Om tre politibetjentes tilsidesættelse af instrukser under EU-topmødet i Sverige bør få konsekvenser forpolitiledelsen.
Spm. nr. S 3421
Til justitsministeren (3/8 01) af:
(EL):»Finder ministeren, at Rigspolitichefen og Statsadvokaten for København bør undersøge, om de tre politibetjentes tilsidesættelse af instruksen bør få videre konsekvenser, og om sagen bør have konsekvenser for de ledelsesansvarlige i Københavns Politi?«
Begrundelse
Vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller siger i dag til Ritzau, at de tre betjente, som tog til Sverige, overtrådte deres instruks, men at han trods dette ikke vil foretage sig yderligere udover den omplacering, som har fundet sted.
Det forekommer umiddelbart stødende, at politibetjente kan tilsidesætte en klar instruks, uden at det får anden konsekvens end en omplacering. Det må være et bærende princip, at politifolk handler inden for deres instrukser og ikke skaber en stat i staten. Det må undersøges, om ledelsen i en sådan sag har svigtet.
Svar (9/8 01)
Justitsministeren
(Frank Jensen):Jeg har af samme spørger fået stillet en række spørgsmål i anledning af EU-mødet i Malmø.
Justitsministeriet har i den forbindelse anmodet Politidirektøren i København om en udtalelse.
Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.