Hjælpemenu

Hovedmenu

Om benyttelse af EUROCRUDE til at spore kilden til olieforureninger i dansk farvand.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2449

Til miljø- og energiministeren (18/4 01) af:

Søren Kolstrup (EL):

»Vil ministeren oplyse, i hvilket omfang danske myndigheder benytter det internationale »oliefingeraftryksregister« EUROCRUDE til at spore kilden til olieforureninger i dansk farvand, og i hvilket omfang et eventuelt manglende brug heraf kan medvirke til, at skibsførere anser det for mindre risikabelt ulovligt at udlede olie i dansk farvand?«

Svar (30/4 01)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende:

»Eurocrude var et treårigt EU-projekt (1992-1995) med deltagelse af Danmark og fem andre europæiske lande. Projektet resulterede i opbygningen af en database for »oliefingeraftryk«. Ved projektets afslutning i 1995 indeholdt databasen oplysninger om ca. 300 analyserede råolier fra forskellige områder i verden. Danmarks Miljøundersøgelser har samme adgang til databasen, som øvrige lande og interesserede.

Det skal bemærkes, at Eurocrude-databasen hovedsageligt indeholder data for råolier. Databasen er således ikke velegnet til sporing af raffineret olie eller blandede olieprodukter, som udgør langt hovedparten af de skibsbaserede olieudslip på dansk område.

Herudover skal man være opmærksom på, at selve Eurocrude-projektet sluttede i 1995. I perioden herefter er der ikke sket nogen koordineret opdatering af databasen.

Projektdeltagere såvel som andre interesserede har fået databasen stillet til rådighed på en PC-diskette og har selvstændigt kunnet opdatere denne version af databasen i det omfang det enkelte land eller andre interesserede har haft adgang til oplysninger om yderligere råolier.

I dag er der således ikke – hverken for Danmark eller for de andre fem projektlande - adgang til en fælles international database, hvor der er sket en koordineret opdatering baseret på oplysninger fra de nævnte lande. Som det fremgår af svaret på spørgsmål S 2450 har Danmark ikke selvstændigt foretaget en egentlig opdatering af databasen for perioden efter 1995.

I relation til sporing af råolie, der er fundet på dansk område, har Danmarks Miljøundersøgelser i samarbejde med tidligere projektpartnere (England og Tyskland) i et par tilfælde anvendt databasen i forsøg på at spore kilden. I et tilfælde under projektperioden er et fund af råolie blevet henført til et bestemt dansk oliefelt i Nordsøen.

Da databasen hovedsageligt indeholder data for råolier, er denne som nævnt ikke velegnet til sporing af hovedparten af den olie, der stammer fra skibsbaserede olieudslip.

Når der opdages et oliespild på havet udtager Søværnets Operative Kommando prøver fra den udledte olie, og såfremt der er en mistanke til et skib tages der ligeledes prøver fra skibet. Prøverne analyseres hos DMU og sammenlignes. Er prøverne identiske er der stor sandsynlighed for, at olieudslippet stammer fra det pågældende skib.

Databasen hos Danmarks Miljøundersøgelser - der indeholder data vedrørende råolie - formodes således ikke at have haft nogen indvirkning på skibsføreres tendens til at udlede raffineret olie eller blandede olieprodukter i dansk farvand.«