Om Nice-traktaten.

Spm. nr. S 2847 - besvaret 30/05-2001

1) Til økonomiministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil ministeren tage afstand fra Kommissionens angreb på vetoretten på skatteområdet, og er ministeren enig i, at det egentlige formål med Nicetraktatens bestemmelse om »forstærket samarbejde« er at underminere vetoretten?«

Skriftlig begrundelse Ifølge Jyllands-Posten den 23. maj 2001 vil Kommissionen nu opfordre en kreds af EU-lande til at gå foran i kampen for at harmonisere skattepolitikken i EU-landene.
     Kommissionen vil opfordre en række EU-lande til at gøre brug af den nye bestemmelse i Nicetraktaten om »forstærket samarbejde« for at gøre en ende på vetoretten, som de enkelte lande har i forhold til skattepolitikken på skatteområdet i EU. Ifølge Jyllands-Posten vil EU-kommissær Frits Bolkestein, som skatte- og afgiftsområdet hører under, ikke længere finde sig i, at alle forsøg på harmonisering af skatter og afgifter kan blokeres af enkelte lande i EU, fordi disse forslag kræver enstemmighed i Rådet for at kunne vedtages. Kommissæren lægger ikke skjul på, at et af de overordnede formål med denne harmonisering er at få sænket det samlede skattetryk i EU af hensyn til EU's globale konkurrenceevne.
     En af begrundelserne for at f.eks. Frankrig, Tyskland og Italien støttede bestræbelserne for at få gjort det lettere for en gruppe lande at gå videre i et »forstærket samarbejde« var, at det ville styrke EU-integrationen og være med til at drive Unionen videre i et tæt og forpligtende samarbejde. Akkurat som den belgiske formand for eurogruppen har udtalt, at det var vigtigt for landene i eurogruppen at tage fat på en egentlig harmonisering af landenes lovgivning i forhold til skatte- og afgiftsområdet m.v.
     Så når Kommissionen med kommissær Frits Bolkestein i spidsen nu direkte opfordrer en kreds af EU-lande til at gå i spidsen med et »forstærket samarbejde« for at lægge pres på de andre lande med hensyn til en egentlig harmonisering på skatte- og afgiftsområdet, så kan det vist ikke siges tydeligere, at formålet med dette »forstærkede samarbejde« er at underminere og på sigt fjerne vetoretten på de områder, hvor der endnu kræves enstemmighed i Rådets afgørelser.

