Om Nicetraktaten.

Til statsministeren (22/6 01) af:

»Er statsministeren enig med Kommissionens formand, Romano Prodi, når han ifølge Ritzau den 21. juni 2001 siger, at EU kan optage nye lande, selv om Nicetraktaten ikke er godkendt af medlemslandene?«

Ritzaus Bureau kan den 21. juni 2001 citere Romano Prodi for udtalelser, som denne er kommet med til den irske avis »Irish Times«. Prodi er på et fire-dages besøg i Irland. »Legalt er ratificeringen af Nicetraktaten ikke nødvendig for udvidelsen«, siger han. Prodi mener, at EU kan udvides med op til 20 lande helt uden problemer. Og flere end 20 lande kan klares med særlige tilføjelser til tiltrædelsesaftalen.

Dermed ligger han på linje med de udtalelser, som den tidligere generalsekretær for Rådet og tidligere danske EU-ambassadør Niels Ersbøll kom med til Information den 9.-10. juni 2001 efter det irske nej: »Medlemslandene vil ikke acceptere, at det irske nej forhindrer østudvidelsen. Medlemslandene vil nok have lettere ved at leve uden Nice, end de havde med at leve uden Maastricht. Der vil selvfølgelig være problemer, hvis man udvider på det nuv&ae lig;rende traktatgrundlag. Men de kan altså løses. Nicetraktaten er jo ikke uundværlig«. Han tilføjer også, at hvis irerne skulle stemme nej igen kan udvidelsesprocessen godt fortsætte.

I forbindelse med andenbehandlingen af L 179, tiltrædelsesaftalen om Nicetraktaten, fremsatte spørgeren på Enhedslistens vegne et ændringsforslag til L 179, som gik ud på, at tiltrædelsesloven »tidligst (trådte i kraft) når EU afgørelse om optagelse af mindst 5 ansøgerlande i EU«. Dette ændringsforslag blev totalt afvist af det store flertal af Folketingets partier.

Kommissionens formand, Romano Prodi, synes udfra ovenstående at være enig i, at det kan lade sig gøre at optage mindst 5 lande uden, at Nice er ratificeret, og at det kan lade sig gøre at udvide med flere end 20 lande, selv om dette vil kræve »særlige tilføjelser« til tiltrædelsesaftalen med ansøgerlandene.

På Det Europæiske Råd i Nice i december 2000 var der enighed mellem EU’s stats- og regeringschefer om, at EU for sit vedkommende skal være klar til udvidelsen fra udgangen af 2002. Dette tidsperspektiv for udvidelsen er senest blevet bekræftet i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Göteborg.

Med Nice-traktaten har EU gjort sit hjemmearbejde og tilpasset institutionerne. Selvom Nice-traktaten er udtryk for et kompromis, er det en god og afbalanceret traktat, som udtrykker EU-landenes fælles mål om at sikre udvidelsen og sikre, at et udvidet EU kan fungere effektivt. Det opfylder Nice-traktaten. Derfor er Nice-traktaten EU’s udvidelsestraktat og den politiske forudsætning for, at udvidelsen kan blive en realitet. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Kommissionens f er enig i denne betragtning.