Om fingeraftryk af alle asylsøgere.
Spm. nr. S 1455
Til indenrigsministeren (1/2 01) af:
(V):»Vil ministeren oplyse, om det er rutine, at der optages fingeraftryk af alle asylsøgere, og vil ministeren oplyse, i hvilket omfang disse fingeraftryk checkes i det danske fingeraftryksregister og i udenlandske/internationale registre?«
Svar (12/2 01)
Indenrigsministeren
(Karen Jespersen):Rigspolitiet har oplyst, at politiet optager fingeraftryk af alle asylansøgere over 14 år, jf. udlændingelovens § 40 a.
De optagne fingeraftryk overføres til Centralbureauet for Identifikation, hvor de registreres i en særlig fil (B-filen).
Med henblik på fastlæggelse af ansøgerens identitet undersøges de optagne fingeraftryk i forhold til andre fingeraftryk, der i medfør af udlændingeloven er optaget af asylansøgere og andre udlændinge og opdateret i B-filen. Der sker endvidere en undersøgelse i forhold til fingeraftryk, der er optaget som led i en strafferetlig efterforskning (A-filen).
Rigspolitiet har herudover oplyst, at der spørges rutinemæssigt på fingeraftrykkene i de andre nordiske lande med henblik på at undersøge, om ansøgeren er kendt i disse landes fingeraftryksregistre.
Rigspolitiet retter endvidere en række målrettede forespørgsler ledsaget af fingeraftryk til andre EU-lande for at søge oplyst, om asylansøgeren er kendt dér, eventuelt som asylansøger. Som oftest rettes der forespørgsel til Tyskland og Holland og i mindre omfang til andre EU-lande. Forespørgslerne fører i et betydeligt antal tilfælde til, at ansøgerne bliver identificeret som asylansøgere med samme eller anden identi tet i et andet EU-land, især i Tyskland.