Keld Albrechtsen (EL):
Efter det udspil, som Europa-Kommissionen er kommet med på skatteområdet, en plan, som går ud på at tvinge skatterne nedad og dermed i virkeligheden underminere grundlaget for velfærdssamfundet i hvert fald her i Danmark, så står det jo klart, at regeringen skød sig selv i foden i Nice, da den gik med til de nye regler om forstærket samarbejde i Nicetraktaten.
      Man kan ganske vist nå at fortryde inden på fredag, hvor Folketinget jo skal tredjebehandle lovforslaget om Nice. Men jeg synes, at vi er kommet i en meget alvorlig situation. De nyliberalistiske hensigter, Kommissionen har, vil jo ramme Danmark hårdt på forskellige punkter, hvor vi bliver truet med retssager.
      Derfor mener jeg, tiden er inde til, at vi nu drøfter her i Folketinget, hvordan Danmark kan indlede en modoffensiv imod den højreorienterede skattepolitik, som EU er slået ind på, sandsynligvis stærkt inspireret af præsident Bush.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Tak for spørgsmålet. Det giver mig jo en chance til endnu en gang at forklare også hr. Keld Albrechtsen, at der ikke i EU kan gennemtvinges regler på skatteområdet imod et lands ønske.
     Danmark kan ikke tvinges til at indføre et bestemt system imod vores egen stemmeafgivning. Der kræves enstemmighed på det område, og det gør der også efter Nicetraktaten.
     Kommissionen har i sin meddelelse givet udtryk for, at den finder, at det i visse skattespørgsmål ville være en fordel med flertalsafgørelser. Det er ikke kommet igennem i Nicetraktaten. Regeringen har jo også været åben over for flertalsafgørelser på visse områder inden for især miljøafgiftsområdet.
     I forbindelse med forstærket samarbejde så kan forstærket samarbejde heller ikke tvinge Danmark til at indføre bestemte skatteregler. Regeringen er part i Nicetraktaten, det er fuldstændig korrekt. Et forstærket samarbejde og den danske holdning i den sammenhæng fik jo en særlig baggrund i nejet til Danmarks deltagelse i euroen, i øvrigt stærkt bakket op af hr. Keld Albrechtsen, fordi euroen jo i sig selv er udtryk for en slags forstærket samarbejde.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg må jo sige, at jeg synes, at ministerens svar afspejler en vis mangel på erkendelse af den alvor, situationen faktisk kræver.
      Men jeg vil godt bede ministeren bekræfte, at Europa-Kommissionen har givet et klart signal om, at man vil gå til angreb om nødvendigt ved EF-Domstolen, dels på vores pensionsafkastsregler og dels på vores afgift på brugte biler.
      Det er der, man vil begynde. Så har man i Kommissionen en plan om momsharmonisering. Man vil have indsnævret det spænd, der i dag er mellem 15 pct. i det laveste land og 25 pct. i Danmark og Sverige. Alt sammen er det noget, der vil underminere den danske statskasse.
      Jeg vil godt bede ministeren bekræfte, at det faktisk er sådan, at Kommissionen har tænkt sig at bruge to redskaber til at prygle Danmark med. Det ene redskab er EF-Domstolen, og det andet redskab er det forstærkede samarbejde, som ligger i Nicetraktaten, som jo betyder, at et genstridigt land kan sættes uden for døren. For i stedet for at stemme sig igennem ved en flertalsafgørelse, som ministeren korrekt siger, at man ikke kan, jamen så kan man bare bortvise Danmark, og så kan de andre vedtage det selv.
     Det er da helt håbløst, at den danske regering frivilligt underskriver en traktat, der indfører en sådan metode til at sætte den danske økonomiminister uden for døren.
      Jeg vil godt spørge: Hvordan kan økonomiministeren overhovedet drømme om at stemme for en sådan bestemmelse?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg har for at starte med den sidste del af spørgsmålet taget konsekvensen af, at der er et dansk nej til euroen - for at sige det lige ud. Det er meget, meget vanskeligt for Danmark og en dansk regeringen at være imod forstærket samarbejde, når vi samtidig siger, at vi ikke er med i euroen. For den konstruktion, euroen giver i EU, er en nøjagtig parallel til forstærket samarbejde. 12 lande ud af 15 er med i et særligt samarbejde, hvor 3 andre er udenfor af fri vilje.
     Forstærket samarbejde er jo muligt, hvis man kan blive enig om det, og hvis man i øvrigt overholder Traktatens regler, og hvis det er sidste udvej. Og ingen lande kan udelukkes fra at deltage i forstærket samarbejde.
     Så den beskrivelse, hr. Keld Albrechtsen nævner, er ikke en helt korrekt beskrivelse.
     Jeg kunne for at være specifik gå ind for forstærket samarbejde på et område som miljøafgifter, energiafgifter og CO₂-afgifter, f.eks. mellem otte lande. Det synes jeg ville være en god idé. Men der er masser af andre områder, hvor det er fuldstændig umuligt at have forstærket samarbejde på skatteområdet. Så så unuanceret er det heller ikke, selv om hr. Keld Albrechtsen giver udtryk for det.
     Når Kommissionen på pensionsbeskatningsområdet har lavet en åbningsskrivelse imod Danmark i 1991, er det udtryk for, at der er et indre marked-problem. Det drøfter vi med Kommissionen. Men der er lang vej fra en åbningsskrivelse i 1991 og til en sag ved domstolene.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg må indrømme, at jeg simpelt hen ikke synes, at ministeren tager problemet alvorligt.
     Så snakker ministeren om euroen, som ikke har noget med den her sag at gøre, for det her drejer sig om skattepolitikken og det indre marked. Og det er fuldstændig korrekt, at Danmark i 1993 gav de andre lande lov til at lave deres euro, hvis de ville.
     Men vi har ikke tilsluttet os. Det gør vi i hvert fald ikke før på fredag. Hvis regeringen fastholder sit ja til Nicetraktaten, så har vi ikke givet de andre lande lov til at sætte vetoretten ud af kraft på skatteområdet ved at lave dette forstærkede samarbejde.
     Så det er altså noget, der stadig væk ikke er afgjort. Det kan jo også være, at den irske befolkning ved folkeafstemningen stemmer det ned, og så får vi hjælp den vej fra.
     Men jeg vil godt spørge ministeren: Hvad vil den danske regeringen gøre for at bremse de planer om momsharmonisering, angreb på brugtbilafgiften og angreb på vores pensionsafkastbeskatning, som Kommissionen har planlagt imod os? Det må da være ministerens ansvar at tage passende skridt, når vores skattesystem bliver truet.

