Om fiskeribestanden i Nordsøen.

Spm. nr. S 1315 - besvaret 31/01-2001

12) Til fødevareministeren af:
Svend Heiselberg (V):
»Er ministeren enig i, at når det midlertidige stop for konsumfiskeri har til formål at genskabe fiskebestanden i Nordsøen til gavn for de samfund, som har kyst til samme havområde, bør det også være en offentlig opgave økonomisk at hjælpe den begrænsede kreds af danske fiskere, der rammes af stoppet?«

Svend Heiselberg (V):
Jeg vil gerne spørge ministeren, om det ikke forholder sig sådan, at når Kommissionen selv foreslår, at torsken er en fællesbestand, så er det ikke det enkelte land, der må bære det væsentligste økonomiske tab. Danmark er den fiskerination, der er blevet hårdest ramt af den ugennemtænkte plan, der her er kommet.
Jeg vil også gerne sige til ministeren, at fiskerne har jo i de sidste 5 år fisket på baggrund af den biologiske rådgivning, de har fået. Så siger ministeren, at de, der skal træffe beslutning om det, er nogle, som ved noget, og som er klogere end ministeren og jeg.
Fiskerne har fulgt den biologiske rådgivning, som de har fået i de sidste 5 år, til punkt og prikke, og nu står de så her med den panikhandling, som ministeren forsøger at forsvare.

Fødevareministeren (Ritt Bjerregaard):
Ja, hr. formand, allerførst vil jeg selvfølgelig henvise til det svar, jeg allerede på det foregående spørgsmål gav til hr. Heiselberg, og jeg vil godt sige, at som udgangspunkt er det ikke samfundets opgave at kompensere for produktionsnedgang i fiskerisektoren gennem en automatisk og generel forøgelse af erhvervsstøtten.
Det gælder det her erhverv, som det gælder andre erhverv, men det er jo et interessant nyt synspunkt.
Det gælder også på andre områder, at man ikke uden videre går ind og kompenserer, når der er økonomisk tilbagegang.
Jeg finder det derfor mest fornuftigt og i overensstemmelse med god forvaltning at afvente det analysearbejde, som skal udføres for at vurdere de økonomiske konsekvenser af de indførte begrænsninger, og analysearbejdet vil jo så også belyse, i hvilket omfang enkelte fartøjsgrupper i særlig grad bliver ramt, og om de tab, de lider, kan afbødes gennem justeringer af fiskerireguleringerne.
Så må jeg sige til hr. Svend Heiselberg, at der er ikke noget, der tyder på, at Danmark er hårdest ramt af de foranstaltninger, der her er foretaget. Det var tværtimod sådan, at både Holland og Belgien mente, at det var helt urimeligt i forhold til deres situation.
Jeg medgiver hr. Svend Heiselberg, og jeg synes også, at der har været problemer med den biologiske rådgivning, jeg nævnte det allerede i det svar, jeg gav på det tidligere spørgsmål, at det selvfølgelig er uhyre vanskeligt og også urimelig vanskeligt for fiskeriet at skulle tilpasse sig en rådgivning, der har været så svingende, som der her har været tale om.

Svend Heiselberg (V):
Jeg synes, det er stærkt betænkeligt, at vi har en fiskeriminister, der her står og siger, at det ikke er Danmark, der er særlig hårdt ramt af den fangstbegrænsning, der er lavet her.
Jeg ved ikke, om ministeren har haft så travlt med kogalskab og andet, at ministeren ikke er klar over, hvad det egentlig er vi diskuterer, men jeg vil så i hvert fald anbefale ministeren at prøve at se på, hvilke områder det er, man egentlig har fredet og umuliggjort for dansk fiskeri at kunne fiske i i 2½ måned. Det er vel ikke urimeligt, når man lægger specielt strenge fangstbegrænsninger på danske fiskere, helt udelukker dem fra fiskeri i 2½ måned, at de så siger, at det er helheden, EU, der må være med til at bære de udgifter, og hvis ikke de vil det, så må det være den danske stat, der på en eller anden måde træder til og giver kompensation til dem, der bliver ramt af den panikløsning, som ministeren ligesom stiller sig i spidsen for.
Derfor håber jeg, at ministeren vil forstå, at her står vi med en situation, som er fuldstændig ugennemtænkt, og som man ikke har haft muligheder for at kunne planlægge fra fiskerside. Det må da være noget, som gør, at ministeren siger til sine kolleger, at der må lidt mere tid til, at man kan tilrettelægge et fiskeri efter det her, i stedet for at stå og forsvare et system, som er fuldstændig tåbeligt.

