Om dokumentation for påstande i rapporten fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance.
Spm. nr. S 2360
Til statsministeren (5/4 01) af:
Pia Kjærsgaard (DF):
»Vil statsministeren hos forfatterne af rapporten om Danmark fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) indhente dokumentation for påstandene i punkt 45 om, at »muslimske kvinder, der bærer tørklæde, er angiveligt også blevet nægtet adgang til befordring med offentlige busser«, og punkt 47 om, at »ikke desto mindre afviser flere kommuner uden for København angiveligt regelmæssigt ansøgere fra etniske mindretal«, og i fald dokumentationen for påstandene kan fremlægges, vil statsministeren kommentere, om de nævnte eksempler kan anses for at være enkeltstående eksempler eller er udtryk for at være generelle?«
Begrundelse
Den 3. april 2001 kom Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) med sin anden rapport om Danmark.
Rapporten er på mange måder en grov nedvurdering af Danmark og danskerne, og i nævnte punkt 45 og 47 slynges et par grove påstande ud i luften, der bygger på løsagtige »angiveligheder«.
Det er naturligvis forkert, hvis en buschauffør har afvist en muslimsk kvinde, alene fordi den pågældende har båret tørklæde, men spørgeren savner dokumentation for påstanden. I fald påstanden kan fremlægges, bedes statsministeren kommentere, om statsministeren finder, at hændelsen kan anses for at være et enkeltstående tilfælde, eller om denne skulle være udtryk for et generelt fremmedhad hos danskerne.
Det vil ligeledes være forkert, hvis kommuner uden for København regelmæssigt afviser ansøgere fra etniske mindretal alene af den årsag, at de kommer fra etniske mindretal. Det er spørgerens opfattelse, at det vil være forkert alene af den årsag, at det i henhold til gældende lovgivning er ulovligt. Ikke desto mindre nævnes det i rapportens punkt 47, men spørgeren savner dokumentation for påstanden. I fald påstanden kan fre mlægges, bedes statsministeren kommentere, om statsministeren finder, at hændelsen kan anses for at være et enkeltstående tilfælde, eller om denne skulle være udtryk for et generelt fremmedhad hos danskerne.
Det er spørgerens opfattelse, at forfatterne i rapporten slynger om sig med påstande, der bygger på forkerte oplysninger, misinformation, antagelser, løsagtigheder m.v. og ønsker derfor, at statsministeren hos forfatterne indhenter dokumentation for de fremsatte påstande.
Svar (27/4 01)
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Situationer som de beskrevne er formentlig enkeltstående tilfælde og selvsagt uacceptable. Der kan i øvrigt henvises til de danske bemærkninger ad pkt. 47-48 (bilagt rapporten), hvor der bl.a. gives et eksempel på indgriben, når sådanne ulovligheder konstateres.