Om at sikre alle Folketingets partier en plads i det kommende EU-konvent.

Spm. nr. S 25 - besvaret 12/12-2001

14) Til udenrigsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil regeringen sikre, at Folketinget får mindst otte repræsentanter i det kommende EU-konvent, således at en repræsentant for hvert af Folketingets partier får mulighed for at deltage i konventets arbejde?«

Skriftlig begrundelse

Spørgsmålet om indholdet i den næste unionstraktat, som efter planen skal indgås i 2004, indgik ikke i den netop overstående folketingsvalgkamp.
     Det er en mulighed, at den danske befolkning ved en folkeafstemning i 2004 eller 2005 siger nej til den nye traktat. Derfor er det under alle omstændigheder vigtigt, at både unionstilhængere og modstandere bliver repræsenteret i det konvent, som i foråret 2002 går i gang med at udarbejde traktatudkast. Derved sikres en bedre forbindelse til befolkningen - og også den store del af befolkningen, som ikke ønsker mere magt til unionen.
     Derfor bør hvert nationalt parlament have mindst otte repræsentanter i konventet. Så kan alle Folketingets partier få en plads.
     En solid repræsentation fra de nationale parlamenter er endvidere nødvendig for at sikre, at Europa-Parlamentets repræsentanter ikke bliver for dominerende i konventet.

Keld Albrechtsen (EL):
Her i weekenden vil EU-topmødet træffe en beslutning om at lave et såkaldt konvent, dvs. den forsamling, der skal lave en ny unionstraktat, som regeringen selv i et notat nu erkender vil komme til at handle om en forfatning for Unionen, en unionsforfatning.
     I den sammenhæng ser det meget dystert ud med hensyn til Folketingets og Danmarks repræsentation i dette konvent. Der er endog risiko for, at vi kun får nogle ganske få pladser, og at unionsmodstanderne overhovedet ikke vil komme til orde
i den forsamling.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg er forbløffet over, at hr. Keld Albrechtsen allerede er færdig. Jeg er ikke vant til, at det går så hurtigt.

Kl. 15.30

     Det er fuldstændig rigtigt, som hr. Keld Albrechtsen siger, at vi på topmødet i Laeken skal, som det hedder, diskutere konventet.
      Konventet er et meget væsentligt forum, som skal have en åben drøftelse de næste par år omkring Europas udvikling og EU's udvikling. Der skal være repræsentanter for parlamenterne, for Kommissionen, for regeringerne og for kandidatlandene, og vi har lagt meget vægt på, at kandidatlandene kommer med i samme størrelsesorden som EU's medlemslande.
      Det presser selvfølgelig antallet af pladser, så det ikke bliver en fuldstændig voldsomt stor forsamling, som det er umuligt at få en konklusion fra. Derfor har formandskabet
- altså det belgiske formandskab - lagt op til en meget begrænset deltagelse for nationale parlamenter. Det er vi ikke tilfredse med. Vi har meddelt det belgiske formandskab, at vi ønsker flere pladser til de nationale parlamenter, fordi det er meget vigtigt, at de er godt repræsenteret. Og jeg kan garantere spørgeren for, at vi på topmødet de næste par dage vil arbejde for, at vi får et rimeligt antal pladser, så mange som muligt.

