Om den italienske regerings politik for skattenedsættelser er en trussel for euroen.

Spm. nr. S 2854 - besvaret 30/05-2001

2) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Er den nye italienske regerings politik med skattenedsættelser og nye offentlige udgifter til infrastrukturprojekter en trussel for euroen?«

Skriftlig begrundelse

Dagbladet Børsen skriver den 23. maj 2001, at »Euroen truet af Berlusconis skattesænkning« (side 26). Artiklen påpeger, at den nyvalgte italienske leder Berlusconi i sin valgkamp har lovet, at han vil sænke skatterne med 250 mia. kr., og at en så stor indtægtsnedgang for den italienske stat kan bringe hele eurostabiliteten i fare. Da Berlusconi samtidig har lovet iværksættelse af nye store infrastrukturprojekter, er der udsigt til et stort og voksende underskud på de italienske statsfinanser, hvilket vil være i strid med euroreglerne.

Frank Dahlgaard (UP):
Baggrunden for spørgsmålet er jo, at der er kommet et regeringsskifte i Italien, som er en af de allerstørste økonomier i euroområdet med en statsminister, Berlusconi, som
i valgkampen har givet løfter om at sænke skatterne svarende til 250 mia. kr. og samtidig øge udgifterne til infrastruktur, veje og jernbaner, med et stort beløb. Det giver jo selvsagt underskud eller større underskud på de italienske statsfinanser, og spørgsmålet er: Truer det ikke hele stabiliteten i eurosamarbejdet, når ét land bryder de fælles regler?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Mig bekendt er der ikke kommet konkrete tilkendegivelser fra Berlusconi om, at en kommende italiensk regering ikke vil overholde spillereglerne i samarbejdet om den økonomiske politik i EU. Det er jeg ikke bekendt med. Jeg er bekendt med de tal, som hr. Frank Dahlgaard nævner fra den italienske valgkamp.
     Derfor er det selvfølgelig også interessant, hvad det er for en politik, den nye italienske regering vil føre. Den proces, der foregår nu med regeringsdannelse osv. i Italien, må man jo afvente, inden man tager stilling til den type spørgsmål.
     Endelig er det vigtigt for mig også at bruge denne her lejlighed til at minde om, at både i Den Økonomiske og Monetære Union og i eurosamarbejdet er det det enkelte land, der har ansvaret for finanspolitikken. Men det er jo klart, at den samlede økonomiske politik inden for euroområdet og EU-området er, at man overholder spillereglerne. Spillereglerne består af de bestemmelser, der er i Traktaten, og af det, der er formuleret i stabilitetsobjektspakken.
     Jeg har intet grundlag for i dag at sige, at en ny italiensk regering ikke vil overholde spillereglerne.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret.
     For det første: Kan ministeren oplyse, hvad Italiens offentlig gæld i procent af BNP er i dag? Den er mig bekendt over 100 pct. og allerede over den grænse, der tillades i eurosystemet. Og hvad er underskuddet på de offentlige finanser i Italien? Ligger det ikke på to komma et eller andet procent og kan hurtigt komme op over de tre procent, som er grænsen?
     Når spørgsmålet er interessant, er det jo, fordi alene muligheden for, at Italien kommer i en sådan situation og kører sin egen finanspolitik, som ministeren siger, at de kan gøre, jo udstiller eurokonstruktionens mangel. Man kan ikke stoppe den.
     Kan ministeren bekræfte, at der sådan set ikke er problemer omkring eurostabiliteten, hvis Irland laver sådan noget - de har jo fået en henstilling - eller hvis Finland eller Østrig, de små lande, laver sådan noget? Men når en af de helt store, og bortset fra Tyskland er det jo Frankrig og Italien, bare åbner mulighed for, at det kan ske, så vil finansmarkedet tage sorgerne og bekymringerne på forskud. Og kan det være - det er også et spørgsmål - årsagen til, at eurokursen er faldet til usle 85 US cent?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det er jo rigtigt, som hr. Frank Dahlgaard siger, at euroen står meget lavt i kurs i forhold til den amerikanske dollar, og jeg går ikke ud fra, at økonomiministeren vil fastholde, at det er på grund af en utrolig stærk amerikansk økonomi, som vi hørte i folkeafstemningskampagnen frem til den 28. september sidste år.