Frank Dahlgaard (UP):
Hvis jeg hørte ministerens første svar til hr. Keld Albrechtsen rigtigt, så var det en understregning af, at det ikke er EU, der bestemmer dansk skattelovgivning, og at vi ikke skal harmoniseres på nogen måde, andet end det vi selv vil.
     Jeg vil bede ministeren bekræfte, at der ikke er tale om, at vetoretten for Danmarks vedkommende falder væk, sådan at vi kan blive tromlet ned, og så man fra Bruxelles kan lave skatteregler, der også skal gælde i Danmark.
     Sådan hørte jeg det, og hvis jeg hørte det rigtigt, mener jeg, at ministerens oprindelige svar var tilfredsstillende.
     Men så vil jeg som den anden ting spørge ministeren: Er det ikke er rigtigt, at i hvert fald ministerens argumentation før folkeafstemningen sidste år gik på, at det der med den fælles mønt og euroen intet havde med skattepolitik at gøre, sådan at man sagtens kan være medlem af euroen uden at skulle harmonisere og ensrette skattepolitikken? Jeg mener ikke, at det er en rigtig argumentation, men sådan sagde ministeren dengang. Er det ikke korrekt?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Først til hr. Keld Albrechtsen: Når der rejses en sag som pensionsafkastbeskatningen med åbningsskrivelsen fra 1991, så er der jo en procedure, hvor man er i drøftelse med Kommissionen. Den fase er vi i lige nu. Sagen har ligget stille i mange år. Vi er nu i den fase.
     Kommissionen har mulighed for at rejse en sag ved Domstolen, hvis man kan begrunde den i det indre marked. Det accepterer vi jo. Vi har jo sagt ja til alle de traktater, og det er en mulighed, hvis man i Kommissionen mener, at Danmark bryder en regel. Der har været retssager om det her også ved EF-Domstolen, som har trukket i den rigtige retning set ud fra danske synspunkter. Lad os nu se, hvad der sker på det område.
     Vi tackler den slags ting på demokratisk vis ved at diskutere og argumentere og gå ind i en proces, i det her tilfælde med Kommissionen og om nødvendigt også med Ministerrådet.
     Det forstærkede samarbejde sætter ikke vetoretten ud af kraft. Det er forkert. Hvis man forestillede sig, at otte lande - det er minimum det antal lande, der skal til - vedtager et eller andet på skatteområdet, som Danmark er uenig i, så omfatter det, de har vedtaget, ikke Danmark. Vi kan ikke via det nævnte forstærkede samarbejde pålægges en bestemt skattepolitik, som vi skal gennemføre i Folketinget.
     Til hr. Frank Dahlgaard vil jeg sige: Den første del af spørgsmålet har jeg vist bekræftet igen. Til den anden del af spørgsmålet om, hvad jeg sagde under eurokampagnen, kan jeg sige: Det er korrekt, at eurodeltagelsen i sig selv efter min opfattelse ikke har noget med skattepolitikken at gøre. Jeg er enig i, hvad jeg har sagt tidligere.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt bede ministeren bekræfte, at hvis der bliver lavet en momsharmonisering eller andre skatteharmoniseringer ved hjælp af det nævnte forstærkede samarbejde, hvor Danmark ikke er med, så vil vi jo få den næste debat, som bliver, at ministeren kommer og siger, at nu skal vi være med i det samarbejde. Det ved vi jo godt. Er der nogen grund til at lege kispus med det? Ja, vi ved godt, hvordan det går. Hvis de andre laver noget, kommer ministeren og siger, at nu skal vi være med.
     Derfor er det jo ikke reelt, når ministeren siger, at det ikke fjerner vetoretten for Danmark. Det gør det jo i praksis.
     Når det samtidig er sådan, at man ydermere truer os med retssager ved EF-Domstolen - og jeg lagde mærke til, at ministeren ikke forholdt sig til spørgsmålet om vores brugtbilafgift - bør Danmark så i det mindste ikke sige til Kommissionen, at vi i hvert fald ikke vil underskrive den Nicetraktat, før vi har fået garanti for vores skatteregler, og før de har afstået fra de retssager? Det synes jeg er et meget beskedent krav fra dansk side, og det kan vi jo bare meddele dem. Der er jo god tid. Der er jo ikke noget, der haster med den Nicetraktat.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Nu har jeg deltaget i temmelig mange ministerrådsmøder efterhånden, og jeg kan ikke erindre et ministerrådsmøde - og det er jo dér, beslutningerne træffes, vil jeg gerne understrege - hvor der har været tale om, at der er enighed eller ønske om at harmonisere momssystemet forstået på den måde, at vi skal have ens moms. Det er der faktisk ikke.
     Det, der drøftes, er minimumsbestemmelser. Så har Kommissionen ønsket, at vi også forpligter os til ikke at hæve momsen over de 25 pct. Det har vi stillet os meget tvivlende over for. Men vi har ingen planer om fra dansk side at hæve momsen over 25 pct., det vil jeg gerne understrege. Men det er den type diskussion, der er, og ikke en harmonisering.
     Så vil jeg sige, at grænsehandelsproblemstillingen jo er velkendt i Danmark. Vi har i vores skattepolitik gennem årene gjort gældende, at Danmark ud fra et grænsehandelsproblem ville følge benzinpriserne, underforstået og måske også sagt direkte, i Tyskland. Det er ikke kommet af det nævnte forstærkede samarbejde.
     Det er jo klart, at vi som et åbent land mange gange er under et internationalt skattekonkurrencepres. Det må vi forholde os til. Men det er altså ikke noget, der er affødt af forstærket samarbejde. Og man kan ikke via det nævnte forstærkede samarbejde tvinge et skattesystem igennem i Danmark.

