Hjælpemenu

Hovedmenu

Om erfaringer omkring opklaring af ulovlig aftale mellem SAS og Mærsk Air overføres til Erhvervsministeriet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3543

Til trafikministeren (13/8 01) af:

Søren Kolstrup

(EL):

»Vil ministeren tage initiativ til, at de erfaringer omkring opklaring af den ulovlige aftale mellem SAS og Mærsk Air, som Trafikministeriet har indhøstet og vil indhøste, systematiseres og overføres til Erhvervsministeriet, så man sikrer, at et lignende arbejde - eller dog arbejde med den samme hensigt - kan indledes over for Mærsk Air, som systematisk har overtrådt EU's konkurrenceregler op gennem 1990'erne?«

Begrundelse

Spørgeren finder det vigtigt, at offentligt kontrollerede selskaber er de fremmeste til at overholde gældende regler, ligesom der påhviler politikerne en særlig forpligtelse til at udnytte muligheden for at indføre åbenhed og demokrati i offentlige selskaber. Alene af den grund - men også af andre grunde - er det vigtigt at fastholde eksistensen af offentligt kontrollerede selskaber. Men spørgeren finder, at der opstår alvorlig fare for en skæv debat i samfundet , såfremt det udelukkende er offentlige selskaber, som udsættes for en helt særlig bevågenhed, alt imens private selskaber - i dette tilfælde vaneforbryderen A. P. Møller gruppen - ikke tildeles samme opmærksomhed.

Svar (27/8 01)

Trafikministeren

(Jacob Buksti):

Det kan oplyses, at Konkurrencestyrelsen, der er en institution under Erhvervsministeriet, deltog i EU-Kommissionens kontrolundersøgelser i de to selskaber og i øvrigt har samme oplysninger som Trafikministeriet, hvorfor der ikke er behov for overførsel af oplysninger.