Keld Albrechtsen (EL):
Så vil jeg godt spørge ministeren, hvor den danske regerings smertetærskel er, for jeg går ud fra, at vi er enige om, at hvis det f.eks. ender med to pladser til hvert parlament - altså to her fra Folketinget eventuelt med en suppleant eller to - vil det jo reelt betyde, at unionsmodstanden står uden for.
      Det vil så også lægge op til en traktat, som i 2004 vil blive vedtaget, og som sandsynligvis en meget, meget stor del af den danske befolkning vil være modstandere af. Jeg ved ikke, om det er regeringens holdning, at det er et acceptabelt udgangspunkt at starte den her kæmpestore diskussion med. Og jeg må spørge ministeren: Hvis nu ministeren mener, at Europa-Parlamentet, som har mange hundrede medlemmer, er i stand til at træffe beslutninger, hvorfor skal et konvent så være så lillebitte, at der ikke kan blive plads til kritiske røster? Det er ærlig talt lidt svært at forstå.
     Hensigten fra de store landes side må være, at munden skal lukkes på os. Det må jo være hensigten. Og jeg kan ikke forstå, at ministeren vil acceptere det. Hvor går smertegrænsen for den danske regering?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg har sagt til hr. Keld Albrechtsen, at regeringen arbejder på at få så mange med som muligt. Det, der ligger i kortene, er på nuværende tidspunkt to, og vi arbejder for at få flere.
      Jeg vil ikke mene, at vi i Danmark skal blokere for konventets arbejde på spørgsmålet om antallet af pladser. Det ville være forkert at forhindre konventet i at komme i gang. Men vi arbejder for, at der kommer så mange som muligt, for det er vigtigt, og jeg har ikke sat en størrelse for det maksimale. Jeg siger, at vi har arbejdet for, at kandidatlandene kommer med, det går jeg ud fra at vi er enige i, på samme måde som medlemslandene. Vi arbejder for, at der kommer så mange som muligt med fra parlamenterne, det finder vi også vigtigt, og det må så være det, vi tager derned med. Vi har jo også sagt i Europaudvalget, at det er vores position at få så mange med som muligt. Vi synes, to er for lidt, og derfor arbejder vi på at få flere.
     Jeg skal minde om, at man i det forrige konvent, der skulle lave EU's charter, havde to med fra hvert land plus to suppleanter, og det kunne eventuelt være en model. Den accepterede man jo altså sidst fra alle lande, da man lavede EU's charter.
      Men vi vil arbejde for at få flere ind også som faste medlemmer. Jeg kan garantere hr. Keld Albrechtsen for, at det er det, vi vil bestræbe os på, og det er også det, jeg har drøftet med andre regeringer.

Keld Albrechtsen (EL):
Ja, men jeg forstår det så sådan, at selv om regeringen gerne ønsker flere pladser end to, så vil man til syvende og sidst acceptere, hvis flertallet af de andre lande siger, at det kun skal være to. Sådan tolker jeg svaret. Det synes jeg er et meget ubehageligt svar, for så starter man jo med at kortslutte forbindelsen til befolkningen.
     Så vil jeg godt spørge ministeren: Hvis der nu kun bliver to, vil Venstre og De Konservative så sørge for, at den ene af de to bliver en unionsmodstander? Vi vil også kunne risikere, at den danske repræsentation også kommer til at bestå af en personlig repræsentant for udenrigsministeren
- dvs. tre i alt - og vil regeringen så sørge for, at der iblandt de tre i hvert fald vil være én unionsmodstander? For ellers må ministeren da være enig med mig i, at så starter man med at deltage i en føderalistisk forsamling, der vil lave en forfatning, som man altså ikke behøver at være nogen ret stor spåmand for at regne ud, at en meget stor del af den danske befolkning ikke vil bryde sig om. Er det særlig heldigt?

Tredje næstformand (Kaj Ikast):
Ja, tak.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg tror ikke, det er klogt at sige, hvad vi i sidste instans vil acceptere. Man skal ikke sige, hvor den sidste linje er, for så risikerer man at lande på den. Der er jo også andre, der kan høre denne her debat end vi.
     Men jeg siger jo til hr. Keld Albrechtsen, at to er det, der ligger i kortene. Vi arbejder for at få flere, og hvis vi kan få to plus to, så ser jeg da også, at der er nogle, der er EU-skeptiske og nærmest er EU-modstandere, som kommer med, for så vidt jeg kan tælle, er parti nr. 3 og 4 i det danske Folketing da ikke direkte EU-partier. Det vil sige, at så vil der faktisk være en to plus to-dækning dernede, for suppleanterne vil jo være fuldstændig med og kunne følge totalt med i arbejdet.