     Men når jeg tager ordet, er det for at få økonomiministerens vurdering af, om man i EU-kredsen og her altså blandt eurolandene behandler lande forskelligt. For jeg synes, det ser ud til, at der er en tendens til, at når det er små lande, man falder over, er der ikke så langt fra diskussion til handling, mens der, når det er store lande, er meget længere.
     Vi så det med Østrig, der måtte ifalde sanktioner, fordi de ville vælge en regering, hvor Frihedspartiet indgik. Italien ifalder ikke sanktioner, som oplyst på nuværende tidspunkt. Irland fik en henstilling for sin økonomiske politik og blev bedt om at lave finanspolitikken om. Italien, som har bebudet nogle ting med den nye regering, får ikke nogen henstilling, som det ser ud nu. Der går tiden.
     Er det ikke et udtryk for, at man behandler små og store lande forskelligt i samarbejdet?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge ministeren, om ikke det faktisk bekymrer den danske regering, at de lande, som nu hævder, at de vil indføre euroen pr. 1. januar 2002, er så meget ude af takt, som de faktisk er. Det har den franske statsminister jo også draget den konklusion af, at han nu har foreslået, at der indføres en euroregering, der skal overtage kontrollen med økonomien i de pågældende lande. Den regering vil jo i givet fald blive nødt til at sætte Italien under administration.
     Den italienske regering har jo tænkt sig at gennemføre samme fortvivlede manøvre som præsident Bush med at tage alle statens penge og dele dem ud til dem, der har for mange penge
i forvejen. Det vil jo ødelægge euroen. Det er ministeren vel enig i. Så det, jeg vil spørge ministeren om, er, om vi i dag ikke bør prise os dybt lykkelige over, at den danske befolkning den 28. september sidste år frelste os fra at blive involveret i det morads, som Berlusconi og andre er på vej til at trække Euroland ind i?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg kan se, at de tre uforfærdede eurovæbnere sidder her foran mig. Det er helt hyggeligt at komme tilbage igen til den diskussion. Ja, undskyld, det var venligt ment.
     Til hr. Frank Dahlgaard: Jeg kan ikke det præcise tal med hensyn til den italienske gæld, men den er i størrelsesordenen 100 pct. af deres bruttonationalprodukt. Jeg kan ikke huske, hvor langt de er kommet ned, men det er klart over referencerammen. Derfor er det jo også et krav, der følger af Traktaten, at Italien skal bevæge sig ned imod referencerammen. Men bestemmelsen omkring gældskvoten er jo ikke på samme måde håndfast som størrelsen af underskuddet. Jeg har faktisk ikke tænkt over, at jeg skulle have det tal med, og jeg tror, at det er lidt mindre end 2 pct. Men det kan vi i givet fald vende tilbage til også ved skriftlige spørgsmål, hvis det er nødvendigt.
     Der er ikke forskel på behandlingen af landene. Jeg vil godt understrege, og det ved hr. Thulesen Dahl jo også godt, at der er en procedure, der betyder, at man lægger sine stabilitets-, henholdsvis konvergensprogrammer frem til behandling omkring årsskiftet, og de bliver behandlet i Økofinrådet i februar-marts måned. Der kommer henstillinger, anbefalinger, råd, hvad vi nu vil vælge at kalde det, til landene på baggrund af de programmer, de lægger frem. Det behandles i Europaudvalget osv.
     Derfor er der selvfølgelig ikke nogen henstillinger eller nogen behandling af en kommende ny italiensk regerings økonomiske politik her i maj-juni 2001. Det kan ikke lade sig gøre.

