Om EU-værdipapirkomité.
Spm. nr. S 3791
Til økonomiministeren (30/8 01) af:
(EL):»Vil ministeren, i forbindelse med forhandlingerne med Europa-Parlamentet om oprettelse af en EU-værdipapirkomité, arbejde for en løsning, som sikrer, at de nationale parlamenter effektivt kan inddrages?«
Begrundelse
Ministeren har støttet det udemokratiske forslag om at overlade afgørelser om værdipapirmarkederne til en embedsmandskomite. Forslaget støder selvsagt på stor modstand i Europa-Parlamentet, som på denne måde kobles ud af lovgivningsprocessen.
I Danmark kan vi jo nok leve med, at Europa-Parlamentet ikke får noget at skulle have sagt, men det er til gengæld helt galt, at Folketinget på samme måde kobles ud. Erfaringerne fra de seneste år har vist, at den parlamentariske kontrol med komitéafgørelser i EU ikke virker, hvilket bl.a. skyldes, at tidsfristerne ikke levner mulighed for realitetsdrøftelse af sagerne.
Men ministeren kunne jo kræve, at der indføres tidsfrister i en kommende værdipapirkomité, som sikrer, at regeringen kan nå at forelægge sagerne for Folketingets Europaudvalg i rimelig god tid, inden beslutningerne træffes.
Svar (11/9 01)
Økonomiministeren
(Marianne Jelved):EU-værdipapirkomitéen (European Securities Committee) blev oprettet med virkning fra den 7. juni 2001 i kraft af en afgørelse, som blev vedtaget af Kommissionen den 6. juni 2001. Værdipapirkomitéen blev oprettet som opfølgning på resolutionen om en mere effektiv regulering af værdipapirmarkederne i EU vedtaget den 23. marts 2001 af Det Europæiske Råd i Stockholm.
Rådet og Europa-Parlamentet skal fremover beslutte de centrale principper og regler på værdipapirområdet i form af rammedirektiver. Samtidig kan Rådet og Europa-Parlamentet vælge at give bemyndigelse til, at de mere tekniske regler overlades til Kommissionen og EU-værdipapirkomitéen inden for rammerne af den gældende komitologiprocedure.
Folketingets Europaudvalg vil på normal vis blive inddraget i henhold til udvalgets beretning om komitologiproceduren. Jeg vil i øvrigt henvise til udenrigsministerens brev af 8. marts 2000 til Europaudvalget vedrørende komitologiproceduren. I forbindelse med anvendelsen af komitologiproceduren på værdipapirområdet vil jeg selvfølgelig tiltræde udenrigsministerens brev, således at Europaudvalget involveres mest muligt i forbindelse med komité ;arbejdet. Jeg skal i denne forbindelse også henlede opmærksomheden på, at der i henhold til Lamfalussy-rapportens anbefalinger vil være fuld åbenhed under hele processen. Jeg mener i øvrigt, at arbejdet på dette område vil kunne tilrettelægges, så Europaudvalget er involveret i hele processen.
Endelig kan jeg oplyse, at der ikke har været afholdt møder i værdipapirkomitéen, og at der endnu ikke findes vedtagne direktiver, som giver bemyndigelse til komitéen.