Hjælpemenu

Hovedmenu

Om personkontrol ved Danmarks landegrænser.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2012 - besvaret 14/03-2001

3) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Er statsministeren enig i, at det i den nuværende veterinære situation er af vital betydning for Danmark, at der er grundig personkontrol ved Danmarks landegrænser, og vil statsministeren garantere, at den samme grundige personkontrol fortsættes efter den 25. marts 2001?«

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Ja, nu er vi så ovre i en anden boldgade, men forsøget er det samme, nemlig at få skabt klarhed over en sag, hvor jeg tror, der er rimelig stor forvirring.
     Den 25. marts indtræder Danmark i den praktiske del af Schengensamarbejdet. Det vil sige, at regeringen har lagt op til, at fra midnat mellem den 24. og 25. marts skal kontrollen af personer ved grænsen forsvinde.
     Jeg har forstået det sådan, at det i praksis sker ved, at grænsepolitiet simpelt hen stopper personkontrollen på selve grænsestrækningen og fremover kun må kontrollere i baglandet.
     Forvirringen skabes så af, at fødevareministeren i går og også tidligere har givet udtryk for, at det i den veterinære situation, vi har for øjeblikket, er meget påkrævet, at der sker en kontrol på netop landegrænsen af de personer, der kommer ind, og en kontrol af, hvad de indfører, så vi undgår spredning af mund- og klovsyge til Danmark, og det er jo senest aktualiseret af fundet af mund- og klovsyge
i Frankrig. Derfor ønsker jeg statsministerens præcisering af, om der efter den 25. marts fortsat vil være personkontrol på grænsestregen med det resultat, at der bliver tjekket for indførsel af fødevarer, som der sker p.t., for at undgå den smittespredning til Danmark.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Ja, man kan sige, at spørgerens spørgsmål er overflødigt, der er jo allerede svaret på det. Det ved spørgeren også godt, men jeg skal gerne gentage det.
     Som fødevareministeren har oplyst det, så lægger regeringen stor vægt på, at de gældende bestemmelser på veterinærområdet overholdes. Det gælder ikke mindst i den nuværende situation. Og det bliver de. Og jeg vil gerne understrege, at Schengensamarbejdet ikke ændrer ved de eksisterende regler om veterinærkontrol.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Formelt set er reglerne uændrede på det veterinære område. Det er sådan, det er. Men det, jeg spørger til, er, hvordan praksis vil være, for det er noget ganske andet.
     Som jeg har forstået ordren, der er afgivet til Sønderjylland, til grænsekontrollen, så må der ikke efter midnat mellem den 24. og 25. marts være personkontrol på selve stregen. Der må kun være personkontrol i baglandet. Og derfor er det jo ikke fuldstændig uinteressant at vide, hvordan den praktiske udførelse af de formelle regler bliver, og det er det, jeg beder statsministeren svare på i det spørgsmål, der er stillet.
     Når det i dag er således, at myndighederne finder det nødvendigt at tjekke eksportchaufførers madpakker, når de returnerer fra udlandet til Danmark, når man i dag finder det nødvendigt at konfiskere madvarer, der er indkøbt syd for den dansk-tyske grænse, så vil det jo også, hvis den veterinære situation er uændret efter den 25. marts, være nødvendigt at gøre det efter den 25. marts.
     Men som jeg har forstået den praktiske udførelse, så vil det ikke kunne lade sig gøre, fordi man ikke kontrollerer personer på selve grænsestregen, og derfor er mit spørgsmål til statsministeren: Vil man efter den 25. marts fortsat kontrollere personer på selve grænsestregen mellem Danmark og Tyskland, som man gør i dag, for at undgå smittespredning af mund- og klovsyge til Danmark?
     Det er spørgsmålet, og det må vi få et klart svar på her
i dag.

Frank Dahlgaard (UP):
Europa hærges nu af mund- og klovsyge, som er meget smitsom, og vi har set i fjernsynet, hvordan man netop i hvert fald ved nogle grænser foretager en kontrol af personer, af deres madpakker og af, hvad de har med af kød, fordi det er utrolig smitsomt, og fordi det gælder om at stoppe det. Det må vi alle sammen være interesseret i, og derfor synes jeg faktisk, at dette spørgsmål er overordentlig aktuelt og vigtigt.
     Er det ikke sådan, og det er spørgsmålet, at personkontrollen og dermed muligheden for også at kontrollere, hvad der kommer ind af kødvarer, i hvert fald en del af det, falder væk ved grænsen, ved havne og ved lufthavne den 25. marts, og er det ikke et pokkers ærgerligt tidspunkt? Kan man iværksætte Schengenreglernes undtagelsesparagraf på grund af den her mund- og klovsyge, og har statsministeren ikke noget at tilføje til det svar, han er kommet med i første omgang?