     Til hr. Keld Albrechtsen vil jeg sige: Jeg priser mig ikke lykkelig over nejet. Jeg synes stadig væk, at det havde været flot, hvis Danmark havde været med i den fælles valuta, og jeg har stor tillid til, at det fungerer udmærket.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak til ministeren, som dog ikke fik svaret på den anden del af mit spørgsmål, nemlig om ikke det er rigtigt, at der ligger et problem i, at der er en mulighed - som altså nu er en aktuel mulighed - for, at den kommende italienske regering virkelig gennemfører det, som er blevet lovet, nemlig massive skattelettelser og øgede offentlige udgifter og altså med et større underskud og en stigende gæld til følge, som rammer den fælles euroøkonomi, også tyskerne, også franskmændene, også hollænderne. Og hvordan reagerer de?
     Er det ikke i virkeligheden meget tænkeligt, at det er hovedforklaringen på, at euroen er faldet så meget, som den er, at der ikke er tillid til systemet? Er situationen ikke præcis, som flere kloge mennesker har sagt det, danske økonomer, at man har sat et euroskib i søen, der ikke er bygget færdigt? Der står 12 kaptajner på kommandobroen, og de kan dreje i forskellig retning, bl.a. en italiensk.
     I Danmark er der jo tillid til kronen, fordi man ikke drømmer om, at Fyn begynder at føre sin egen finanspolitik ...

Anden næstformand (Henning Grove):
Ja tak.
     Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg tror, ministeren får en utrolig stor pædagogisk opgave med at forklare borgerne i Østrig og Irland, at der ikke er forskel i den behandling, de bliver udsat for, i forhold til den behandling, Italien bliver udsat for.
     Hvis vi går 1 år tilbage, var der sanktioner over for en østrigsk regering, der var kommet til på baggrund af et demokratisk valg med deltagelse af et parti, som vel i økonomiministerens terminologi vil være at betragte på lige fod med Berlusconis parti. Men der er ikke sanktioner over for Italien.
     Når vi taler om økonomisk politik, er det altså en sandhed, at man over for Irland har sagt, at den finanspolitik, de ville føre, var forkert, og at de skulle lave den om.
     Når man nu ikke har fået alle procedurerne gennemført endnu, må vi spørge økonomiministeren: Hvad vil konsekvensen så være, hvis de valgløfter, den nye regeringschef i Italien er kommet med, bliver ført ud i livet? Hvad vil konsekvensen fra eurolandenes side så skulle være, for at tilliden til euroen kan være til stede?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg går ud fra, at ministeren er enig med mig, når jeg siger, at der er blevet valgt en populistisk regering i Italien, som har fremlagt en stor mængde løfter om alle mulige ting, der skal gøres bedre, samtidig med at man fjerner en meget stor del af statens indtægter. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Det går jeg ud fra at ministeren og jeg er enige om.
     Hvad vil konsekvensen så blive? Ja, konsekvensen vil blive, at euroen vil falde og falde, fordi Italien er så stort et land, at en sådan politik fra italiensk side vil fjerne den sidste rest af tillid, der måtte være tilbage til euroen. Det går jeg også ud fra at ministeren er enig i.
     Men så er spørgsmålet, hvad konklusionen er på den lære, som vi kan se rulle sig ud foran os. Der synes jeg ikke, ministeren var så klar i mælet. Er konklusionen så, at man bliver nødt til at indføre den økonomiske regering i Euroland, som den franske statsminister har bebudet? Eller er konklusionen, at euroen må udsættes eller lade være med at blive indført?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg skal skynde mig at sige, euroen er indført. Den er her. Valutaerne er låst fast. Vi taler om kursen på euroen. Det må betyde, at der er en euro.
     Til hr. Frank Dahlgaard: Jeg fik ikke svaret, og jeg beklager, men det er ikke altid nemt at nå det hele.
      Markederne reagerede jo ikke negativt over for euroen efter valget i Italien. Det kan vi jo se på kursudviklingen, hvad der skete dengang. Så der er ikke umiddelbart en reaktion derfra.
     Så spørger hr. Frank Dahlgaard, og hr. Keld Albrechtsen er inde på det samme: Er der en forkert konstruktion i eurokonstruktionen. Det var det, jeg svarede hurtigt på. Det mener jeg ikke der er.
     Der er et regelsæt, landene har forpligtet sig på, dels via Traktaten og dels via stabilitets- og vækstpagten. Det står jo tilbage for os - undskyld, at jeg brugte den formulering - altså tilhængere, modstandere at se, hvad fremtiden bringer. Jeg mener, at den konstruktion, der er der, holder. Men det får vi se. Ingen kan jo på bedre vis garantere den. Men det er min opfattelse efter de forhandlinger og det samarbejde, der har været indtil nu, at det vil virke. Det er også min opfattelse, at man vil behandle landene ens.
     Jeg synes ikke, at det er rimeligt at tage Østrigsanktionen med ind i den her sammenhæng. Det var ikke et EU-anliggende. Det var ikke noget, der blev behandlet i EU's institutioner, organer. Siden Østrigsanktionen, har der været Nicetraktatforhandlinger, hvor der er kommet et sæt spilleregler på det her område, som jeg tror alle regeringer har taget til sig.
     Vi må også afvente at se stabilitetsprogrambehandlingen til næste år fra den nye italienske regering, før vi kan tage den her diskussion op: Hvem fik ret? Men jeg tror, det er mig, der får ret. Jeg tror, der sker noget, når man får ansvar, kommer i regering. Det har historien vist så mange gange før.

