Om, hvilke lande i Vesteuropa der har en kortere barselorlov end Danmark.

Spm. nr. S 2497 - besvaret 02/05-2001

8) Til arbejdsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Hvilke lande i Vesteuropa har en kortere barselorlov end Danmark?«

Skriftlig begrundelse

Danmark er et af de rigeste lande i verden. Alligevel har vi en barselorlov på kun 6 måneder. I Norge er orloven på 12 måneder og i Sverige 18 måneder. Der er næppe mange lande i Europa, hvor spædbørnsmødre får tilbudt en så kort barselorlov, som i Danmark.

Frank Dahlgaard (UP):
Baggrunden for spørgsmålet er jo, at arbejdsministeren for nylig i Folketinget har tilkendegivet, at der ikke er råd til, og at det vil give en række problemer, hvis man forlænger barselorloven i Danmark fra 6 måneder til 9 måneder eller 12 måneder.
     På den baggrund er det interessant at vide, om der overhovedet er lande i Europa, der har en kortere barselorlov, end Danmark har i dag.

Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Europa-Kommissionen har i en rapport af 15. marts 1999 redegjort for længden af barselorlov i de enkelte EU-lande. Barselorlov forstås her i overensstemmelse med graviditetsdirektivets artikel 8 som sammenhængende uger i forbindelse med fødslen. Af den rapport fremgår det, at de fleste lande ligger på eller lidt over det minimum på 14 uger, som følger af graviditetsdirektivet.
     Danmark er registreret i rapporten med 28 uger, hvilket er den klart længste barselorlovsperiode, der optræder i Europa-Kommissionens rapport. Italien følger med godt 21 uger, mens f.eks. UK og Tyskland ligger på nøjagtig 14 uger.
     Til barselorlovsperioden kommer så landenes forskellige forældreorlovs- og børnepasningsorlovsordninger. Forældreorlovsdirektivet giver ret til mindst 3 måneders forældreorlov, men indeholder ingen regler om økonomisk kompensation. I Danmark er der derudover mulighed for at tage børnepasningsorlov, altså en samlet orlov ud over 1 år.
     Videnscenter for Ligestilling deltager i et EU-finansieret projekt, hvor bl.a. de forskellige orlovsmuligheder for forældre som helhed sammenlignes i udvalgte EU-lande. Vi venter en rapport i juni måned, men i et udkast, om de udvalgte lande med alle de forbehold, der nu må tages, fordi det er et ufærdigt arbejde, inddelt efter, om de har en god, mindre god eller ingen økonomisk kompensation til personer på forældre- og børnepasningsorlov.
     Danmark og Sverige er registreret som nogenlunde på linje med hinanden med god økonomisk kompensation, mens Finland og Østrig giver mulighed for længere samlet orlov, men med lav kompensation. Og eksempelvis Spanien og Grækenland har slet ikke nogen orlovsydelse efter barselorloven. Portugal giver god kompensation kort efter barselorloven, men ellers må orlov holdes uden økonomisk kompensation.
     Det er svært at sammenligne landene på dette område, idet de har indrettet sig forskelligt med de forskellige orlovsordninger, men der er ikke baggrund for at fremstille Danmark som et land, der har dårligere orlov end andre.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret, som er overraskende, for hvis man sidder som almindeligt menneske og hører på svaret, er det vel nærmest, at Danmark hører til et af de lande, som har længst barselorlov. Det sagde ministeren jo: 28 uger er klart den længste barselorlov, og så kommer Italien bagefter med 21 uger.
     Altså er dette her ikke i virkeligheden misinformation? Samtidig med at det er formelt korrekt, hvad ministeren siger, er det så ikke reelt ukorrekt?
     For det første må jeg spørge, om ikke der i Europa findes andre lande end EU-lande, f.eks. Norge, Island og Schweiz? Mig bekendt er barselorloven i Norge på 12 måneder. Det er 52 uger. Mig bekendt er barselorloven i Sverige, som er et EU-land på 1½ år. Jeg ved ikke, hvad den er i Island, men jeg tror, den er 9 måneder. Jeg ved slet ikke, hvad den er i Schweiz. Men det ville jeg da gerne have oplyst.
     Er det ikke korrekt, at når man lægger de forskellige former for forældreorlov og børneorlov og barselorlov sammen, ligger Danmark ikke i top, men i bund?

Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Jeg skal henvise til mit første svar. Vi har fundet oplysningerne i en rapport, der er udarbejdet af Europa-Kommissionen.
     Med hensyn til forholdene i Norge er det sådan, at der er mulighed for enten 52 uger med 80 pct.s lønkompensation eller 42 uger med 100 pct.s lønkompensation. Derudover findes en kontantstøtteordning, hvor forældre med børn mellem 1 og 3 år får 3.000 norske kroner om måneden til at få passet børnene hjemme eller ude.
     Jeg er ikke på stående fod i stand til at besvare de yderligere spørgsmål, der blev stillet, men vil meget gerne opfordre til, at hr. Frank Dahlgaard stiller et skriftligt spørgsmål til mig, så skal jeg sørge for, at der kommer en udtømmende rapport for hele Vesteuropa.
     Det kræver imidlertid lidt mere tid at få alle de oplysninger fremskaffet, men det er jo også et problem, at mange af ordningerne er så forskellige, at et sammenligningsgrundlag er svært at få udarbejdet.

