Om sikre lande.

Til udenrigsministeren (19/3 01) af:

»Kan udenrigsministeren oplyse, hvilke af de 133 lande, der har undertegnet både Flygtningekonventionen af 1951 og den tilhørende protokol fra 1967, der af UNHCR betragtes som lande, der i praksis efterlever konventionen og protokollen, og hvilke lande der af UNHCR ikke kan betragtes som sikre lande?«

Pr. 8. december 2000 havde i alt 133 lande undertegnet både Flygtningekonventionen af 1951 og den tilhørende protokol fra 1967, hvilket i udgangspunktet betyder, at disse lande yder beskyttelse til forfulgte mennesker.

Det afgørende for, om et undertegnede land kan anses for sikkert er imidlertid, om det pågældende land i praksis efterlever konventionen og protokollen.

På den baggrund er spørgeren interesseret i at få oplyst, hvilke af de 133 lande, der har undertegnet både Flygtningekonventionen af 1951 og den tilhørende protokol fra 1967, der af UNHCR kan betragtes som lande, der i praksis efterlever konventionen og protokollen, og hvilke lande der af UNHCR ikke kan betragtes som sikre lande.

Primo 2001 har i alt 140 lande ratificeret flygtningekonventionen med eller uden protokollen. UNHCR skønner, at ca. halvdelen af disse lande efterfølgende har gennemført konventionens/protokollens bestemmelser i national lovgivning.

Der er desuden lande, som ikke har undertegnet/ratificeret konventionen eller protokollen, men som i praksis alligevel respekterer de deri indeholdte centrale bestemmelser om behandlingen af udlændinge, som søger eller har opnået asyl. Omvendt er der lande, som har tiltrådt konventionen og protokollen, men som ikke altid efterlever bestemmelserne i praksis.

For det enkelte lands vedkommende kan efterlevelse ifølge UNHCR erfaringsmæssigt i praksis ændre sig over tid, afhængig af den politiske udvikling i landet/regionen. Billedet af, hvilke lande, der i praksis lever op til flygtningekonventionen og -protokollen, er således særdeles sammensat og må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde og til hver en tid.

Det er i mange situationer af afgørende betydning for UNHCR's muligheder for at operere og udøve sine beskyttelsesopgaver, at dette kan ske i fuld diskretion. Organisationen udarbejder og udgiver derfor ikke nogen samlet rapport om landenes efterlevelse af konventionens/protokollens bestemmelser.

Det er på denne baggrund ikke muligt for UNHCR at svare generelt på, hvor mange lande - og hvilke - der i praksis efterlever konventionen/protokollen, samt i hvilken udstrækning og på hvilke områder dette sker.

Endelig kan nævnes, at der er lande, som efterlever centrale bestemmelser i flygtningekonventionen og protokollen, men som krænker andre bestemmelser på menneskerettighedsområdet med den konsekvens, at deres egne statsborgere må opholde sig som flygtninge i udlandet.