Om EMAS-registrering af en styrelse el.lign. som prøvesag vedrørende Kommissionens fortolkning afudbudsdirektiverne.
Spm. nr. S 2883
Til miljø- og energiministeren (29/5 01) af:
(SF):»Vil ministeren gennem en EMAS-registrering af en styrelse eller institution under f.eks. Miljø- og Energiministeriet lave en prøvesag vedrørende Kommissionens fortolkning af udbudsdirektiverne og EMAS-kravet om offentlig grøn indkøbspolitik?«
Begrundelse
På Miljø- og Planlægningsudvalgets og Europaudvalgets høring den 28. maj 2001 om Kommissionens grønbog om integreret produktpolitik fremkom et forslag om, at Miljø- og Energiministeriet tog initiativ til at EMAS-registrere en eller flere styrelser/institutioner under ministeriet - eller i andre ministerier.
Formålet er konkret at prøve Kommissionens fortolkning af udbudsdirektiverne i forhold til, at EMAS-registrerede virksomheder skal efterspørge miljøkvalitet ved indkøb og udbud ved at kræve produkter med EU's eget blomstermærke eller tilsvarende miljøkrav. Kommissionens foreløbige fortolkning er, at det må offentlige institutioner ikke, hvorved fortolkningen naturligvis strider imod intentionen om, at det offentlige skal gå foran i e fterspørgslen efter mere miljørigtige produkter, et centralt element i Kommissionens grønbog om den integrerede produktpolitik.
Svar (7/6 01)
Miljø- og energiministeren
(Svend Auken):Jeg kan oplyse, at det overvejes at lade Miljøstyrelsen gennemføre en EMAS-registrering. EMAS tilsidesætter imidlertid ikke EU’s øvrige lovgivning, så Miljøstyrelsen vil fortsat være forpligtet til at overholde EU’s udbudsdirektiver.
Fortolkningen af udbudsdirektiverne med hensyn til mulighederne for at stille miljøkrav er uafklaret på nuværende tidspunkt. Men Kommissionen har nu oplyst, at den endelige fortolkningsmeddelelse vil foreligge inden udgangen af juni måned.
Når fortolkningsmeddelelsen foreligger, vil Miljøstyrelsen vurdere, om den er mere åben overfor inddragelse af miljøhensyn i EU-udbud, end det udkast Kommissionen tidligere har udsendt. Herefter vil jeg vende tilbage med et endeligt svar på spørgsmålet.
I relation til den angivne begrundelse for spørgsmålet har Miljøstyrelsen oplyst mig om, at den nye EMAS-forordning ikke forpligter de deltagende organisationer til at kræve produkter med EU’s miljømærke Blomsten eller tilsvarende. Kravet i forhold til indkøb er, at den deltagende organisation skal kunne påvise, at den har indkredset de væsentlige miljøforhold i tilknytning til sine indkøbsprocedurer, og at dens ledelsessystem hensyn hertil. Endvidere bør organisationen bestræbe sig på at sikre, at leverandørerne overholder organisationens miljøpolitik inden for de aktiviteter, der udføres under en kontrakt med organisationen.
EMAS-forordningen indeholder endvidere en bestemmelse om, at EF-institutioner og nationale myndigheder for at tilskynde organisationer til at deltage i EMAS, uden at det berører EF-lovgivningen, bør overveje, hvordan der kan tages hensyn til EMAS-registreringen (hos leverandører), når der fastsættes kriterier for deres offentlige indkøbspolitikker. Det forventes, at fortolkningsmeddelelsen vil klargøre, hvilke muligheder Kommissionen finder, der er herfor.