Hjælpemenu

Hovedmenu

Om UNI-C's organisation er i overensstemmelse med EU's transparensdirektiv.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3870

Til undervisningsministeren (4/9 01) af:

Kristian Jensen

(V):

»Mener ministeren, at den nuværende organisation af Uni-C er i overensstemmelse med EU's »transparensdirektiv«, der gælder for virksomheder, der både modtager statsstøtte og fungerer som en aktør på det frie marked?«

Svar (20/9 01)

Undervisningsministeren

(Margrethe Vestager):

Det følger af UNI-C´s regnskabsregulativ, at UNI-C´s regnskaber skal udarbejdes således, at der opstilles en retvisende resultatopgørelse omfattende alle omkostningselementer for såvel de ydelser, som UNI-C leverer på forretningsmæssige vilkår i konkurrence med andre udbydere, som for de statslige opgaver, som UNI-C løser. Oplysningerne om finansiering med statslige midler fremgår af UNI-C´s virksomhedsregnskab samt naturligvis finansloven og statsregnskabet.

De økonomiske forbindelser mellem statskassen og UNI-C samt fordelingen af udgifter og indtægter på aktiviteterne er således gennemskuelige - i overensstemmelse med EU´s »transparensdirektiv«, Kommissionens direktiv 80/723 som senest ændret ved Kommissionens direktiv 2000/52.