Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en udtalelse fra EU-kommissær Poul Nielson om terroristangrebet i USA den 11. september 2001.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 28 - besvaret 03/10-2001

1) Til statsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
»Mener statsministeren, at det er passende, at Danmarks EU-kommissær Poul Nielson har udtalt, at det var USA's »brovtende normimperialisme«, der havde skabt det had, som førte til terroristangrebet den 11. september 2001, og vil statsministeren indskærpe over for Danmarks EU-kommissær og medlemmer af regeringen, at de ikke nedgør USA i denne alvorlige situation?«

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt spørge statsministeren i forbindelse med den situation, vi har haft omkring terroren her den 11. september, om statsministeren mener, det er passende, at Danmarks EU-kommissær, Poul Nielson, har udtalt, at det var USA's brovtende normimperialisme, der havde skabt det had, som førte til terroristangrebet den 11. september.
     I den forbindelse vil jeg også godt spørge statsministeren, om statsministeren på regeringens vegne vil indskærpe over for den danske kommissær, at det måske ikke er den smarteste bemærkning i den meget, meget alvorlige situation, vi har haft igennem den seneste tid, specielt siden terroristangrebet den 11. september.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg deler spørgerens optagethed af, hvor vigtigt det er, at vi holder en meget klar linje, og derfor har jeg naturligvis undersøgt sagen, så godt jeg nu kan.
     For regeringens vedkommende er det jo vigtigt at understrege, også sådan som jeg gjorde det i går, at vi jo alle klart fordømmer den 11. september, og at vi samtidig lægger utrolig meget vægt på en utvetydig solidaritet i forhold til USA og i forhold til USA's ledelse.
     Den linje er uforandret og er siden jo også kommet til udtryk i Det Europæiske Råd i vores konklusioner her for en uges tid siden. Den Europæiske Kommission støtter aktivt den linje, og formanden for Kommissionen var medunderskriver på den fælles erklæring, som vi, stats- og regeringscheferne, jo offentliggjorde den 14. september.
     Poul Nielson har gjort det klart, at han er blevet fejlfortolket i denne sag. Poul Nielson udsendte den 25. september en pressemeddelelse, hvori han klart fastslår, at USA på ingen måde kan bebrejdes det forfærdelige terrorangreb. Han tilslutter sig fuldt og helt behovet for en samlet reaktion, behovet for den globale alliance, som er så nødvendig for at få bekæmpet terrorismen effektivt, og for at vi samtidig kan få fjernet grobunden for terrorisme.

Peter Skaarup (DF):
Jeg er selvfølgelig fuldstændig enig med statsministeren i, at det netop er vigtigt, at vi holder sammen med vores største allierede igennem mange, mange år, USA, i denne sag.
     Derfor er det da også glædeligt, hvis det er situationen, at Poul Nielson er blevet fejlfortolket, for det er jo med til at skade ikke bare hans, men også Danmarks anseelse, hvis situationen var den, at Poul Nielson skulle have sagt, at USA med sin brovtende normimperialisme, som han altså er citeret for at skulle have sagt, selv skulle have været medvirkende til at have forårsaget det terroristangreb, vi har set.
     Vi har bemærket, at der er en parlamentariker i Europa-Parlamentet, ja, der er vist flere, som ligefrem ønsker Poul Nielson fyret på den baggrund. Men det er klart, hvis Poul Nielson ikke har sagt det, er der jo ikke grund til at kræve ham fyret.
     Jeg vil dog sige, at jeg har læst det interview i Politiken den 20. september, som der henvises til, og det er vel ikke normalt, at journalister i den grad med lange citater kan misforstå eller fejlfortolke en EU-kommissær, som også er vant til at snakke med pressen.
     Der står flere gange ordene brovtende normimperialisme, der står brovtende adfærd om USA direkte citeret flere steder
i den artikel, der er tale om, som Poul Nielson altså har udtalt sig i. Så jeg må indrømme, at jeg synes, det er meget, meget svært at forstå, hvis det virkelig skulle være sådan, at ministeren ikke har sagt det, der står i artiklen. Men jeg håber da, at statsministeren også i sin opfølgning over for Poul Nielson vil meddele, at hvis det er rigtigt, hvad der står i artiklen, hvis der er sagt det, så er det ikke særlig hensigtsmæssigt. Endelig vil jeg godt spørge statsministeren, om det så også betyder, at den meget offensive linje, regeringen på et tidspunkt havde over for USA, og lidt i negativ betydning her, hvor man bl.a. pegede på, at det var galt med Bushadministrationens holdning til ting og sager i det daglige arbejde, f.eks. omkring Kyotoforhandlingerne, er lagt på hylden. For det vil ikke være særlig givtigt, hvis vi går ud fra dansk side nu og ensidigt kritiserer USA.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg må sige til hr. Peter Skaarup, at jeg tror ikke, jeg har meget mere at tilføje. For det første har jeg forelagt det, jeg har kendskab til, og kommissæren, Poul Nielson, har som sagt understreget den 25. september, at de ord er faldet i en helt anden sammenhæng, at han bakker op, ligesom vi alle skal gøre det i Danmark, om sammenholdet med USA i den her dybt alvorlige situation.
     Det ville ikke være klogt at blande den situation, vi står i, sammen med andre spørgsmål.
     Med hensyn til spørgsmålet til Kyoto og hele miljøopgaven bliver det jo til næste år under topmødet i Johannesburg et selvstændigt forhandlingstema, som vi så til den tid dels skal forberede os godt på og dels prøve at forene kræfterne så meget som overhovedet muligt om. Det bliver jo Danmark, der til den tid har formandskabet for Europa.
     Så jeg håber med de her svar, at linjen fortsat er krystalklar, som den skal være, og at vi samtidig kan arbejde for og sammen med USA for at få ført alle de ting, vi har besluttet, ud i praksis.

Hermed sluttede spørgsmålet.