Frank Dahlgaard (UP):
Jo tak, men historien har vel også vist, at hvis man ikke har ansvaret for nogle ting, så handler man ansvarsløst. Og er det ikke lige præcis situationen? Ansvaret er taget fra de italienske myndigheder og de tyske og de franske og lagt over til fælles euromyndigheder. Derfor kan man nu i Italien føre en uansvarlig finanspolitik, for resultaterne bliver bredt ud på hele euro-området til tyskernes og hollændernes og franskmændenes raseri. De kan ikke gøre noget. Er det ikke situationen?
     Ministeren siger, at der ikke var nogen negativ reaktion
i euromarkedet som følge af det italienske valg, Nej, men meningsmålingerne havde jo måneder i forvejen vist, at Berlusconi stod til en kanonvalgsejr, hvad han også fik, og eurokursen har jo været på nedtur i de sidste måneder. Har det ikke sandsynligvis en sammenhæng med, at meningsmålingerne har vist, at det gik i den retning, og at der nu er mulighed for en uansvarlig italiensk finanspolitik, som euromyndighederne ikke kan gøre noget over for?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Ansvaret er netop ikke taget fra Tyskland, Frankrig og Italien via euroen. Ansvaret for at føre en sund finanspolitik, økonomisk politik, i de store lande såvel som
i de små ligger hos landenes regeringer. Hvis Italien eller et andet stort land fører en uansvarlig finanspolitik, som vil belaste euroen, som hr. Frank Dahlgaard beskriver det, så belaster det jo også det samme land. Man kan ikke bare handle, uden at det også har konsekvenser over for en selv, og ansvaret er netop ikke taget fra de lande. Endelig omkring meningsmålingerne og hvad markedet havde forventet: Vi gør opmærksom på, at eurokursen har bevæget sig både op og ned i den periode, hvor der har været valgkamp i Italien. Og eurokursen har været højere i forhold til dollaren inden for de sidste uger, end den er i dag. Jeg har ikke kunnet konstatere på markedet - men jeg vil gerne undersøge det - at der er en eller anden sammenhæng mellem den italienske valgkamp og valget og euroens kurs. Men jeg har ikke kunnet få øje på det.

Hermed sluttede spørgsmålet.