Hjælpemenu

Hovedmenu

Om omkostningerne ved EU's udvidelse mod øst.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3049

Til økonomiministeren (21/6 01) af:

Kristian Thulesen Dahl

(DF):

»Vil ministeren kommentere beregningerne fra Dresdner Bank over omkostningerne ved østudvidelsen i forhold til de beregninger, som Økonomiministeriet tidligere har udarbejdet, herunder redegøre for om de nye vurderinger giver anledning til en korrigeret/opdateret beregning af omkostningerne ved østudvidelsen?«

Begrundelse

Nye beregninger fra den tyske storbank Dresdner Bank viser, at EU's udvidelse mod øst bliver dobbelt så dyr, som EU og Økonomiministeriet hidtil har oplyst. Konsekvensen kan derfor blive, at EU er nødt til langt hurtigere end forventet at nedtrappe støtteordningerne til de europæiske landmænd.

De nye tal fra Dresdner Bank tyder på, at EU og Økonomiministeriet hidtil har underdrevet omkostningerne ved østudvidelsen, måske for at få udvidelsen til at glide lettere ned hos de europæiske befolkninger.

Det er spørgerens opfattelse, at det er vigtigt med ærlig og reel information til borgerne over de forventede omkostninger ved østudvidelsen.

Spørgeren ønsker derfor, at ministeren kommenterer beregningerne fra Dresdner Bank over omkostningerne ved østudvidelsen i forhold til de beregninger, som Økonomiministeriet tidligere har udarbejdet samt redegøre for, om de ny vurderinger giver anledning til opdateret beregning af omkostningerne ved østudvidelsen.

Svar (4/7 01)

Økonomiministeren

(Marianne Jelved):

Økonomiministeriet har indhentet rapporten fra Dresdner Bank, som nu vil blive gjort til genstand for en vurdering. På baggrund heraf vil jeg senere vende tilbage hertil.