Om euroafstemningen.

Til udenrigsministeren (22/6 01) af:

»Hvad er udenrigsministerens kommentar til det forhold, at han forud for den danske euroafstemning sidste år klart tilkendegav, at finanspolitikken måtte strammes i tilfælde af et nej, men at finanspolitikken ikke desto mindre efter nej'et er blevet lempet - først med finanslovforliget med venstrefløjen i slutningen af 2000 og nu senest med Finansministeriets aftaler med kommuner og amter?«

Daværende finansminister Mogens Lykketofts bemærkninger faldt en uge før folkeafstemningen om euroen den 28. september 2000. Her sagde ministeren med udgangspunkt i det fremlagte forslag til finanslov 2001, at befolkningen i tilfælde af et nej til euroen måtte indstille sig på stramninger af finanspolitikken. Det blev som bekendt et klart nej til euroen, men ikke desto mindre indgår regeringen et finanslovsforlig, som indebærer en lempelse af finanspol itikken. Det sker i øvrigt uden negative reaktioner på den danske rente eller kronekursen. Senest har regeringen efter korte forhandlinger med amter og kommuner givet disse mulighed for at bruge alle de penge, som de vil. Dette indebærer selvsagt en yderligere lempelse af finanspolitikken. Igen er det sket uden synlige negative virkninger for den danske rente og kronekurs. Tværtimod har kronen ligget stærkt i forhold til euroen den seneste tid. Det giver unægtelig den ti dligere finansminister og hans regering et forklaringsproblem. Man truer befolkningen med finansstramninger ved et euronej, men disse trusler har vist sig tomme. Det var tom skræmmesnak alt sammen.

Det er glædeligt, at dansk økonomi er så stærk, at der var råderum til service- og velfærdsforbedringer i forbindelse med finansloven for 2001 og aftalerne om amternes og kommunernes økonomi for 2002.

Råderummet for den økonomiske politik er større, når et land deltager i det europæiske samarbejde om den fælles valuta, end når det står uden for.