Om, at Danmark ikke vil acceptere indførelse af skatte som indbetales direkte til EU.
Spm. nr. S 2210 - besvaret 28/03-2001
3) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil statsministeren melde klart ud, at Danmark ikke vil
acceptere indførelse af skatter, som indbetales direkte til
EU, fordi dette vil være et afgørende skridt i retning af
etablering af en føderation eller forbundsstat?«
Skriftlig begrundelse
Udenrigsministeren har ifølge Politiken den 22. marts 2001
tilkendegivet, at han ikke har principielle problemer med en
direkte skat fra borgerne til EU, som foreslået af EU's
budgetkommissær Michaela Schreyer. Det er overraskende, at
udenrigsministeren således skaber uklarhed om Danmarks
holdning til et spørgsmål, hvor der i Danmark ikke tidligere
har været tilslutning hos partierne til en sådan
føderalistisk idé.
Indførelsen af en direkte EU-skat er naturligvis et
indlysende krav fra de kræfter, som ønsker at den kommende
EU-grundtraktat - som skal udarbejdes på regeringskonferencen
i 2004 - skal blive en forfatning for en egentlig
forbundsstat. Dette skal ses i sammenhæng med for eksempel
den tyske udenrigsministers forslag om en unionspræsident og
tanken om at indføre regler om unionspartier, som allerede er
med i Nicetraktaten.
Udenrigsministerens melding er tankevækkende, fordi
indførelsen af en sådan skat vil indebære en klar
suverænitetsafgivelse, da Folketingets kontrol med skatter og
afgifter er en helt central del af grundloven.
Keld Albrechtsen (EL):
Forleden var det omtalt i Politiken, at der er en
EU-kommissær, der ønsker at indføre direkte skatteopkrævning
til Unionen. Jeg går ud fra, det håber jeg da, at det er en
tanke, som den danske regering under ingen omstændigheder vil
bevæge sig ind i, men problemet er, at udenrigsministeren i
den avisartikel var citeret for at sige, at han ikke havde
problemer, i hvert fald ikke principielle problemer med
indførelse af en sådan direkte skatteopkrævning fra Unionen.
Så det håber jeg at statsministeren vil ramme en pæl igennem.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg tror, der måske nok her foreligger en misforståelse i den
forstand, at det jo ikke er sådan, at vi fra vores side går
ind for en direkte borgerskat til EU. Men i dag har vi jo et
system, vi kalder egne indtægter, hvor en del af
momsgrundlaget som bekendt går til finansiering af
EU-samarbejdet. Og det, udenrigsministeren har været inde på,
var at kommentere et ønske fra budgetkommissæren om at
indføre en mere direkte form.
Men vi er ikke tilhængere af en model, hvor EU som
sådan opkræver skatter direkte hos borgerne. Det skal fortsat
være myndighederne i det enkelte land, som står for
opkrævningen. Og jeg synes egentlig, at det er dér, det
centrale er.
Så er det rigtigt, at udenrigsministeren har sagt: Jeg
vil da gerne diskutere det spørgsmål; om vi kan gøre det
enklere, om der er andre veje at gå.
Men jeg tror, at det egentlig hører til, som jeg ser
det, en mere teknisk betonet diskussion.
Jeg synes, det afgørende er, at her i landet opkræver
vi, danske myndigheder, vores skatter og afgifter til
finansiering af de opgaver, vi nu beslutter os for her i
Folketinget.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke synes, at
statsministerens svar var krystalklart, men så vil jeg prøve
at spørge igen.
Hvis nu f.eks., at EU fik mulighed for direkte at
opkræve en CO2-afgift, så kunne jeg forstå på
statsministeren, at så ville det i hvert fald ikke være
sådan, at det var Kommissionens egne embedsmænd, der kunne gå
og opkræve CO2-afgiften her i Danmark, men det skulle ske af
danske myndigheder. Men det er jo stadig væk en direkte
EU-skat.
Derfor vil jeg godt bede statsministeren bekræfte, at
det system, som vi har i dag, går ud på, at det kun er
nationalstaterne, der kan opkræve skatter og fastsætte
skatter, og at de penge, EU har, er penge, der kommer ved
bevillinger fra statskasserne direkte til EU i form af de
overførsler, der sker, og at det skal der ikke laves om på.
Det er jo ikke nok, at det bliver danske embedsmænd, der
skal gå og opkræve Kommissionens skatter. Det er jo ingen
løsning. Så er det jo en direkte skat. Så jeg håber, at
statsministeren lige vil gøre dét helt klart.
Per Kaalund (S):
I forlængelse af hr. Keld Albrechtsens spørgsmål vil jeg
gerne spørge statsministeren, om det ikke er sådan, at skal
der indføres nye former for direkte skatter, som skulle
opkræves af EU, så vil det kræve enstemmighed, således at
Danmark har sin beslutningsret og i givet fald kunne nedlægge
et veto. Så det er en ren dansk beslutning, om noget sådant
skal indføres.
Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til hr. Per Kaalund kan jeg bekræfte, at det er sådan, at
hvis man skulle forestille sig, at EU skulle opkræve skatter
direkte over for borgerne, så ville det kræve en
traktatændring, og dermed ville vi naturligvis kunne sige nej
og sige fra.
Men jeg skal bare føje til for at gøre mit svar helt og
velbelyst, at i dag er det jo også sådan, at toldindtægter og
landbrugsimportafgifter går til EU. Så vi kender selvfølgelig
et system, som har at gøre med egne indtægter. Men grænsen
går som sagt dér, hvor mit første svar var henne.
Det er vel, hvad jeg kan oplyse om det her spørgsmål i
dag.
Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt bede statsministeren bekræfte, at bortset fra de
indtægter, der opkræves ved EU's ydre grænser, altså de der
toldindtægter, som statsministeren nævnede, så vil det ikke
fra den danske regerings side på noget tidspunkt blive
accepteret, heller ikke som traktatændring, at vi får et
system, hvor EU's myndigheder kan fastsætte en skat, som skal
opkræves i medlemslandene enten af Kommissionen selv eller af
de pågældende landes embedsmænd. Det er det, der for mig er
det afgørende punkt.
Jeg synes ikke, at statsministeren klart tog stilling
til mit spørgsmål. Mener statsministeren, at EU skal have ret
til f.eks. at fastsætte bestemte afgifter, som staterne så
skal opkræve på Kommissionens vegne hos borgerne?
Det synes jeg ikke lå krystalklart i ministerens svar.
Hvis ministeren ikke kan svare klart på det i dag, så synes
jeg, at det er et stort problem. Så vil jeg selvfølgelig
forfølge det. Men det bekymrer mig lidt, for jeg synes, at
retten til at opkræve skatter er noget, der går ind i kernen
af den nationale suverænitet.
Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg er enig med statsministeren i, at det er et teknisk
spørgsmål, hvorvidt en EU-skat eller en EU-afgift skal
opkræves, ved at det er Europa-Kommissionen, der skriver
direkte ud til borgeren, eller det er danske embedsmænd, der
på Kommissionens vegne skriver videre ud til borgeren og
opkræver den pågældende skat eller afgift.
Det er sådan set heller ikke det, der er interessant at få belyst her i dag. Det, som er interessant, er, om regeringen vil give en klar politisk tilkendegivelse over for Folketinget af, om regeringen synes, det er en god idé, at man arbejder videre med direkte EU-skatter eller EU-afgifter. Det kan være på miljøområdet, men det kan jo også være på andre områder. Det er den klare politiske tilkendegivelse, der vil være befriende at høre fra statsministeren i dag.
Hermed sluttede spørgsmålet.