Keld Albrechtsen (EL):
Det, ministeren siger, vil have lidt mere troværdighed, hvis hun kan garantere, at Danmark, hvis der kommer et forstærket samarbejde på skatteområdet inden for sådanne ting som pensionsafkast, brugtbilafgift og momsharmonisering, så ikke er med, og at ministeren ikke efterfølgende kommer og siger, at vi skal være med i sådan et forstærket samarbejde.
     Kan ministeren afgive en sådan garanti? For hvis ministeren ikke kan afgive en sådan garanti, så mener jeg ikke, at det, ministeren siger om, at vetoretten er intakt, er troværdigt. Så er vetoretten reelt undermineret, for så ved vi godt, hvad det er for en glidebane, vi har med at gøre. Så laver de andre et forstærket samarbejde, hvor Danmark ikke er med, og så kommer ministeren og siger: Vi bliver nødt til at være med, vi skal sidde med ved bordet, vi skal have indflydelse, så Danmark skal med i det forstærkede samarbejde.
     Men kan ministeren give en garanti for, at det vil hun ikke komme efterfølgende og forsøge at få Danmark med ind i?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Nej, og det er slet ikke det, mine svar går ud på. Jeg vil da ikke på forhånd forpligte en dansk regering til at sige nej til et forstærket samarbejde. Vi har ønsket det for at få fremdrift f.eks. på miljøafgiftsområdet og energiafgiftsområdet. Hvis nu otte nordeuropæiske lande kunne lave et regionalt samarbejde om nogle energiafgifter, skulle Danmark så af principielle grunde holde sig uden for det samarbejde? Det synes jeg ville være uklogt.
     Der kan være andre eksempler, hvor jeg vil sige, at det vil Danmark ikke være med til eller indgå et forstærket samarbejde om. Nu er der en mulighed i traktaten for et forstærket samarbejde. Jeg mener ikke, at Danmark på forhånd skal afskære sig muligheden for at tage konkret stilling fra sag til sag, hvis der rejses et forslag om et forstærket samarbejde på et område.
     Men det fratager ikke Danmark vetoretten, hverken at være med i et forstærket samarbejde eller holde sig uden for.

Hermed sluttede spørgsmålet.