Peter Skaarup (DF):
Jamen jeg vil da godt spørge statsministeren, hvad statsministeren egentlig mener, når nu vi ser de her meget voldsomme problemer med smitsomme sygdomme, der kommer ind over grænsen eller muligvis kommer ind over grænsen, og om statsministeren egentlig ikke set i bakspejlet synes, at det er en dårlig idé, at vi fjerner grænsekontrollen her den 25. marts.
     Vi har jo nu en situation, hvor det allertydeligst viser sig, hvor fuldstændig tudetosset det er at fjerne grænsekontrollen den 25. marts. Og jeg vil da også godt spørge statsministeren, om det er en af årsagerne til, at regeringen og Danmark åbenbart ikke vil fejre, at vi nu fjerner grænsekontrollen, i modsætning til hvad man gerne vil
i Tyskland.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan svare de tre spørgere ganske kort og sige, at veterinærkontrollen vil blive udøvet efter præcis de samme regler både før, på dagen og efter den 25. marts.
     Rent praktisk vil det blive udført i et samarbejde med politimyndighederne og veterinærmyndighederne. Det vil selvfølgelig blive tilrettelagt på en sådan måde, at det vil være et konkret operativt samarbejde i fælles aktioner med politiet i grænseområdet, og de danske veterinærregler vil naturligvis også efter den 25. marts blive håndhævet, og dansk politi vil yde veterinærmyndighederne den fornødne bistand i forbindelse hermed. Så jeg har ikke mere nyt at tilføje.
     Skulle der være nogle praktiske spørgsmål, så er der jo andre også ministeransvarlige, som kan svare på det praktiske, for min part jeg har ikke mere nyt. Spørgerne kan være rolige, veterinærmyndighederne er i god form og vil have et tæt og effektivt samarbejde med politiet.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg håber da også, at statsministeren finder et ministeransvar gældende for sig selv og ikke kun for resortministrene, det ligger jo i sagens natur.
     Men vil det sige, at statsministeren vil benægte, at den besked, der er gået til grænsepolitiet, er, at man ved midnatstid mellem den 24. og 25. marts ikke længere må kontrollere på selve grænsestregen, og at statsministeren nu som noget helt nyt siger, at man fortsat også efter den 25. marts skal lave personkontrol på selve grænsestregen, som Schengen jo netop går ud på at fjerne? Så er der tale om en nyskabelse, så er der tale om, at man udskyder ikrafttrædelsen af den praktiske del af Schengensamarbejdet.
     Det vil være interessant, hvis man gør det. Jeg synes, at det i den nuværende situation vil være yderst fornuftigt, at regeringen tog bestik af det her og sagde: Ja, regeringen går ind for, at Europa skal fungere uden interne grænser, men
i den nuværende situation med mund- og klovsyge og smitterisiko er det klart, at vi fastholder grænsekontrollen, indtil vi har fået afklaret den her situation. Det vil være yderst fornuftigt, og hvis det er det, der ligger i statsministerens udtalelser, så synes jeg, det vil være flot. Jeg er ikke sikker på, at det er således. Jeg er bange for, at man fortsat arbejder på at fjerne grænsekontrollen den 25. marts, men jeg vil da så annoncere, hvis statsministeren ikke vil forklare mere om, hvordan man praktisk udmønter det, at jeg selvfølgelig vil tage initiativ til, at både justitsministeren, som har ansvaret, og fødevareministeren, som har ansvaret på det veterinære område, kommer i samråd i Folketingets Europaudvalg inden den
25. marts, så vi helt præcis får at vide, hvad de praktiske konsekvenser af den tilslutning, som regeringen har givet til Schengensamarbejdet, er.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg har da tiltro til, at når både fødevareministeren og statsministeren siger det, så vil der også være en effektiv veterinærkontrol ved grænsen efter den 25. marts.
     Jeg vil bare spørge, om det, der i virkeligheden ligger
i statsministerens svar, er det enkle forhold, at når grænsekontrollen ophæves for pas den 25. marts, så bliver det simpelt hen dyrere for politiet at sikre assistancen til veterinærkontrollen, for så skal politiet jo både løse nye opgaver i baglandet og samtidig være behjælpelig med kontrollen i forhold til veterinærmyndighederne. Det vil simpelt hen kræve mere politi, og det er på den måde, ligningen går op. Så jeg fornemmer ikke, at der er så fantastisk meget mystik i det. Der bliver bare en regning til de danske skatteydere. Det er såmænd det, der ligger i det. Sådan har jeg forstået det. Jeg vil godt spørge statsministeren, om det er korrekt.

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt i forbindelse med denne her sag spørge statsministeren, om det er særlig betryggende, at TV 2/Lorry
i sidste uge kunne ringe til myndighederne og konstatere, at der ikke var nogen kontrol på det her område, når der var mennesker, der passerede fra Sverige og ind i Danmark, og efterfølgende dagen efter kunne konstatere, at nu har man lige pludselig en kontrol. Nu vil man godt lave en stikprøvekontrol, som man siger. Er det særlig betryggende for den fødevaresikkerhed, som vi gerne skulle have her i landet? Og så vil jeg godt spørge statsministeren: Skal vi forstå de nye Schengenregler sådan, at efter den 25. marts, når nu forhåbentlig mund- og klovsygen er drevet over, og det ikke længere er et problem, så kontrollerer man fremover madpakker ved grænsen, men ikke pas? Er det situationen, så virker det lidt som en molbohistorie, at man skal kontrollere fødevarer, man skal kontrollere madpakkerne, men man kontrollerer ikke passene. Hvis det er situationen, kan man jo altså lige så godt bevare den grænsekontrol, vi kender i dag, hvor man kontrollerer passet.

Hermed sluttede spørgsmålet.