Frank Dahlgaard (UP):
Nu er det næsten 14 dage siden, jeg stillede dette her spørgsmål. Det skulle egentlig have været besvaret sidste onsdag, men ministeren bad, om det kunne blive udskudt. Det sagde jeg så var helt i orden. Så der har jo egentlig været tid nok.
     Når ministeren siger, at i Norge er det altså 52 uger med 80 pct.s kompensation eller 42 uger med fuld lønkompensation, er det temmelig meget bedre end de 28 ugers barselorlov, ministeren oplyste om her for Danmarks vedkommende.
     Norge er jo, selv om de er uden for EU, også et europæisk land. Det er altså et land, der ligger langt foran her. Så jeg synes, det er utilfredsstillende, at arbejdsministeren møder op og ikke har skaffet oplysningerne på det her område, som jo må være lette at skaffe, bl.a. fordi man har den rapport fra Europa-Kommissionen af 15. marts.
     De spørgsmål, som ministeren beder mig stille, har jeg allerede stillet i tilknytning til de lovforslag, der er fremsat.

Bjarne Laustsen (S):
Nu kan man jo aldrig vide, hvad der ligger bag ved et sådant spørgsmål, som hr. Frank Dahlgaard har stillet; det får stå hen. For normalt ville man kunne slå op i statistikkerne for at se, hvordan andre lande har indordnet sig.
     Men jeg vil gerne spørge arbejdsministeren, om ikke arbejdsministeren er enig i, at det er lidt underligt, at hr. Frank Dahlgaard, der er imod harmonisering, mod, at man skal gøre som i andre lande, at gå sammen med andre lande, nu har et forslag om, at vi skal sammenligne os med Island og med Norge, når man ellers ikke går ind for harmonisering i Europa.

Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Jeg vil gerne starte med at takke hr. Frank Dahlgaard for den fleksibilitet, der blev udvist sidste onsdag. Det synes jeg i virkeligheden er et ganske glimrende udtryk for, at det er et Folketing, der trods meningsforskelle samarbejder. Tak for det.
     Den tid, der så har været til rådighed yderligere, har ikke, trods alt, været lang nok til at fremskaffe alle de oplysninger, der er nødvendige. Men jeg kan godt give hr. Frank Dahlgaard det tilsagn, at vi selv finder det meget interessant at få det her meget dybere indblik i, hvordan det forholder sig i de enkelte lande i Vesteuropa, og det, der er lidt tidkrævende, er netop det, jeg var inde på før, at ordningerne er svære at sammenligne.
     Tag f.eks. udsagnet om, at Norge har mulighed for 42 uger med 100 pct.s lønkompensation. Der gælder også her nogle maksimumregler, så har man en relativt høj indkomst, får man altså ikke den maksimale kompensation. Og sådan nogle ting, der er forskellige fra land til land, gør ordningerne svære at sammenligne. F.eks. i Sverige er det sådan, at man de første 26 uger får 85 pct.s kompensation af lønnen, dog højst
120.359 svenske kroner, de næste 26 uger er det 75 pct. af lønnen, dog højst 106.990 kr., og de resterende 12 uger er det 420 svenske kroner om ugen, og det gør altså, at sammenligneligheden har svære vilkår. Til hr. Bjarne Laustsen vil jeg blot sige, at jo, man kunne jo godt, hvis man var i det polemiske hjørne, kommentere det lidt besynderlige i, at det er vigtigt, at vi skal være på omgangshøjde med hinanden. Det vil jeg ikke gå yderligere ind i her.

Frank Dahlgaard (UP):
Blot afslutningsvis skal jeg så måske gå ind på det og sige, at jeg ikke går ind for harmonisering på det område. Men regeringen er selv for nogle år siden gået ud med »Danmark som foregangsland« - og det synes jeg i øvrigt er et godt projekt. Det er et projekt, hvor vi skal sammenligne os med de andre, og vi skal prøve på at være på forkant. Men så er der her - det er min fornemmelse - et område, hvor vi ikke er på forkant, men på bagkant, hvor vi ligger rigtig dårligt, og hvor regeringen alligevel har givet udtryk for, at der ikke er råd; selv om økonomien aldrig har været bedre og der aldrig i Danmark har været flere i beskæftigelse, er der ikke råd til at komme op bare i nærheden af, hvor man er med hensyn til barselorlov, når vi tager det hele med i f.eks. de øvrige nordiske lande.
     Det var det, der var baggrunden for spørgsmålet, men jeg takker for ministerens tilsagn om at komme med yderligere oversigtsmæssigt skriftligt materiale på det her område.

Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Det er jo sådan i den her debat, at mange her i Danmark med drømmende øjne taler om de fantastisk gode vilkår i Sverige. Derfor er det vigtigt for mig at gentage, at Danmark og Sverige er registreret som liggende nogenlunde på linje med god økonomisk kompensation. Der er altså ikke et betragteligt efterslæb i Danmark, hvis ambitionen var at være på svensk niveau. Vi bliver bedømt af Europa-Kommissionen som værende liggende nogenlunde på linje.
     Derudover skal jeg komme med den korte kommentar, at når vi nu har henvist til omkostningerne og problemstillingen i forhold til udbud af arbejdskraft i en tidligere debat her i Folketinget, skal der ikke lægges skjul på, at én af årsagerne til vores bekymring bl.a. er de konkrete erfaringer fra den norske ordning. Det er forhold, jeg vil komme tilbage til i forbindelse med de oplysninger, vi er ved at indsamle.

Hermed sluttede spørgsmålet.