Kl. 15.35

     Så sådan kan jeg altså se Folketingets sammensætning, og så er hr. Keld Albrechtsens ønske altså opfyldt.
     Jeg kan ikke stå her at garantere, at de, hr. Keld Albrechtsen kalder unionsmodstandere, og som måtte befinde sig uden for Parlamentet, kan komme med, for det er jo parlamenterne, der får de pladser. Så ingen af os her har ret til at gå ud at give en af de to eller fire eller fem eller seks pladser, som vi måtte få, til nogle, der ikke er valgt ind i Folketinget.

Tredje næstformand (Kaj Ikast):
Sidste spørgsmål.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg kan så forstå, at ministeren vil ikke blokere for det forslag, der ligger, selv om det indebærer, at vi altså får en meget lille repræsentation. Nu er et af de fire partier, ministeren mente kunne komme i betragtning, et parti, som faktisk går ind for mere union. Mere skeptisk er det parti heller ikke. Så mængden af unionsmodstand i den danske repræsentation, hvis det går sådan, er efter min mening uacceptabel lille.
     Jeg har faktisk foreslået, at man besatte alle de danske pladser med unionsmodstandere, hvilket ville være rimeligt ud fra den betragtning, at det ikke kan forventes, at der kommer stort andre unionsmodstandere i den forsamling, så snævert som den bliver sammensat. Det bliver et føderalistforum. Det kommer til at minde helt om føderalistklubben her i Danmark.
     Så jeg forstår ikke, at ministeren ikke vil bruge det røde kort eller i det mindste da svinge det gule kort og så sige til dem: Hvis ikke vi kommer højere op, så vil Danmark simpelt hen ikke acceptere det.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Nu skal jeg jo minde om, at Danmark altså tidligere har accepteret to plus to. Det gjorde man altså, da man lavede det sidste konvent. Og nu må jeg jo ikke stille spørgsmål til andre, men jeg ville da utrolig meget gerne på et eller andet tidspunkt have at vide, om hr. Villy Søvndal kan genkende sit forhold til EU i den beskrivelse, hr. Keld Albrechtsen gav af hr. Villy Søvndals forhold til EU. Jeg tror nok, at hr. Villy Søvndal ville protestere.
     Så ville det i øvrigt ikke være demokratisk korrekt, hvis vi besatte alle pladser med unionsmodstandere, for sådan er folketingsvalget altså ikke faldet ud. Vi er altså nødt til at følge det repræsentative demokrati, og når man beslutter, at parlamenterne skal repræsenteres, kan man altså ikke lade parlamenterne repræsentere ved nogle, der ikke er folkevalgte.
     Vi må følge resultatet af det sidste folketingsvalg. Og normalt vil det så være de to største partier på de første pladser, og får man to suppleanter, bliver det de to næste partier. Og det troede jeg hidtil var nogle, der i hvert fald havde et mere kritisk og mere modstandspræget forhold til EU's udvikling, end jeg her kan forstå på hr. Keld Albrechtsen. Men det må hr. Villy Søvndal klare uden for salen med hr. Keld Albrechtsen.
     Vi arbejder på at få så mange med som overhovedet muligt. Det er det, det drejer sig om.
     Men det drejer sig altså om, at vi får konventet til at arbejde, så man får alle de europæiske spørgsmål om Europas udvikling ud til en folkelig, europæisk debat. Ville det være særlig klogt, at vi nu forhindrer en stor europæisk debat, som det er meningen skal foregå i parlamenter, uden for parlamenter, med alle aktører og interessenter i den europæiske udvikling? Skulle vi pludselig stoppe den? Det ville da ikke være særlig klogt.

Hermed sluttede spørgsmålet.