Om den nye Økonomiske Oversigt fra Økonomiministeriet.
Spm. nr. S 3712
Til økonomiministeren (24/8 01) af:
(UP):»Vil ministeren uddybe, hvad der i den nye Økonomiske Oversigt fra Økonomiministeriet menes med bemærkningen om, at »der i international sammenhæng råder en del usikkerhed om euroens fremtid«?«
Begrundelse
I Økonomisk Oversigt august 2001 søges det på siderne 75-79 forklaret, hvorfor den europæiske euro står lavt i kurs i forhold til den amerikanske dollar til trods for, at USA kører med store underskud på sin betalingsbalance. Forklaringerne virker ikke overbevisende, hvilket forfatterne synes at erkende. I hvert fald slutter de kapitlet af med en bemærkning (på side 79):
»Bortset fra en udbredt opfattelse af euroen som værende undervurderet råder der i international sammenhæng en del usikkerhed om euroens fremtid«.
Om der hermed menes, at man på de internationale finansmarkeder stiller sig tvivlende over for hele europrojektets holdbarhed, er uklart. Der er behov for en uddybning og præcisering.
Svar (30/8 01)
Økonomiministeren
(Marianne Jelved):Som spørgeren selv anfører allerførst i begrundelsen for spørgsmålet, handler det nævnte afsnit i Økonomisk Oversigt om eurokursens udvikling, herunder særligt i relation til dollaren. Sætningen refererer således til usikkerheden vedrørende euroens fremtidige konkrete kursudvikling henimod et mere bæredygtigt ligevægtsleje, idet det er den udbredte opfattelse, at euroligevægtskursen er højere end den aktuelle kurs, jf. diskussionen på side 75-79 i Økonomisk Oversigt.