vi fastholder stadig væk vores politik om ikkespredning og ikkesprængning, for det betyder jo også, at selv om man laver de der low yield nuclear weapons, som det hedder på engelsk, altså de der små nogle, hjælper det ikke, for de bliver også lettere for terrorister at få fat i efter et stykke tid.
     Så vi ser ikke nogen fremskridt og fremdrift i den udvikling, og det vil vi også sige til amerikanerne, hvis det bliver aktuelt.

Villy Søvndal (SF):
Jeg vil bare kvittere for, at jeg synes, det er en klog position, regeringen har, nemlig at man ubønhørligt vil protestere mod amerikanernes ikkeunderskrivning af traktaten, at man vil modsætte sig kraftigt, formoder jeg, hvis amerikanerne bevæger sig hen imod nye atomprøvesprængninger.
     Vi kan så vurdere forskelligt, hvor stor realitet der er
i det, med baggrund i de her artikler. Men regeringens politik på det her punkt er soleklar, nemlig at uanset eller måske på grund af, at USA er en allieret, vil man meget kraftigt protestere, hvis USA bevæger sig i retning af nye prøvesprængninger. Det er jeg sådan set meget tilfreds med.

Hermed sluttede spørgsmålet.