Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU-medfinansierede tilskudsmidler til fiskerisektoren.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1485

Til fødevareministeren (2/2 01) af:

Jens Kirk

(V):

»Kan ministeren bekræfte, at de EU-medfinansierede tilskudsmidler til fiskerisektoren (FIUF-midler), som den danske stat derved går glip af ved ikke at have bevilget det beløb, der udløser det fulde EU-tilskud, indgår i en pulje, som de andre EU-lande kan søge, således at midler, der var tiltænkt dansk fiskeri, går til andre EU-landes fiskeri?«

Svar (9/2 01)

Fødevareministeren

(Ritt Bjerregaard):

Som nævnt i min besvarelse af det ligeledes af Jens Kirk (V) stillede spørgsmål S 1482 er det endnu for tidligt at vurdere om Danmark anvender hele rammen for EU-medfinansiering til FIUF programmet 2000-2006.

Rammen for den støtte der er tildelt Danmark er besluttet af Europa-Kommissionen i forbindelse med godkendelse af det danske FIUF program 2000-2006. Rammen er opdelt i lige store årlige beløb og Kommissionen forpligter sig til at yde støtten for et år ad gangen. Hvis et medlemsland 2 år efter forpligtelsesåret ikke har anvendt den tildelte støtte har Kommissionen mulighed for at frigøre sig fra forpligtelsen. Ved udgangen af 2002 har Kommissionen således mulighed for at vurdere om Danmark har anvendt støtten tildelt for 2000.

På grundlag af bevillingerne for 2000 og 2001 er det mest sandsynligt at støtten for 2000 og 2001 vil være anvendt inden udgangen af 2003. Der vil således tidligst i begyndelsen af 2005 kunne blive tale om at Kommissionen kan søge at frigøre sig for en del af den støtte der er tildelt Danmark.

Der er derfor ikke i de nærmeste år mulighed for at de midler der er tildelt det danske fiskeriprogram kan anvendes til andre formål.