Jens Kirk (V):
Fødevareministeren siger, at der har været møder, der har været seminar, at der vil komme en plan 2, og at der vil komme en plan 3. Derfra hvor jeg kommer, plejer vi normalt at have beredskabsplaner, men de plejer at være udfærdiget i god tid, sådan at når de træder i funktion, ved man, hvad man skal gøre. Man kan sige, at fiskerne har jo ikke de store muligheder her. Ministeren siger, at der skal komme en plan, men hvornår? Skulle vi ikke have vidst det inden den 15. februar? Og skulle den ikke være rede med, hvad fiskerne skulle gøre?
Nu har fødevareministeren jo somme tider været ude efter Venstre og sagt, at vi ikke var villige til at hjælpe. Er det ikke korrekt, at fødevareministeren ikke udnytter de muligheder, der er i FIUF-fondene?
Er det ikke korrekt, at hvis staten ville have spædet mere til, så var der betydeligt større muligheder, meget større muligheder, i EU til at få nogle kroner til hjælp til den situation, vi er kommet i?
Er det ikke fakta, at de ikke udnyttes? Og agter ministeren nu at omgøre det, man ikke gjorde i finansloven, udnytte den mulighed, man har i EU til at udnytte disse FIUF-fonde fuldt ud?

Ole Vagn Christensen (S):
Jeg vil gerne spørge ministeren, om ikke der i det arbejde, der nu er gået i gang, og som skal afsluttes her i februar måned, også vil foreligge nogle forskellige løsningsforslag omkring redskabsteknologien. Jeg går ikke ud fra, at den er holdt ude.
Når det bliver fremført her i Folketinget, at man ikke er i stand til at fiske noget som helst i disse områder, hænger det så ikke lidt sammen med den redskabsteknologi, man har, at man ikke kan hente fladfisken op, og at man ikke kan hente hummeren op?

Fødevareministeren (Ritt Bjerregaard):
Allerførst kan jeg bekræfte over for hr. Ole Vagn Christensen, at det absolut er meningen at kigge på redskabsteknologien, både i forbindelse med de drøftelser, som ministeriet har med erhvervet, og i øvrigt også i de overvejelser, der foregår omkring en genopretningsplan for torsken, og det er jo helt fuldstændig rigtigt, at det er et vigtigt spørgsmål.
Så har hr. Svend Heiselberg det jo med at mene, at alle andre har travlt med lige præcis noget andet end det, hr. Heiselberg synes de skal have travlt med, og den mening må hr. Heiselberg jo have lov til at have.
Jeg må sige, at jeg glæder mig til at se det forslag, som jeg på debatten her i dag kan høre der kommer fra Venstre, om kompensation her til fiskerne. Der er jo også andre steder, vi drøfter kompensationer; hr. Svend Heiselberg var inde på BSE, og der afventer jeg også med stor interesse det udspil, jeg er sikker på vil komme fra Venstre i denne sag, for jeg forstod hr. Svend Heiselberg sådan, at han mente, at den danske stat absolut måtte give kompensation omkring det her, og jeg har argumenteret for, at regeringen har en anden opfattelse.
Det gælder også hr. Jens Kirks andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om FIUF-fonden og pengene i den. Det er jo sådan - fuldstændig som hr. Jens Kirk siger - at det er et spørgsmål om, at der skal yderligere nationale midler til, for at de EU-midler, der er på området, kan udløses.
Og så er hr. Jens Kirk mere synsk, end jeg var klar over, når han vidste, at der ville komme et torskestop af det omfang, som kom her i december måned. Jeg må sige, at for mig var det en overraskelse, at det var så voldsomt, og lige så snart det blev kendt, og lige så snart, vi traf beslutningerne, satte regeringen sig i gang med sammen med erhvervet at prøve at finde nogle løsninger.

Svend Heiselberg (V):
Jeg vil sige, at jeg føler, vi har en forpligtelse til, når man uden varsel og uden at give fiskerne mulighed for at tilrettelægge deres fiskeri efter det, og efter at de har fulgt den biologiske rådgivning i 5 år, inden for 14 dage umuliggør næsten hele fiskeriet på Vestkysten, at hjælpe erhvervet igennem den situation, som erhvervet står i. Det gælder med hensyn til omstilling til andet fiskeri, hvor der eventuelt kan være mulighed for det, og man har derudover mulighed for i EU at kæmpe for, at de lande, som må give mest for fredningen af fiskebestandene, får kompensation, eventuelt i form af større kvoter.
Prøv at se på, hvor meget England, Skotland og Nordnorge giver afkald på. De giver ikke afkald på noget.

Fødevareministeren (Ritt Bjerregaard):
Jeg er enig med hr. Heiselberg i, at vi står over for nogle omstillinger af erhvervet på nogle af de her områder, og det tror jeg faktisk kun man kan få noget fornuftigt ud af, hvis man sætter sig og snakker det ordentligt igennem med erhvervet selv. Det er vi i fuld gang med, og vi har oven i købet sat en tidsgrænse for det arbejde, så jeg er fuld af fortrøstning med hensyn til, at vi finder ud af noget dér.
Det er klart, at regeringen også ser det som en forpligtelse, lige så vel som vi så det som en forpligtelse ved rådsmødet i december måned på andre områder at prøve at få forøget kvoterne. Det lykkedes da heldigvis på nogle af områderne, hvad fiskerierhvervet også var reelt nok til at kvittere for, også offentligt, over for regeringen bagefter, og det var vi selvfølgelig glade for.

Hermed sluttede spørgsmålet.