Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en destruktionsordning for oksekød vil være i strid med EU-traktaten.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1823

Til fødevareministeren (27/2 01) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Finder den danske regering, at en beslutning om indførelse af en oplagrings- og destruktionsordning for oksekød, som hastes igennem i en såkaldt forvaltningskomitéprocedure fredag den 2. marts 2001, vil være i strid med EU-traktaten?«

Svar (6/3 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

I forbindelse med BSE-krisen på oksekødsmarkedet oplyste Kommissionen på ministerrådsmødet mandag den 26. februar 2001, at man på mødet i Forvaltningskomitén for Oksekød fredag den 2. marts 2001 agtede at stille forslag om en for medlemsstaterne obligatorisk ordning med opkøb af oksekød til enten destruktion eller oplagring. Ordningen skulle finansieres med 30 % af medlemsstaterne og 70 % af EU (FEOGA).

Kommissionen har oplyst, at ville basere forslaget på artikel 38 i Rådets Forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød, efter hvilken Kommissionen kan træffe nødvendige foranstaltninger, når der konstateres et væsentligt prisfald, der virker markedsforstyrrende. Foranstaltningerne skal vedtages efter forvaltningskomitéproceduren.

Kommissionen har imidlertid ikke fremsat noget forslag for forvaltningskomitén på mødet den 2. marts 2001.

Da der således ikke foreligger et konkret forslag, er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt en ordning med opkøb af oksekød vil være i strid med EU-retten, herunder den fælles markedsordning for oksekød.