Hjælpemenu

Hovedmenu

Om fremstilling og transport af økologisk foder adskilt fra almindeligt foder.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3592

Til fødevareministeren (17/8 01) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Vil regeringen støtte tanken om, at økologisk foder skal fremstilles på særlige anlæg og transporteres adskilt fra konventionelt foder, således at forurening med GMO undgås?«

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 3591.

Svar (27/8 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

Økologiforordningen stiller krav om en klar adskillelse mellem økologiske og ikke-økologiske produkter. Virksomheder, der håndterer økologiske og ikke-økologiske produkter skal bl.a. træffe enhver foranstaltning for at sikre, at partierne kan identificeres og for at undgå sammenblanding mellem produkterne.

Plantedirektoratet stiller krav om autorisation af virksomheder, som skal behandle økologiske produkter. Det er en betingelse for autorisation, at virksomheden enten etablerer fysisk adskillelse eller tidsmæssig adskillelse med efterfølgende rengøring mellem konventionel og økologisk produktion. Kravene til adskillelse gælder også ved transport af økologiske produkter, som kun må finde sted efter rengøring af den transportenhed, som tidlig ere er anvendt til transport af ikke-økologiske produkter.

Kommissionen har for nylig præsenteret forslag til Kommissionens forordning om mærknings- og kontrolkrav samt forebyggende foranstaltninger for foder, foderblandinger og om ændring af bilag I, del B, og bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler. Et grundnotat er oversendt til Folketingets Europaudvalg.

Forslaget indebærer, at der indføres fælles regler for kontrol og mærkning samt produktion af foderstoffer, herunder krav om, at produktionen af økologiske foderstoffer ikke må foregå på samme anlæg (linie) som produktion af ikke-økologiske foderstoffer.

Danmark har en klar interesse i, at vore europæiske handelspartnere deltager i arbejdet med at eliminere risikoen for GMO-forurening af økologiske foderstoffer, idet en stor del af råvarerne til den danske produktion importeres. Adskillelse mellem økologiske og ikke-økologiske foderstoffer gennem alle led i produktionskæden er et vigtigt led i dette arbejde. Kommissionens initiativ til fælles regler på foderområdet støttes således fra dansk side, og man vil fra ministeriets side arbejde for, at der indføres så stramme regler som muligt.